600 medarbejdere fra Dentsus bureauer i Danmark stiller i dag hver især deres arbejdskraft til rådighed for forskellige NGO’er i Danmark.
I alt donerer bureaugruppen over 2.000 timers arbejdskraft til nødhjælpsorganisationer som Mødrehjælpen, Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp.
Og det er alle, store som små, der hopper i arbejdstøjet i en god sags tjeneste og donerer fire timers arbejde.
Også adm. direktør i Dentsu Danmark, Ulrik Petersen, tager arbejdshandskerne på.
“Jeg skal selv ud og male og rydde op på Røde Kors’ kontor i Aarhus i en tre-fire timer. Det glæder jeg mig til,” siger Ulrik Petersen.
“Andre skal ud og hjælpe i butikker med oprydning og praktisk arbejde, sortere brugt tøj, sortere legetøj. Og så er der en gruppe, der afholder en række workshops med fokus på kommunikation og marketing hos Mødrehjælpen og Folkekirkens Nødhjælp. Så der er både noget praktisk hjælp, men også hjælp der, hvor vi kan bidrage med vores faglighed til deres problemstillinger,” siger han.
Andet år med frivilligt arbejde
Det er andet år i træk, at Dentsu sætter mandskab af til et godt formål.
Sidste år brugte bureauets ansatte en masse timer på at rydde op i naturen tæt på, hvor deres kontorer ligger. Men i år valgte bureauet i stedet for at tilbyde sin hjælp til nødhjælpsorganisationer for at forsøge at gøre endnu mere gavn med de mange timers indsats.
“Sidste år samlede vi en masse skrald sammen. Men i år lod vi NGO’er række ud til os og sige, hvad de havde brug for. Medarbejderne kunne så på en ønskeseddel skrive, hvad de helst ville hjælpe med. Nogle ville gerne hjælpe med deres faglighed, og andre som mig ville gerne ud og lave noget praktisk,” siger han.
“Det hele handler om, at vi gerne vil lade medarbejderne engagere sig mere. Og at vi har et strategisk ben, der handler om at gøre noget godt for mennesker. Al forskning viser også, at noget af det, der gør os allermest lykkelige, er at gøre noget positivt for andre. Vi ved også, at når først folk er i gang med arbejdet, så er det fedt.”
Lidt overvældende
Ulrik Petersen forklarer også, at det er meget bevidst, at man ikke har sat hele dagen, men i stedet fire timer af.
“I bund og grund kunne det sagtens være en hel dag. Men vi oplever, at NGO’erne også i praksis skal kunne aktivere os, og når man kommer 600 mand rendende ud, kan det godt være lidt overvældende. Hvad skal man lige sætte så mange i gang med,” siger han.
“Hvis man har børn og skal bruge en formiddag i børnehaven, eller hvis man har havedag i andelsforeningen, så ved man også godt, at der er grænser for, hvad man rent faktisk skal bruge af tid, før man er færdig. Der passer det bare godt med en halv dag,” siger han.
Ulrik Petersen er også klar over, at Dentsus donation af frivilligt arbejde i sidste ende er en slags dråbe i havet.
“Vi ved godt, at de ikke er de fire timer, der forandrer verden. men al hjælp og alle skridt tæller,” siger Ulrik Petersen.