Til næste år udvider Den Danske Reklameskole. Skolen åbner nemlig Tekstlinjen og ADlinjen i Aarhus til næste år. Det oplyser stifteren af skolen, Per Holm Henriksen, i en pressemeddelelse.

I spidsen for skolen har man fået fat i fire erfarne profiler. Underviserne for ADlinjen bliver Cathrine Understrup og Jon Goldtsche. Cathrine Understrup er prisvindende art director og designer, der har samarbejdet med kunder som Carlsberg, Matas og MobilePay.

Jon Goldtsche har to årtiers erfaring fra branchen, hvor han har arbejdet hos bureauerne Uncle Grey, Nord DDB og &Co. På kundesiden har han blandt andet freelancet for Arla og Lego.

“Nu hvor jeg er vendt hjem til Aarhus efter mere end et årti i København, kan jeg næsten ikke forestille mig en bedre velkomstgave end at få lov til at starte AD-linjen op og skabe et samlingspunkt for kreativitet og art direction-nørderi i det jyske. Jeg glæder mig utrolig meget til at møde de studerende og sammen blive klogere og dygtigere til det, vi brænder for,” skriver Cathrine Understrup i meddelelsen.

Vil losses i kuglerne

Torvholderne for Tekstlinjen bliver Rasmus Dunvad og Ulrik Feldskov Juul. Førstnævnte er selvstændig og har været herre i eget hus de seneste ni år, hvor han ifølge pressemeddelelsen har vundet over 20 Creative Circles.

Ulrik Feldskov Juul har en fortid på Uncle Grey og som kreativ direktør og partner på det hedengange Recommended. Han har også været på kundesiden, hvor han har været kreativ direktør for globale kampagner hos Lego og som kommunikationschef hos hummel.

“Aarhus er reklamebranchens Galapagos: langt væk fra alting. Og netop derfor arnestedet for ægte, prisvindende originalitet. Vi har selv bevist det, men ikke nok med dét; vi kender gæstelærere som er dygtigere end os selv, i et hav af forskellige discipliner. Hey, selv de bedste kan lære noget og vi glæder os til at udvikle byens nye originaler,” udtaler Rasmus Dunvad, mens det fra Ulrik Feldskov Juul lyder:

”Jeg har ikke valgt at være fagansvarlig på Reklameskolens Tekstlinje i Århus for at give noget igen til nogen som helst. Jeg ser ikke mig selv som en art ”Dalai Fucking Text Lama” – som udgyder min visdom til en imponeret skare af bogstav-disciple, der som små baskende kolibrier suger nektar af min smukt bundne buket af ord-orkidéer. Jeg gør det fordi jeg vil ha’ noget igen. Jeg vil sparkes over mit faglige skinneben, losses i kloge-Åge-koglerne og puffes til af nyt talent, der pisker mit mindreværdskompleks op som en fuldfed fromage. Jeg vil selv lære af de bedste. Og dem vil jeg gøre mig umage for at få op på ølkassen foran holdet af sultne, jyske tastatur-hard-hittere.”