“Der er mange røvhuller i verden, og jeg behøver ikke være ét”

Da jeg startede med at studere, forsøgte jeg først at komme ind på grafisk design, men det kunne jeg ikke, fordi jeg aldrig var blevet undervist i kunst. Jeg vidste, hvad tegninger og grafisk design var, og jeg var interesseret i fotografi og film, men jeg anede ikke, du kunne studere noget, der hed reklame.

Jeg havde en passion for grafisk design, tegninger og plakattegninger fra min tid i skateboarding og musik. Der er en stærk visuel kultur begge steder. Da jeg startede med at læse kommunikation på Boston University, så jeg det som en bagindgang til grafisk design. Og det førte til reklame.

Jeg startede med at spille i bands, da jeg var 12 år. Jeg fik klaverlektioner, fra jeg var helt lille, og jeg begyndte at spille trommer, da jeg var 10. Da jeg blev optaget af musik i de tidlige 90’ere, var Nirvana lige ved at bryde igennem. Nogle af de ældre børn begyndte at grave dybere ned end MTV, og det var sådan, min interesse for punk-rock startede.

Det var fantastisk. Når du er en del af den kultur, møder du en masse mennesker, ser mange fælleskaber og taler med både ligesindede og mennesker med anderledes perspektiver, hvilket altid er vigtigt i livet.

Min musik er meget aggressiv og presserende. Det lyder som et godstog, hvor bremserne er gået i stykker – og ingen aner, hvor det er på vej hen. Det er højlydt, men det er passioneret. Da jeg var ung, bar det et budskab. Men jeg tror ikke, jeg er så vred nu, som jeg plejede at være.

Der er en passion i både punk-rock og reklame. Du er passioneret om idéer. Det ene sted handler det mere om at sælge noget, og det andet sted handler det om idealer. Der er også en ny energi begge steder lige nu, der giver plads til anderledes perspektiver og nye typer stemmer.

Min baggrund har givet mig en slags gør det selv-attitude. Jeg er ikke bange for at smøge ærmerne op og finde på løsninger. Det er ret vigtigt, for det er sådan, du får lavet godt arbejde i reklame. Ved bare at få det til at ske.

Det bedste job, jeg nogensinde har haft, var hos TBWA/Chiat/Day. Det var det første sted, jeg følte mig bekræftet i, at jeg faktisk kan finde ud af det her. Og jeg arbejdede for lige den kreative direktør, jeg altid havde drømt om at arbejde for. Jeg ville gerne lære, hvordan de lavede Skittles-reklamerne og sådan noget. Jeg var så ung og ivrig, og det var en kæmpe mulighed for at lære. Alt føltes sjovt og spændende.

Når det er sagt, blev jeg også fyret. Og jeg tror, det at blive fyret er en af de bedste ting, der nogensinde er sket for mig. Det åbnede døren til et nyt job. Jeg bliver nogle gange hængende for længe i nogle jobs og bliver komfortabel. Og det her var et tidspunkt, hvor jeg blev ukomfortabel, og det viste mig, at det også er noget, jeg kan klare.

Jeg flyttede til Danmark, fordi jeg havde en kæreste i New York, der blev forflyttet til København. Og jeg var et sted i mit liv, hvor jeg mente, at jeg kunne lave det spring, så jeg stak bare af med hende.

Det sværeste ved at få foden inden for i branchen i Danmark var sprogbarrieren. Mange mennesker var begejstrede for min erfaring, men det virkede, som om jeg ikke kunne finde ud af, hvor jeg ville passe ind på et dansk bureau. Da jeg kom herover, kendte jeg ingen og begyndte bare at netværke.

Hele min karriere i Danmark startede, da en film af en kunstner fra Philadelphia om en masse af mine venner fra musikscenen blev vist på Charlottenborg. Den aften mødte jeg Katrine Granholm fra den kreative linje på DMJX, og jeg begyndte at undervise derude. Det førte til lidt freelancearbejde og blev til et arbejde på Vice/Virtue. Det føltes som et naturligt sted for mig som en af de unger, der blev påvirket af Vice Magazine.

Det vigtigste, jeg har lært, er, at du ikke skal være a dick. Ingen vil respektere dig, ingen vil have lyst til at arbejde med dig, og ingen vil søge dine råd. Dit ry følger dig i denne branche. Hvis du er rar, rækker det langt. Der er mange røvhuller i verden, og jeg behøver ikke været ét.