”Det forgik med militær præcision. 1,2,3, ind.”
En tidlig morgen i maj 2023 stod omkring 40 personer udstyret med kameraer, lys, rullevogne, monitor og andet filmgrej klar på Enghave metrostation.
Da toget ankom, havde de ganske få sekunder til at komme ind, inden dørene lukkede, husker Frederik Wulf, senior copywriter på Accenture Song og kreativ på Metroens seneste film i ”Hurtigt Videre”-universet: ”Prut?”.
Foran sig havde holdet omkring syv timer i toget, som var reserveret til optagelserne af filmen.
I filmen spiller skuespiller Mette Horn rollen som en kvinde, som – måske, måske ikke – slår en højlydt prut i metroen og bagefter fortæller de andre passagerer, at det ikke var en prut, men simpelthen hendes læderbukser, der lavede lyden.
”Vi havde et godkendt manus, men Mette Horn tog den videre. Hun afprøvede nærmest alle tænkelige nuancer af humor over ordet prut,” siger Rikke Hove, der er chefkonsulent i marketing hos Metroselskabet, og tilføjer:
”Vi sad jo et helt hold der og hørte: ”Prut, Take 72”, og det var simpelthen grundkomisk. Da jeg kom hjem, sagde jeg til min familie: Jeg tror, jeg har hørt ordet ’prut’ 100 gange i dag. Det sker ikke så tit.”
Artiklen fortsætter under billedet.
For Cecilie Öberg Naver, senior art director på Accenture Song og kreativ på ”Hurtigt Videre”-universet siden starten i 2019, var optagelserne den dag nærmest ulideligt morsomme.
”Det er vildt svært, når man sidder nede bagved med monitoren og lytter med, og man bare ikke må grine. Og så skal man bare helt vildt grine. Især når Mette Horn improviserede løs og gik off-script,” siger hun og tilføjer:
”Rikke og jeg kunne slet ikke kigge på hinanden. Vi sad med hænderne for munden og tårer ned ad kinderne, indtil der blev sagt ’cut’ – så flækkede hele vognen af grin.”
DET SJOVESTE VAR …
Rikke Hove:
”Da Mette Horn beslutter sig for at bare gå all in på, at det her ville hun ikke finde sig i. Og bare udfoldede sit skuespiltalent, sit komisk talent og sin helt særlige timing. Der tænkte jeg, at det her kan blive virkelig, virkelig sjovt. Og det blev det.”
Cecilie Öberg Naver:
”Klart da vi sad i togvognen under optagelserne og lyttede med, og vi bare ikke måtte grine. Og det var det eneste, man havde lyst til: At skrige af grin. Men vi var altså i samme tog, og der skulle være stille, ellers ville vi ødelægge optagelserne.”
Frederik Wulf:
”For mig var det helt tidligt i processen. Måske næsten, da manus blev præsenteret her internt, og man så kolleger bare rulle rundt oppe i sofaen. For på et tidspunkt bliver det jo seriøst arbejde. Så skal vi til at tage nogle store beslutninger om instruktører, om casting, om at låse ting i klip.”
Efter filmen kom ud den 18. september 2023, gik den hurtigt sin sejrsgang gennem ikke bare Danmark, men også ved både The One Show med guld og sølv og ved Cannes Lions, hvor den vandt en bronzeløve i Film-kategorien.
Men inden Metroen og Accenture Song nåede dertil, skulle mange udfordringer overkommes.
”Tænk, hvis den floppede”
Vi skruer tiden tilbage til 2022, da verden var ved at komme sig over coronapandemien.
Fra 1. februar var sygdommen ikke længere en ”samfundskritisk sygdom” i Danmark. De sidste restriktioner blev afskaffet, og borgere og virksomheder skulle genfinde hverdagen.
Således også hos Metroselskabet, hvor Rikke Hove i marketing i løbet af sommeren tog fat i Accenture Song: Det var tid til en ny kampagne i ”Hurtigt Videre”-universet for at få folk tilbage i Metroen.
”Briefen til ”Prut?” var som sådan ikke anderledes end de tidligere. Men der var lidt mere bevågenhed omkring det at skabe vækst. Vi havde jo haft coronapandemien i to år, så vi var nok lidt mere obs end tidligere på at larme,” siger hun og tilføjer:
”Vi ville være sikre på, at folk hørte os, og at vores budskaber trængte igennem. Og det tog Song jo ret bogstaveligt, kan man sige.”
