Kan man have både baby og business? Det spørgsmål har iværksætteren Anita Dalsgaard tumlet med, siden hun blev gravid. Hun er direktør i sin egen forretning med én ansat, hvor de rådgiver virksomheder i digital strategi.

Og selvom hun ikke har svaret på sit spørgsmål endnu, står to ting lysende klart for hende. Ét: Hun kan ikke både vækste sin virksomhed og tage sig ordentligt af den lille ny. To: Hun føler ikke, hun får nok hjælp og rådgivning til at geare sin virksomhed frem mod sin barselsorlov.

“Som iværksætter savner jeg hjælp,” siger Anita Dalsgaard, der påpeger, at man som selvstændig erhvervsdrivende kan få rådgivning til alt fra virksomhedsstrategi til grøn omstilling.

“Men der er intet at hente i forhold til graviditet og barsel. At have en direktør på barsel er også en del af virksomhedsstrategien, og det burde man forberede virksomhederne på,” siger hun.

Kompensation til barselsdirektør

Hun savner, at det bliver gjort mere lige at være selvstændig. Særligt hvis man drømmer om en fremtid med flere kvindelige iværksættere.

“Det fysiologiske kan vi ikke ændre på, men vi kan gøre det mere lige. I dag er mine muligheder at acceptere en stillestående eller tilbagegående virksomhed, eller at jeg er på barsel og arbejde på samme tid.”

Anita Dalsgaard er – for at sige det mildt – “pisse ærgerlig” over at erkende, at virksomheden i hendes barselsperiode må være fuldt koncentreret om at overleve. Hun har savnet konkret hjælp til at gøre klar til at undvære direktøren, dækning af de faste omkostninger og økonomisk hjælp til at hyre direktørens barselsvikar.

“Hvis min medarbejder skulle på barsel, hyrede jeg en til at erstatte personen. Det burde også være en mulighed med direktøren. Du kan ikke finde én-til-én erstatning, men måske én, der kan udfylde nogle af opgaverne,” siger den selvstændige direktør.

En løsningen kunne ifølge Anita Dalsgaard være en kompensationsordning, hvor lønnen til den midlertidige direktør bliver delvist kompenseret. Det vil ikke økonomisk kunne lade sige gøre uden kompensation, da det vil lave et for stort minus i regnskabet.

Hun forestiller sig ikke en virkelighed, hvor eventuelle tab bliver dækket af det offentlige. Der er det nemlig “allerede for sent”.

“Virksomheden skal ikke komme derhen. Vi kan ligeså godt tage det inden, for det er ikke nyt at stifte familie, det er ikke raketvidenskab. Det sker for næsten alle, og det burde ikke ramme kvindelige selvstændige hårdere end mandlige,” siger Anita Dalsgaard.

Indtil videre har hun haft en god graviditet og satser på at tage tre måneders barsel, inden hun ser sig nødsaget til at starte op igen.

“Men det er svært at vide, om jeg har lyst til det, kan det eller vil det. Tiden før, under og efter fødslen er fyldt med enorm usikkerhed. Fødslen kan gå dårligt, eller barnet kan få kolik.”

Mandlig opstandelse

Det er netop i Danmark blevet vedtaget, at både mor og far skal ligestilles med 11 ugers øremærket barsel til hver, skriver DR.

Men den regel er ikke blevet indført for selvstændige efter heftig debat, fordi selvstændige mænd frygtede, det ville “tvinge” dem på barsel med store økonomiske konsekvenser for deres virksomhed. Derfor er det nu besluttet, at de 11 ugers barsel ikke er øremærket til selvstændige.

Anita Dalsgaard ryster på hovedet af den kritik, de mandlige selvstændige har rejst.

“Jeg er overrasket over de mandlige selvstændige, der er trætte af de nye regler for øremærket barsel. Det er jo allerede vilkåret for kvindelige selvstændige. Jeg håber, vi sammen kan kæmpe for bedre vilkår for selvstændige, der stifter familie, i stedet for at bevare for status quo.”