KreaKom har fået ny direktør. Den 37-årige Charlie Stjerneklar, der har stor erfaring med lobbyarbejde, politik og kommunikation, er den nye chef i stolen for brancheorganisationen.

Hans fremmeste opgaver bliver at sætte bæredygtighed på dagsordenen og gøre bureauverdenen mere ”sexet” for de største talenter i Danmark.

Du kan læse meget mere om hans ambitioner og baggrund i Markedsførings store portræt her.

Men han er også en profil uden stor erfaring fra bureauverdenen – og det har været en specifik pointe i ansættelsen, lyder det fra formand for KreaKom, Kim Boisen.

Men kender branchen ham egentlig? Hvad er de største udfordringer, han skal løse? Og hvordan holder den nye direktør KreaKom relevant for bureauerne?

Det har vi spurgt tre bureauchefer fra Nord DDB, Bloggers Delight og Holm Kommunikation om her.

Annette Piilgaard. Foto: PR.

Annette Piilgaard, CEO i Nord DDB

Hvad er din reaktion på den nye direktør?

“Jeg kender ikke Charlie sindssygt godt, men vi har været i kontakt med ham i forbindelse med et projekt hos Vækstfonden, og der var han rigtig god at arbejde sammen med. Han var yderst kompetent, vidende og meget hjælpsom. Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at der skal fyldes nogle store sko ud efter Tine, som vi har været virkelig glade for.”

Hvad er de største udfordringer i branchen, som direktøren skal være med til at løse?

“Der kræves alt for meget indledende arbejde i at vinde en pitch i forhold til det potentielle udbyttet. Og her synes jeg at annoncørerne bør hæve sig på de etiske parametre. Jeg ved at KreaKom løbende arbejder på denne problemstilling, men vi er ikke i mål endnu. Løsningen er svær, og der skal helt sikker sættes ind på flere parametre, men jeg mener, at vores brancheforening bør være med til skabe fælles fodslag om, hvad vi, som bureauer, vil være med til. Som branche skal vi stå mere sammen og KreaKom er oplagt til at facilitere det.”

“Derudover er der et arbejde med løbende at påvirke lovgivningen til medlemmernes fordel og gøre vores spilleplade så stor som muligt i takt med, at der kommer nye platforme til.”

“Og så tumler vi en hel del med at finde de rigtige medarbejdere. Lige nu føles det som om, at der er mangel på dygtige medarbejdere i branchen. Der er et hav af forskellige uddannelser målrettet mod jobs i den kreative branche, men det er ikke alle der leverer den type talenter der reelt er behov for. KreaKom kunne have en aktiv rolle i at påvirke uddannelserne, så indholdet blev mere relevant og målrettet.”

Hvad vil gøre, at KreaKom stadig er eller bliver relevant for jer i de kommende år?´

“KreaKom fungerer allerede rigtig godt, som det er. Men en mulighed kunne være, at man som Brancheforening kigger længere fremad og løbende giver bud på, hvordan branchen kan forblive relevant og hvilken rolle vi bør spille i en tid, hvor mange virksomheder inhouser en del af de discipliner, der typisk har lagt på bureauerne.

“Derudover er der den juridiske afdeling, som vi jævnligt gør brug af og som fungerer virkelig godt. Med en kontinuerlig tilgang af nye platforme og retningslinjer, er de gode at støtte sig op ad.”

Hvad er styrkerne og svaghederne ved den nye direktør?

“Fra sit job i Vækstfonden tænker jeg, at Charlie har god indsigt i dansk iværksætteri. Derfra ligeledes et godt blik for udvikling og for at se muligheder og samarbejder  der kan skabe vækst for bureauerne.”

”Men alt det vil tiden jo vise, og jeg glæder mig meget til at se ham træde i karakter.”

Morten Holm. Foto: PR.

Morten Holm, CEO & Partner i Holm Kommunikation

Hvad er din reaktion på den nye direktør?

”Meget positiv, jeg kender Charlie professionelt, og det er han. Han forstår og kan tænke politisk og kender bureauverdenen.”

Hvad er den største udfordring, branchen står over for, som direktøren skal løse?

”Branchen skal løftes igen og har manglet en stærk talsperson, der gik først og tog ordet. Digitaliseringen kræver store ledelsesbeslutninger. Her skal markedsføring og kommunikation i øjenhøjde med ledelsen.”

Hvad vil gøre, at KreaKom stadig er/bliver relevant for jer som organisation i de kommende år?

”At markedsføring/kommunikation får en afgørende position, når der tales digitalisering og bæredygtighed. Det er de udfordringer, virksomhederne står med, og her skal de ansvarlige for markedsføring og kommunikation bredt tage teten og vise, at vores discipliner kan levere løsninger. Ellers tager managementkonsulenterne den rolle fra os, og det er de i gang med.”

Hvad er styrkerne ved den nye direktør? 

”Jeg tiltror ham også en god forståelse og indsigt i, hvad digitalisering og bæredygtighed kommer til at betyde for bureauerne.”

Morten Holm har svaret på mail, da han er forkølet.

Henrik Akselbo. Foto: PR.

Henrik Akselbo, Direktør og medstifter i Bloggers Delight

Hvad er din reaktion på den nye direktør?

“Det lyder til, at hans cv og det, han er rekrutteret på, er erfaringen med lobbydelen. Vækstfonden er støttet af det offentlige, og Rud Pedersen arbejder med politisk kommunikation og offentlige instanser. Tobaksindustrien har også meget lobbyarbejde at forholde sig til, så det virker til at være den røde tråd i hans karriere – og det må KreaKom vurdere er vigtigt for branchen.”

Har du hørt om ham før?

“Jeg har aldrig hørt om ham før.”

Kim Boisen, KreaKoms formand, siger til os, at det har været pointen, at det ikke skulle være en garvet rotte fra branchen – kan det give mening, at han måske kan se den mere udefra?

“Det kan det sagtens være. Hvis han skal varetage bureauernes rolle og interesser over for resten verden, så er det godt, at han ligesom resten af verden ser på bureauerne udefra. Når politikere skal lave lovgivning, der rammer bureauerne, har de et andet afsæt end bureauerne – og den præmis kan der være meget fornuft i. Internt må de nok også vurdere, at de har den indgående viden om medlemmer på den ene side og kunder på den anden side, som direktøren i så fald ikke behøver have.”

Hvilke udfordringer i branchen skal den nye direktør løse?

“Vi er faktisk ikke selv medlemmer. Som bureauejer har jeg haft svært ved at se, hvilken værdi de kan tilføre os. Det kan sikkert være en generel udfordring, at yngre generationer og unge bureauejere har svært ved det, så de har nok også hentet ham, fordi de gerne vil øge deres medlemstal her.”

Hvad skal de gøre for at gøre det interessant for jer at være medlem?

“Jeg tror, det er en stor udfordring, at vi er en del af et globalt marked med globale platforme og kunder. Det med at have en dansk interesseorganisation for en branche er en smule gammeldags, hvis jeg skal prøve at være djævlens advokat. Vi er mest ude på dybt vand, når vi har internationale kampagner – her kunne vi bruge viden om, hvad lovgivnignen er, og hvad vi skal tage højde for. Det kan sagtens være, de som organisation har det, men I så fald har de ikke været gode til at kommunikere det. Meget lovgivning bliver i dag også lavet i EU, hvor det er endnu sværere at påvirke lovgiverne. Det stiller helt nye krav til fagorganisationer.”