På bureauet var Cecilie Öberg Naver og Frederik Wulf klar til at ryste den kreative pose.
" Jeg tror, jeg har hørt ordet ’prut’ 100 gange i dag. Der sker ikke så tit.Rikke Hove, chefkonsulent i marketing hos Metroselskabet
”Vi involverede ret tidligt hele bureauet, skrev ud og spurgte, hvad folk havde oplevet eller overværet af pinlige eller akavede scenarier i metroen. Det var nok de første skridt,” siger Cecilie Öberg Naver.
Siden væltede det ind med skæve idéer fra alle bureauets afdelinger, men prutte-idéen tilskriver de deres tidligere kreative kollega, James Godfrey, der i dag er selvstændig.
”Han havde et særligt fokus på, at det skulle være noget alle kunne forstå. Også internationalt. Og
en prut må jo siges at være nemt afkodelig og let forståelig. Alle kender den situation,” siger Cecilie Öberg Naver.
Artiklen fortsætter under billedet.
Frederik Wulf har været med på “Hurtigt Videre” siden 2022 og dermed på tre film. Men selv om det ikke var hans første Metro-film, var han nervøs og spændt på modtagelsen af prutte-filmen.
“Jeg må da indrømme, at det var lidt angstprovokerende, da vi tog beslutningen og gik med prutten. Var det for plat, eller hvordan ville den blive taget imod,” siger han og tilføjer:
“Men altså nogle gange skal det kilde lidt i maven. Og det kan det jo gøre med sådan en prut, som jo måske heller ikke var en prut. Jeg følte, der var meget på spil.”
DET SVÆRESTE VAR …
Frederik Wulf:
”At låse på en idé. For vi kunne lave 100 film. Jeg synes, vi har grinet af så mange scripts. Men når man låser, så dræber man alle de andre. Eller man parkerer dem i hvert fald.”
Rikke Hove:
”Helt klart casting-delen. Men da vi først havde fundet Mette Horn, var den del jo løst. Og så balancen med at lande rigtigt. Humor er jo subjektivt, så det er noget med at lande inden for en ramme, som flest muligt kan se sig selv i. Det var nok det sværeste undervejs.”
Cecilie Öberg Naver:
”At skifte instruktør og sige farvel til Peter Harton. Jeg har været på Metroen i seks år og arbejdet virkelig meget sammen med ham. Han har haft stor andel i succesen med ”Hurtigt Videre”, og jeg har en rigtig god relation til ham. Så det at sige, vi går videre med en anden, har været svært.”
”Det ville kræve rigtig meget”
Da Rikke Hove og en kollega fra metroen en dag i det sene efterår 2022 tog ind til Vestergade for at mødes med Cecilie Öberg Naver, Frederik Wulf og James Godfrey, var der spænding i luften.
”Det kan da godt være, vi lige kom med en disclaimer i retning af, at ’nu skal I lige huske, at vi prøver at strække elastikken lidt her,” siger Cecilie Öberg Naver.
Men der var lynhurtigt latter over hele linjen.
“De grinede. Altså alle grinede, da vi præsenterede. Det var James, der læste manus højt, og den gik rent ind med det samme,” siger Frederik Wulf.
Og Rikke Hove var heller ikke i tvivl. I hvert fald ikke til en start.
”Prutten kunne noget. Jeg kunne mærke det med det samme. Der et eller andet med det ord – det er jo sådan lidt fjollet at sige som voksen – så man skulle lige bide sig i tungen og forstå grundidéen om det akavede øjeblik. Men sjovt var det,” siger hun.
Alligevel sneg usikkerheden sig ind.
”Kunne vi virkelig stå på mål for en reklame, der handlede om en prut?,” siger Rikke Hove og uddyber:
”Lige med denne film kunne jeg være bekymret for, at det kunne risikere at blive tåkrummende i stedet for sjovt. Og det må ikke ske hos os. Alle mennesker er potentielt vores kunder, så det har altid været vigtig for os, at seerne fatter sympati for dem, der agerer i filmene.”
