Mit første job var hos Samsung, hvor jeg var ansvarlig for at tilpasse koreanske kampagner til det svenske marked og lave medieindkøb.

Et karrieredefinerende øjeblik, jeg aldrig vil glemme, var, da jeg første gang trådte ind på et mediebureau. Der var en masse unge mennesker, og jeg kunne mærke en fantastisk energi. Jeg følte, at dette bureau var min skæbne, at det var her, jeg ville skabe min karriere.

Lige da jeg begyndte på bureau, ændrede hele medielandskabet sig for øjnene af mig, da digital markedsføring brød igennem. Der skete så meget nyt, at man hele tiden skulle kæmpe for at holde sig ajour, opdateret og lære nye ting. Det var også en af grundene til, at jeg blev det samme sted i mange år. Der var så meget nyt at lære.

Jeg har aldrig grædt så meget i mit liv, som da jeg skulle sige farvel til Starcom. Det var et sted, jeg havde været i 17 år af mit liv og karriere, og jeg følte mig meget følelsesmæssigt forbundet til mit team, vores kunder og vores fremtidsplaner.

Der var mange, der ikke kunne forstå, at jeg gik fra min CEO-rolle til en afdelingsleder-rolle i Facebook Sverige. Men på det tidspunkt var det min ambition at finde ud af, hvordan et tech-selskab fungerede indefra. Jeg var ligeglad med, om jeg bevægede mig nedad eller sidelæns i min karriere. For mig handlede det om, hvad jeg kunne lære.

Der var utrolige ledere hos Facebook. Bare det at have månedlige møder med Mark Zuckerberg, hvor alle medarbejdere kunne stille spørgsmål og have en helt åben dialog med en af vor tids mest succesfulde iværksættere, var meget inspirerende for mig.

Som outsider havde jeg indtrykket af, at Facebook var en lukket og ikke særlig transparent virksomhed. Men da jeg kom derind, erfarede jeg, at der var super meget transparens – og man havde gang i mange innovative tiltag. Jeg blev meget positivt overrasket.

Om Liv Sandberg

  • Managing Director for TikTok Nordics, hvor hun har ansat ca. 90 nye medarbejdere det sidste halvandet år.
  • Uddannet i Business Administration fra Luleås Tekniske Universitet.
  • Har tidligere arbejdet 17 år i mediebureauet Starcom, hvor hun endte som CEO. Hun har også været Head of Agency i Facebook Sverige og haft stillinger i Samsung og MTV.
  • Født og opvokset i Luleå i Sverige.

En dag fik jeg et opkald fra TikTok. Jeg havde set mine børn danse rundt i køkkenet i timevis til en telefon og tænkt: hvad er det lige, der sker med den app? Selvom jeg havde på fornemmelsen, at det ville eksplodere, så har det stadig overrasket mig, hvor hurtigt TikTok er vokset de seneste år. Da jeg sagde ja til jobbet, var jeg lidt nervøs for, om det ville slå igennem eller ej.

Vi har passeret honeymoon-fasen, hvor kunder prøver os af med små budgetter, så de kan sige, at de er på TikTok. Nu vil vi ikke bare være en sjov legekammerat, vi vil lave resultater. Derfor skal vi skabe en ny slags samtale, der ikke går på, at vi er den sjove, nye app, men at vi er en seriøs strategisk partner.

Mine to år hos TikTok har lært mig, at man intet er uden sit team. Jeg prøver at skabe en arbejdskultur, hvor folk føler, der er tillid, og de er trygge, så de tør træffe beslutninger på egen hånd.

Jeg har et konstant ’imposter-syndrom’. Jeg føler ikke, at jeg har styr på alting, jeg forstår ikke alle TikToks produkt-features eller hele økosystemet i forhold til, hvordan alt fungerer.

Mit bedste karriereråd er ikke at fokusere på sin næste forfremmelse, men meget mere på sin læringskurve. Det har i hvert fald været en succesfuld tilgang for mig. Jeg støder tit på unge i branchen, der funderer over, hvad der skal være næste karriereskridt i stedet for at fokusere på at blive dygtigere.

Jeg har begået en masse fejl i min karriere, og det ser jeg slet ikke som noget dårligt. Det vigtigste er, at man ikke begår den samme fejl flere gange. Det skal være okay at fejle. Hvis du har en kultur, hvor alt skal være perfekt hver gang, er der ikke nogen, der finder på det uventede, som kan blive en gamechanger