Når Effie Awards for første gang løber af stablen i Danmark til november, bliver det med fire erfarne og højtprofilerede navne fra reklamebranchen ved jury-roret.  

Det bliver således Ørnulf Johnsen, CEO i &Co. og partner i NoA, Karina Holm Henriken, CEO og partner i We Love People, Kim Boisen, CEO og co-founder i Robert/Boisen & Like-minded og Lars Samuelsen, Chief Strategy Officer og Creative Chairman hos Grey Group, der kommer til at stå i spidsen for de fire juryer. 

Det oplyser Kreativitet & Kommunikation i en meddelelse.

Kim Boisen, der også er formand i KreaKom, kalder det i meddelelsen, ”en stor ære at være juryformand i den første Effie Awards Denmark.”

”Jeg håber på, at prisen år efter år kommer til at inspirere en masse danske virksomheder ved at vise, hvilke fantastiske resultater man kan opnå ved at tænke ud af boksen, når det gælder markedsføringsstrategi, innovativ medieaktivering og kreativitet.”

”Fantastisk for Danmark og vores branche”

Ørnulf Johnsen peger på, at Danmark med Effie melder sig ind i ”et internationalt fællesskab, som fremmer kundskab om og forståelse for, hvordan kommunikation virker”.

”Det er meget glædeligt og vil utvivlsomt styrke den kundskabsplatform alle os, som arbejder med kommunikationseffektivitet, bør have som fælles udgangspunkt,” siger han i meddelelsen.

" Det er glædeligt – og på tide – at vi får Effie til Danmark.
Lars Samuelsen, Chief Strategy Officer og Creative Chairman hos Grey Group

Karina Holm Henriken, der får æren af at være juryformand for sustainability, environmental og social-kategorierne, kalder det ”vigtigt og interessant, at vi i højere grad kan vise kreativiteten og dokumentere effektiviteten inden for netop disse områder”.

Hun tilføjer:

”Det er fantastisk for Danmark og vores branche, at vi nu også får Effie Awards hertil. Det løfter ambitionerne og giver os mulighed for at vise vores høje kreative niveau over for hinanden, for kunderne og for den øvrige omverden.”

Bliver et udstillingsvindue

Lars Samuelsen, der gennem årene har haft stor berøring med Effie Awards – både som vinder af stribevis af priser og som jurymedlem i de internationale Effie-programmer – er også begejstret for at prisen får en dansk version.

”Effies er den internationale standard, når det kommer til anerkendelsen af den effekt, som kreativitet kan skabe for virksomheder. Det er glædeligt – og på tide – at vi får Effie til Danmark,” siger han og tilføjer:

”På grund af dens international rækkevidde vil prisen blive et udstillingsvindue for det fantastiske arbejde som danske bureauer laver for deres partnere og sætte fokus på, hvorledes god og modig kreativitet kan drive vækst og profit.” 

Effie Awards Denmark erstatter KreaKoms tidligere pris, Advertising Effectiveness Award, og i modsætning til AEA kan alle sende ind til prisen. Også selv om man ikke er medlem af KreaKom.

Der er åbent for indsendelser til de 21 kategorier frem til 26. august, og da nye Effie-partnerlande må inddrage en toårig periode ved første awardshow, kan der indsendes arbejder, som har været indrykket i perioden fra 1. april 2020 til 31. marts 2022. 

Awardshowet afholdes til november, og KreaKom lover at offentliggøre det fulde jury-lineup snarest.

.