Artiklen fortsætter under billedet.
Der skulle altså findes en hovedrolle-person, der kunne være i situationen, og som ikke på nogen måde risikerede at fremstå som ’offer’.
”Det brugte vi lang tid på. For det ville kræve rigtig meget at lande den rigtigt,” siger Rikke Hove.
Den helt rette
De første casting-tapes gav panderynker.
Filmen var testet på storyboard-niveau, og pilene pegede i retning af, at hovedrollen skulle være en kvinde. Men det skulle være en kvinde, der kunne svare igen, stå op for sig selv, og som ikke risikerede at virke som offer.
" Rikke og jeg kunne slet ikke kigge på hinanden. Vi sad med hænderne for munden og tårer ned ad kinderne, indtil der blev sagt ’cut’ – så flækkede hele vognen af grin.Cecilie Öberg Naver, senior art director, Accenture Song
”Vi fik nogle casting-tapes med amatørskuespillere, før Mette Horn blev valgt. Og humoren blev helt anderledes, i nogle tilfælde tåkrummende på en ubehagelig måde, fordi de netop blev en slags ofre,” siger Frederik Wulf og uddyber:
”Man kunne simpelthen se, at den eller den person ville komme til at gå ud af metroen med en øv-oplevelse, og det var et forkert signal at sende. Men med Mette kunne man bare se det for sig: Hun ville ikke komme til at finde sig i en skid.”
Rikke Hove oplevede det samme.
”Jeg kunne ikke mærke dem. Vi var igennem flere runder, og jeg synes, der var en risiko for, at dem vi havde kigget på, ikke kunne bære det igennem. At de ville blive for ’undskyldende’, og at det ville blive for pinligt,” siger hun.
Castingprocessen trak ud og trak ud, og samtidig havde man valgt at udfordre universet og formatet yderligere ved at skifte instruktør og gå med norske Morten Borgestad og ikke Peter Harton, som havde instrueret metrofilmene hidtil.
Men en dag fik Accenture Song-producer Cille Silverwood-Cope idéen: Mette Horn.
”Midt i min ferie ringede bureauet og sagde, nu har vi den, det skal være Mette Horn. Og det lød med det samme rigtigt for mig,” siger Rikke Hove, der dog lige skulle vænne sig til tanken om at bruge en ’kendis’.
”Vi plejer faktisk aldrig at bruge kendte skuespillere, som ofte anvendes i reklamer som en form for endorsement. Blandt andet fordi seerne skal kunne spejle sig i ”almindelige mennesker” og identi- ficere sig med de forskellige situationer,” siger Rikke Hove og tilføjer:
”Og det var klart det sværeste i den proces, hvis du spørger mig. Dels at lande hovedrollen til ejeren af prutten. Og dels at sikre sig, at scenen blev balanceret helt rigtigt.”
”Den dumme pruttesnak”
En af de helt store udfordringer i produktionen viste sig at være at finde lyden af prutten – eller måske-prutten.
“Det var næsten et helt kapitel for sig, den der lyd,” siger Frederik Wulf.
Udfordringen var, at det skulle lyde som en prut, og så alligevel ikke, da hele filmen spiller på tvivlen: Var det en prut, eller var det ikke.
" Jeg kan huske, at James sagde, nej, jeg havde forestillet mig mere sådan noget her, og så lavede han pruttelyde på armen.Frederik Wulf, senior copywriter, Accenture Song
Sound designer Ole Krogstad eksperimenterede for at finde løsningen og sendte lydprøver frem og tilbage.
Processen trak ud – også mere end den burde have gjort, fortæller de to kreative.
”Faktisk tror jeg aldrig, vi har diskuteret lyd så meget som på lige præcis det projekt. Folk var sådan, øv, den lyder ulækker, og det der er for meget, ej der var for meget gummi, og det var for meget bukser, og det var for meget ren prut,” fortæller Frederik Wulf og tilføjer:
”Vi kom nærmest dertil, at projektlederen på et tidspunkt sagen, nu lukker vi, fordi timerne stikker af på den dumme pruttesnak.”
Men den var der stadig ikke helt.
Artiklen fortsætter under filmen.
