Dorte Zangenberg: ”Måske var vi firkantede, måske var vi forud for vores tid”

Der er tennis for fuld hammer på TV’et, da Dorte Zangenberg byder indenfor i den store lejlighed på Islands Brygge. 

I sofaen følger hendes ægtemand siden 1970, franske Bernard le Stum, ivrigt med i spillet. Langs hele den ene væg hænger stribevis af Dorte Zangenbergs egne værker, og i en lille ramme et gulnet papir med en tegning og ordene: ”To Dorte Zangenberg – Andy Warhol”. Skrevet med blyant. 

”Jeg købte en af hans bøger i Paris, hvor man kunne få ham til at signere. Så tegnede han en ’canned soup’ til mig, og den skulle op at hænge, syntes jeg.” 

Fra 1970 og frem til 2013 satte hun et markant kreativt fingeraftryk på den danske reklamebranche.

Først på det nu hedengangne Bergsøe, siden som kreativ direktør og partner i Zangenberg & Lembourn, Buhl UnLtd, Win Win Agency og til sidst i We Love People, hvor hun i 2013 som 65-årig satte punktum for karrieren efter næsten 45 år.

Dorte Zangenberg har en bog fyldt med billeder og fortællinger i hånden. 

”Den har jeg lavet for nylig til min gamle kompagnon, Claus Lembourn, som lige er blevet 90. Den handler om vores mange fælles år,” siger hun. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Dorte Zangenberg er uddannet på Kunsthåndværkerskolen, der siden blev til Danmarks Designskole, og bagefter søgte hun job i reklamebranchen. Et ikke ukendt territorium for hende: Faren, Ingvar Zangenberg, var en dygtig tegner og tidligere kreativ direktør på Aller Reklame. 

Som nyuddannet 22-årig åbnede dørene til branchen sig for hende uden problemer. 

”Jeg gik rundt med min mappe, som man gjorde dengang, og havde tre job på hånden. 

Det ene var på Gutenberghus Reklame. Et var på Harlang & Toksvig ved søerne. Og så Bergsøe, som jeg valgte, fordi det var det mest kreative sted i branchen på det tidspunkt.” 

Det var et bureau, der på mange måder var forud for sin tid:

Der var økonomisk demokrati, og som en af de første i branchen indførte grundlægger og ejer, Thomas Bergsøe, timebetaling, hvor det gængse på det tidspunkt var provision. 

”Thomas Bergsøe var en pioner og enorm visionær. To meter høj og fræk som en slagterhund. Og virkelig, virkelig dygtig. Der var stor kundetilgang, og vi kunne nærmest vælge og vrage. Vi kunne også sige nej, hvis der var en kunde, vi ikke ville arbejde for. Det var på den måde et meget generøst bureau.” 

Men der blev også arbejdet igennem. 

”Alle knoklede helt vildt meget. Aftener, weekender, lange uger, men det var sjovt, og var et fantastisk sted,” siger Dorte Zangenberg, hvis første månedsløn lød på 1.200 kroner. 

”I dag lyder det beløb jo latterligt, men til gengæld var der ligestilling. Alle kreative tjente det samme og alle konsulenterne det samme, uanset om det var mænd eller kvinder.” 

Egentlig var det ikke planen at blive bureauejer. 

Men Claus Lembourn var rykket ind til et stort svensk bureau på Strøget, Stendahls, og overtalte Dorte Zangenberg til at komme med. 

”Efter et par år ville de gerne sælge os andele for at holde fast på os. Men vi endte med at købe det hele. Det var ikke formuer, for vi købte jo bare os selv og de få møbler, der var. Og kunderne selvfølgelig.” 

Artiklen fortsætter under billedet.

Men dagen før Dorte Zangenberg flyttede ind i det bureau, der fik navnet Zangenberg & Lembourn, var den tidligere art director rejst og havde taget bureauets største kunde, Berlingske, med sig. 

”Så vi havde nærmest ingenting. Der var vist Bally Sko, men ellers intet. Og ingen af os var vant til at drive new business på nogen måde. Så vi måtte gribe knoglen. Det var en barsk start,” siger Dorte Zangenberg, der dog stadig husker de 13 år med bureauet som ”de bedste kreative år”. 

Det var også i de år, forsikringsselskabet Tryg kom til, og hvor Dorte Zangenberg og Claus Lembourn udviklede det ikoniske reklameunivers ”Det handler om at være Tryg”. 

Men at være ejer var noget helt andet end at være ansat. 

”Lige pludselig har du jo ansvar for økonomien, så vi begyndte at spare alle mulige mærkelige steder. Vi skulle jo helst have måneden til at være positiv. Og så udfordrede det også ens værdier og holdninger.” 

Dorte Zangenberg husker som eksempel, at bureauet på et tidspunkt fik en henvendelse fra en tobaksproducent. 

”En stor henvendelse. Og vi havde mødet og var flinke og høflige. Men de fik et nej. Det var et princip. Jeg ville ikke over for min søn sige, at jeg havde fået nogen til at ryge,” siger hun. 

