24 uger. Så meget barsel med fuld løn får alle nybagte forældre fremover ret til i Dentsu Denmark. Det gælder også alle ansatte på burauerne Merkle, Dentsu X, iProspect og Carat.

Det er en markant opjustering hos Dentsu, hvor en nybagt mor med mere end tre års anciennitet tidligere havde ret til 22 ugers orlov med fuld løn efter fødsel, imens en nybagt medforælder havde ret til fire ugers orlov med fuld løn. 

”Vi forbedrer forholdene markant,” siger CEO i Dentsu Denmark, Ulrik Petersen. 

Det kræver ni måneders anciennitet at få ret til de 24 ugers barsel. 

”Vi forlænger varigheden, hvor vi betaler medarbejdernes løn. Og så ligestiller vi mor med far, medmor eller medfar, så begge forældre har samme muligheder,” siger han. 

Konkurrenter har også forbedret forholdene

Senest har GroupM indført lige barselsesvilkår for sine medarbejdere uanset køn i Danmark. Også OMG i Danmark har ens barselsvilkår uanset køn. 

Ulrik Petersen fra Dentsu Danmark afviser, at deres nye tiltag er en reaktion på, hvad konkurrenterne gør. 

”Nej, det er det ikke. Vi ser bredere ud på andre rådgivningsvirksomheder, og der er en generel tendens til at forbedre barselsvilkårene. Vi synes, det vi gør her, er et rigtigt godt sted at stå generelt,” siger han. 

Er det noget, jeres medarbejdere har efterspurgt? 

”Ja, det er det. Der er ingen tvivl om, at vores ordning internt har haft brug for et løft, hvis vi skal være selvkritiske. Jeg håber, det bliver modtaget godt internt, men vi oplever også i forbindelse med rekruttering, at det betyder meget. Både for mor, far, medfar eller medmor. Det er den mulighed, vi nu vil give efter ni måneder på vores arbejdsplads,” siger Ulrik Petersen. 

Vil sikre opbakning på arbejdspladserne

Ifølge Ulrik Petersen betyder de forbedrede barselsvilkår også, at Dentsu Danmark får en tydelig opgave, der handler om ikke at belaste andre medarbejdere for meget, når nogen går på barsel. 

”Vi har indregnet i vores budgetter, at der både er økonomi til at løfte den her ordning, men også til at afsætte ressourcer til at løfte opgaverne, imens folk er væk. Jeg kan ikke sætte et konkret tal på, hvad det koster. Men det ville være for nemt bare at sige, at nu laver vi denne ordning, og så skal resten af medarbejderne bare løbe hurtigere. Det må ikke ske, for så kan det være en barriere for, at folk faktisk gør brug af muligheden,” siger han. 

Så det er det vigtigste, I skal gøre for, at jeres ansatte faktisk gør brug af det her?

”Ja. Det er nemt nok at lave ordningen som arbejdsgiver, men det må aldrig være en bekymring for barselstageren at forlade sin arbejdsplads i en kortere eller længere periode. Og det kræver, at vi har styr på de interne rammer og den ledelsesmæssige opbakning, så det aldrig bliver til gene for kolleger eller kunder. Ellers får det ikke flyvehøjde eller intern rygdækning,” siger han og fortæller, at det ikke er planen, at der skal dækkes ind med vikarer, men snarere at Dentsu skal opruste generelt på mandskab for at have flere ressourcer internt. 

I sidste ende håber Ulrik Petersen, at de nye barselsvilkår vil minimere kønsskævhed i forhold til barsel, imens Dentsu Denmark og dets bureauer bliver en endnu bedre arbejdsplads.

”Jeg håber, at det frie valg, man har som mor, far og medfar eller medmor bliver nemmere at bruge, så det ikke er økonomien, der afgør, hvem der tager barslen,” siger Ulrik Petersen.