En landsdækkende reklamekampagne, båret ud til danskerne via blandt andet massemedier som flow-tv og print, er ikke et særsyn.

Til gengæld hører det til sjældenhederne, at afsenderen er et bureau.

Det er ikke desto mindre tilfældet, når det digitale bureau Merkle i Danmark lørdag den 25. september bliver synlig i reklameblokken på TV 2 News i det, som bureauets CMO, Michael Chalmer, kalder ”vores største marketinginvestering nogensinde.”

Markedsføring har interviewet ham og Merkle Danmarks CEO, Jimmi Eriksen, dagen før premieren for at høre, hvad i alverden, bureauet har gang i.

”Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi over en årrække har haft forskellige navne, siden starten som Magnetix. Så det her handler om, at vi gerne vil være sikre på, at markedet forstår, hvem Merkle er,” siger Michael Chalmer.

Artiklen fortsætter under billedet.

Scene fra Merkles nye kampagnefilm, hvor bureauets kunde, Danske Spil, er med. Foto: Fra filmen.

Og som Jimmi Eriksen tilføjer, ”så kræver en speciel situation en speciel indsats”:

Lader kunderne tale

Kampagnen kommer til at køre på TV 2 News som primært medie. Hertil kommer senere landsdækkende prins, som f.eks. Børsen og Berlingske, plus LinkedIn og Facebook. Det hele afvikles over en periode på otte uger.

Der er lavet tre forskellige film – alle med en af bureauets kunder i centrum. Det drejer sig om henholdsvis Danske Spil, Telia og Satair.

Filmene indledes med speaken ”Tøver du med at skabe din virksomheds digitale fremtid? Eller handler du?”

Jimmi Eriksen, CEO, Merkle Danmark. Foto: PR

Herefter fortæller en repræsentant for hver af de tre virksomheder, hvad digital transformation handler om for dem.

”Vi vil gerne vise, at vi står på kundernes side i den digitale transformation. Det er dem, der er de digitale pionerer,” siger Jimmi Eriksen om årsagen til, at man har valgt at lade kunderne tale i stedet for selv at tage ordet.

”Når vi hylder kunderne, hylder vi jo også vores dygtige kollegaer, der har arbejdet med kundernes projekter,” siger Michael Chalmer.

Begge understreger, at ”det kunne have været 10 andre modige kunder.”

”Det vigtige er, at formatet er troværdigt. Og det synes vi, det er, for det er kundernes egne ord,” siger Jimmi Eriksen.

Voksende behov for branding

Et blik tilbage på bureauets navneskifter gennem de seneste fem år antyder, at der kan være et behov for at banke brandnavnet Merkle fast i markedet.

Bureauet blev stiftet i 2000 som Magnetix. Et bureau, som formåede at slå sit navn fast med syvtommersøm som en af de største succeser i dansk bureauhistorie.

Indtjeningen voksede og voksede over årene. Og i sommeren 2016 købte den japanskejede bureaugigant, der dengang hed Dentsu Aegis Network, i dag blot dentsu, bureauet.

Magnetix-navnet fortsatte indtil foråret 2017, hvor navnet Isobar Magnetix blev registreret med navnet Magnetix Linked by Isobar som binavn.

Artiklen fortsætter under biledet.

Scene fra Merkles kampagnefilm om Satair. Foto: PR.

I efteråret 2017 blev Magnetix Linked by Isobar hovednavnet, men i efteråret 2019 blev navnet ændret til Isobar Danmark – indtil Merkle-navnet blev introduceret i april 2021.

En udvikling, der i øvrigt især i år afspejlede sig i MyImage bureauanalysen fra januar 2021, hvor en mangeårig suveræn topplacering var kommet under øget pres.

Analysen viste, at Isobar, som var navnet på det tidspunkt, var blevet overhalet af bureauet Impact på Brand Strength, der netop bygger på kendskab og pitch-interesse.

Det er derfor heller ikke overraskende, når Jimmi Eriksen og Michael Chalmer fortæller, at de centrale KPI’er handler om kendskabet til Merkle-brandet og positioneringen.

”Det er ikke en lead-genererende kampagne,” fastslår de.

Koncept er udviklet internt

Budgettet for kampagne-indsatsen afslører de ikke, men Jimmi Eriksen siger:

Michael Chalmer, CMO, Merkle Nordeuropa. Foto: PR.

”Vi er ikke i nærheden af tidligere at have lavet noget så ambitiøst som dette.”

Det er en ny og for bureaubranchen atypisk aktivitet, I sætter gang i nu. Hvad har været det sværeste i processen?

”Konceptet og retningen som sådan har der været enighed om, men vi er jo et hus med mange stærke kreative kræfter, så der har da været forskellige holdninger til hvordan vi ville eksekvere tingene,” siger Michael Chalmer.

Jimmi Eriksen tilføjer, at ”virkeligheden og den daglige travlhed” har været en udfordring.

”Vi prioriterer altid kundernes forretning først, så det sværeste har vel egentlig været at finde den nødvendige tid til at fordybe sig i arbejdet med vores egen kampagne”, siger han. 

Konceptet til kampagnen er udviklet internt, mens Kind har produceret filmene.

Smugkig de tre nye Merkle-film her.