”Jeg kan huske, at James sagde, nej, jeg havde forestillet mig mere sådan noget her, og så lavede han pruttelyde på armen, men til sidst siger Ole: Det kan være, I bare lige skal komme over i mit lydstudie, så laver vi det sammen. Så det gjorde vi,” siger Frederik Wulf.
”Kan du lugte den?”
På optagedagen susede filmholdet nærmest uafbrudt rundt i det hemmelige metrotog.
YNDLINGSFILMENE? GOTH, FARSEL OG PRUT
Cecilie Öberg Naver:
”Jeg har en forkærlighed for den allerførste, Goth. Der er noget mimik mellem de to goths og så det der lidt øretæveindbydende acapella-band. Den ligner ikke så meget en dansk reklame, og en gang imellem er det fedt at have lidt større armbevægelser. Du ved sådan, fuck Janteloven. Den har en særlig plads i mit hjerte. Jeg griner stadig, hver gang jeg ser den.”
Frederik Wulf:
”Jeg kan kun sige prutten. Det er den eneste, jeg har været med til at lave – og så synes jeg bare, at Mette Horn og de der læderbukser er hysterisk morsomt. Og i øvrigt var det faktisk en lang proces at finde de læderbukser – eller pleather pants, som vi kaldte dem: En blanding af læder og plastik, som endda endte med at blive smurt ind i olie eller noget andet på optagedagen, så de fik det helt rigtige shine”.
Rikke Hove:
”Må jeg kun sige én?”
Ok, så får du to …
”Den er jo svær. Altså, jeg er rigtig glad for den, vi kalder ”Farsel” om en far der på barsel. Den var så fin og virkelig original, synes jeg. Og så landede den, timingmæssigt også lige, som der var indgået en aftale om øremærket barsel til mænd. Den anden er prutten. Den er bare urkomisk, synes jeg. Og det virkelig sjældent, man som annoncør tør gå ned ad den vej. Men den landede fantastisk. Jeg elsker den film.”
”Vi når lige at sluge en bolle og tisse af, og så er vi ellers låst inde i togvognen, der kører uden stop hele dagen på nær en frokostpause,” siger Cecilie Öberg Naver og fortsætter:
”Så sidder vi i den ene ende af toget med en monitor og lyttebøffer, så vi kan se, hvad der sker uden at forstyrre. Og så kommer instruktøren lige ned ind imellem og vender tingene, samler op, retter til, og så tager man scenerne nogle gange.”
Selv om det er mange timer, husker Rikke Hove det, som om dagen gik ret hurtigt. Ikke mindst på grund af Mette Horn.
”Som professionel skuespiller leverer hun jo bare. Og jeg kunne mærke fra det øjeblik, vi gik ind, at det her bliver en af de optagelser, der går let. Fordi hun simpelthen har så mange gear som skuespiller.”
Mette Horn vingede hurtig scenerne i manus af, og så begyndte hun at udvikle sin rolle.
”Hun går mere og mere i retning af: Det her gider jeg faktisk ikke finde mig i, at I tror, at jeg har slået en prut, så hun endte med at tage den meget længere ud end manus, og det endte jo med at blive endnu sjovere,” husker Rikke Hove.
Cecilie Öberg Naver og Frederik Wulf husker især et par detaljer.
”Den der med at lege med solbrillerne var ikke i manus, og der får vi jo en fed scene, hvor hun tager dem på til sidst og sådan signalerer, slut på den diskussion,” siger Frederik Wulf, og Cecilie Öberg Naver tilføjer:
”Også scenen hvor hun vender sig rundt og siger ”Kan du lugte den? Kan du lugte den?” Det er en af de situationer, hvor hun bare tager røven på os, der sidder nede i den anden ende af toget og skal prøve at lade være med at grine for højt.”
Så den endelige film er anderledes end manus, lyder det fra Rikke Hove.
”Altså, grundideen er jo ikke ændret, men hun får lov til at udfolde sig. I en grad, som ingen havde kunnet forudse på manus-plan”.
Og som det kreative team slår fast:
“I sidste ende er selve pruttelyden jo kun en lille del af det sjove. En stor del af humoren kom til at ligge i hendes desperate forsvarstale, hvor hun jo faktisk bare ender med at gøre ulykken større for sig selv.”
Se eller gense filmen her.
