”Jeg har aldrig tænkt, at jeg skulle arbejde i reklamebranchen”

Fortalt til Emil Nørlund

Jeg vil på ingen måde kalde mig en traditionel reklamemand. Jeg har ikke gået på reklameskole, og jeg har aldrig tænkt, at jeg skulle arbejde i reklamebranchen. Jeg har altid haft en storebror, der gjorde det, men har tænkt, at det ikke var noget for mig. 

Graffiti har helt sikkert været en stepping stone ind i branchen for mig. Det var der, hvor jeg startede med at udforske bogstaver, farver og kombinationer og opdyrkede en grafisk tilgang. Jeg havde mange venner, der arbejdede i musikbranchen, DJ’ede eller havde bands, og jeg begyndte at designe flyers til fester og ’album artwork’. Programmerne lærte jeg mig selv at bruge. 

Jeg kom for alvor ind i reklamebranchen på grund af mit grafiske arbejde for streetbasket-organisationen GAM3, der pludselig kunne ses overalt i København. Bureauet Framfabs kreative direktører, Lars Bastholm og Lars Cortsen, havde set nogle af mine GAM3-ting og ville hyre den person, der lavede det. Jeg startede freelance og lavede en masse digitalt arbejde for Nike, og blev hurtigt fastansat.

Året efter stod jeg nede i Cannes og vandt Guldløver for det ene og det andet Nike-arbejde. Og så var jeg pludselig rigtigt inde i branchen. Det var en tid, hvor der stadig var mange haters på hele den digitale bevægelse, og jeg kan huske, at jeg stod på TV2’s danskerstrand, hvor en senior reklametype spurgte mig: ”Er det der overhovedet reklame?” Det var sjovt at stå der, og bare sige ”wake up and smell the roses”, vi er på vej ind i en ny tid.

Da en gammel kollega i 2008 til ringede til mig fra New York og spurgte, om jeg ikke kom over og arbejdede for det lille bureau, Hungry Elephant, slog jeg til. Jeg har altid drømt om at leve og arbejde i New York. Jeg tjente gode penge, vandt priser… og så ramte finanskrisen. Jeg var freelancer, og mine to sidste fakturaer blev ikke betalt. Lige der følte jeg mig totalt fucked. 

Det hele vendte på en tallerken, da jeg efterfølgende blev kontaktet af bureauet Sid Lee i Canada, der havde set mit arbejde for Nike. Jeg flyttede til Montreal, hvor jeg kom til at arbejde på en Adidas 60-års fødselsdagskampagne, Adidas House Party. Det var en global 360-kampagne, der føltes skræddersyet til mig: En stor fest med 25 kendisser som Snoop Dogg og David Beckham, som vi skød i L.A..

I Danmark er jeg brunere i huden end de fleste, men i USA bliver jeg slet ikke set som farvet. Min far er pæredansk, og min mor er fra Mauritius. Så jeg har altid været lidt mellem to stole. Mit navn er det mest danske i verden, og det var strategisk fra min fars side. ”Hvis mine sønner skal arbejde i Danmark, er det bedst, de har danske navne”. Det tror jeg, han har ret i. Jeg har dog aldrig oplevet racisme, og når man først er i branchen, er det ens arbejde, der tæller. 

Der er ni timers tidsforskel til i L.A., hvor jeg arbejder remote fra København. Jeg checker typisk ind med bureauet, når klokken er 9 om morgenen hos dem, hvilket er klokken 18 her. Og så er jeg på indtil klokken 21. Vi udnytter tidsforskellen ret godt. Teamsene arbejder hele dagen på de ting, vi aftaler om morgenen, og så kan jeg se hvor langt, de er kommet og koncentrere mig om, hvad next step er, når de har fri eller sover. Den frihed, jeg samtidig selv får i løbet af dagen, også i forhold til at kunne lave noget med mine børn, det kan sgu noget.

Hvis jeg skulle give et råd til en ung i branchen, så ville det være: Hvis der kommer en mulighed, så hop på den. Lad være med at tænke for meget over det. Flyt til et andet land, hvis du får chancen. Jeg kan se hvor meget, det har betydet for mig, der nu sidder med et netværk i hele verden, fordi jeg har arbejdet på bureau i New York, Montreal, Amsterdam og L.A. – og fordi folk spredes i hele verden, er der stort set ikke et sted, jeg kan tage hen nu, hvor der ikke er nogen, jeg kender og har arbejdet med.

I det næste kapitel af mit arbejdsliv, vil jeg gerne lave noget, hvor jeg har lidt mere ejerskab. Jeg har altid været i bureauer som ansat, og jeg er heller ikke partner i 72′. Jeg vil gerne prøve at have en større aktie i det, jeg laver – på en anden måde. Om det er noget, jeg selv starter op, det ved jeg ikke. Men det behøver ikke nødvendigvis være reklame. Overhovedet. Jeg har svært ved at se mig selv sidde på bureau, når jeg er 60.