Det digitale aarhusianske bureau Kompetencekanalen har fået ny CEO i spidsen. Tøjlerne bliver overtaget af Mads Pilegaard, der i forvejen har været ni år i bureauet, hvor han på er partner.

Det betyder også at Mathias Hougaard, der har været CEO hos Kompetencekanalen i 14 år, stopper i bureauet for at finde mere tid til sine hobbier og privatlivet.

 Mads Pilegaard er stolt over at overtage rollen, men er også rolig omkring det, fordi han allerede er dybt involveret i driften af virksomheden.

”Jeg har en mærkværdig ro omkring det, hvilket skyldes, at Mathias og jeg har haft planlagt det i en rum tid. Men jeg ved også, at det skyldes, at jeg har drevet virksomhedens i et stykke tid, før titlen kom,” skriver han i en mail til mediet Markedsføring, og tilføjer:

”Og jeg ved, at virksomhedens eksistens ikke er betinget af mig. Den er betinget af alle de kompetente mennesker, vi har ansat. Jeg skal være dygtig nok til at sætte deres talenter i spil, og så skal jeg turde sige, hvad vi går efter, så kommer resten af sig selv.”

 Hvorfor har du valgt at takke ja til rollen?

”Gennem hele min ansættelse har jeg været nysgerrig på, hvordan alle dele i virksomheden fungerer, og hvad der gør den til en succes. Jeg kan ikke lade være med at tænke i optimeringer og udvikling. Det betyder, at jeg også altid har udfordret Mathias i måden, vi gør tingene på, når jeg har set huller, udfordringer eller potentialer. Jeg har altid drømt at lede en større virksomhed, og jeg ved, at jeg besidder de ledelsesmæssige evner,” skriver Mads Pilegaard.

Mads Pilegaard fortæller samtidig, at hans vigtigste mål som direktør bliver en ”markant vækst af forretningen”.

”Vi ved, at vi har talentet, viljen og kompetencerne til at vokse til dobbelt størrelse inden for en kort periode,” skriver han.

I sit seneste årsregnskab leverede Kompetencekanalen et årsresultat på 1,96 mio. kr. efter skat – i regnskabsåret forinden lød det på 2,49 mio. kr.