”Det er en film, der går lige i hjertekulen og tårekanalerne. Det er håndværk fra øverste hylde. Ens hjerte slår i takt med filmen, der er eksekveret sublimt og brænder igennem lærredet.”

Sådan lød begrundelsen onsdag aften ved The True Award for, hvorfor filmen Life blev præmieret med Grand Prix.

Filmen, der viser en fødsel fra start til slut, er lavet for Læger Uden Grænser. Bag står bureauet The Unicorn og produktionsselskabet Thirsty. Udover Grand Prix vandt filmen også tre andre priser ved The True Award 2021.

”Det skulle være en film, der taler til de store følelser. Filmen handler om en fødsel, fordi det er et af de områder, hvor Læger Uden Grænser virkelig gør en indsats uden at kæmpe med de andre nødhjælpsorganisationer. Og uanset om du bor i Danmark eller udlandet, så er en fødsel menneskeligt universel under selv de mest utaknemmelige vilkår,” siger Peter Metcalfe, kreativ direktør hos The Unicorn, som han også er medstifter af.

En vild fødsel

Udover at blive hyldet for sin smukke og rørende eksekvering så har filmen også en dramatisk tilblivelseshistorie.

Undervejs i processen med filmen måtte optagelser flyttes fra Libanon til Athen på grund af oprør, og på grund af et stramt budget har alt fra taxachauffører til special effetcs-selskabet på filmen bidraget uden at få særligt meget for det.

”Hele filmen er et fantastisk eksempel på samarbejde,” siger Peter Metcalfe.

”Når man arbejder på et projekt med så sparsomt et budget, er det vigtigt, at man får det maksimale ud af pengene. Derfor fik vi også meget tidligere end normalt produktionsselskabet Thirsty med. Det har utroligt meget værdi, fordi de hele vejen har kunnet sparre med os,” siger han og uddeler store roser til samarbejdspartnerne på filmen:

”Kæmpe credit til de folk, der har været med og har hjulpet. Vi har nogle af verdens bedste med. Og især stor credit til produktionsselskabet, der virkelig har gjort deres maksimale,” siger han.

Har lært værdien af samarbejde

The Unicorns vigtigste læring af filmen er, hvor meget samarbejde faktisk betyder.

”Det vigtigste, vi har lært, er klart, hvor meget samarbejde betyder. Og hvor meget du skal tro på målet. Ting kan blive fantastiske, hvis folk virkelig vil det,” siger han.

Er det noget, I også tager med videre på jeres andre projekter?

”Klart. Det er så vigtigt at sidde med kunden tidligt og ikke bare fået brief i hånden. Vi skal virkelig gå i dybden med, hvordan vi griber problemet an, og det er det her et stjerneeksempel på. Det tager vi med videre i det daglige. Vi er meget tættere end tidligere med vores kunder,” siger Peter Metcalfe, der ikke kan skjule en stor stolthed over filmen.

”Jeg ved ikke, om overvældet er det rette ord. Men folk har kunnet mærke filmen og huske den. Vi har en fundamental tro på, at hvis kan mærke noget, så bliver det i dem. Vi vil ikke bombardere folk med et budskab. Det er det, vores bureau er født ud af. Og den her film lever op til alle de ting, vi gerne vil,” siger han.

”Det skal være dem, der ser kampagnens tid værd. Det skal være kundens tid værd. Og ikke mindst skal det være vores egen tid værd at lave projektet. Det her er et fantastisk projekt, som også har hjulpet Læger Uden Grænser med at få flere medlemmer. Så det har virkelig været alles tid værd.”