”Vi har heller ikke lavet kønsdiskriminerende reklamer. Måske var vi firkantede, måske forud for vores tid. Men vi stod ved vores principper.” 

90’erne var en turbulent og travl tid for Dorte Zangenberg. 

Hendes bureau med Claus Lembourn blev købt af et fransk bureau, og de valgte i stedet for at gå solo igen – denne gang med Buhl UnLtd sammen med Claus Buhl og Peter Frølich. 

Samtidig blev hun tilbudt rollen som rektor på Reklameskolen. 

Artiklen fortsætter under billedet.

”Det havde jeg virkelig ikke meget lyst til, fordi jeg var fuldstændig optaget af Buhl. Men de insisterede og sagde, at det kunne være et 3-dages job – og så sagde jeg ja. Nok lidt naivt.” 

I de tre år, Dorte Zangenberg var rektor, blev både planneruddannelsen og Kreativ Basis født. 

”Vi fik lavet nogle rigtig gode uddannelser. Men jeg var også lettet, da de tre år var gået. Det var ligesom at få taget en tung vinterfrakke af skuldrene.” 

Det var også år, hvor der kom mere fokus på det målbare, husker Dorte Zangenberg. 

”Et godt eksempel er Tryg, som vi stadig arbejdede med. Det var jo meget imageannoncer eller imagefilm, men OMD havde et system, der kunne vise, hvor kolossal indvirkning på resten af markedsføringen, image-reklamerne havde,” fortæller Dorte Zangenberg. 

”Det var vigtigt, for på kundesiden opfattede mange ofte imagereklamer som flødeskum – det skulle hellere være pris og kontant og tilbud.” 

Dorte Zangenberg peger uden tøven også på Tryg som den bedste kunde, hun nogensinde har arbejdet sammen med. Og noget af det, hun er mest stolt af i karrieren. 

”Uden for enhver diskussion. Det var et samarbejde over mange, mange år, så du kommer dybt ind i kernen og kender målgrupperne og produkterne. Det samme med Trygfonden,” siger hun. 

”Og i al beskedenhed, ’Det handler om at være Tryg’ er altså et virkelig godt koncept, som jo også varede i mere end 25 år. De fleste danskere vil kunne huske eller genkende det i dag.” 

En af Tryg-filmene gav i øvrigt anledning til en del morskab, da den skulle optages. 

Det var den med en kat og en tallerken jordbær med mælk, hvor der også sidder en undulat på tallerkenen. Det var et cirkus at få til at lykkes, husker Dorte Zangenberg. 

Artiklen fortsætter under billedet.

”Først kom fuglen ind for at spise jordbær. Det tog det meste af en dag at få den til det. Men ud på eftermiddagen lykkedes det endelig, fordi regissøren fandt på at sætte små fuglefrø ned i alle jordbærrene, og så fik fuglen lov at komme hjem. Derefter det var kattens tur, og vi forudså, at det ville blive nattearbejde.”

“Men den kom ind, drak mælken på tre minutter og gik igen.” 

Selvom reklamebranchen i 80’erne og 90’erne kan have et Mad Men-agtigt ry, så oplevede Dorte Zangenberg den som meget seriøs. 

”Vores bureauer har da haft fredags-øl og julefester. Og på Bergsøe var der nok mere gang
i det sociale, end der var senere. Men vi har aldrig været på de der ”nat-ruter”,” siger Dorte Zangenberg. 

”Vi var da på ingen måde kedelige, men vi har aldrig festet på den overdrevne måde. Vi har heller aldrig følt, at vi skulle drikke os fulde for at være kreative. Vi var faktisk usædvanligt seriøse.” 

Hvordan oplevede du i din tidlige karriere holdningen til kvinder i branchen? 

”Jeg har aldrig selv været ude for det krænkelser eller ”MeToo”, som man taler om i dag. Det første år på Bergsøe var jeg AD-assistent og ung og blond og sikkert i målgruppen for en gang ”MeToo”. Men jeg syntes ikke, at jeg har været ude for noget grænseoverskridende.” 

Oplevede du heller ikke, at der fandt krænkelser sted i branchen dengang? 

”Nej. Men det gjorde der da nok, som i andre brancher, jeg har bare ikke haft øjnene åbne for det. Der var da kæresterier på Bergsøe, men det, at der var kvinder på alle niveauer, gjorde en forskel, tror jeg. Jeg blev en gang bedt om at hente nogle øl, men så fik de jo bare at vide, at det kunne de selv gøre.” 

Artiklen fortsætter under billedet.

Alligevel var reklamebranchen dengang en ”mandeverden”. 

”Jeg kan huske, når der skulle sættes juryer til awardshow, så skulle der være en kvinde og en fra provinsen med. Så man ikke kunne beskyldes for noget,” siger hun og tilføjer, at der på hendes egne bureauer altid har været flest kvinder. 

”Også på den kreative front. Der har vel været en eller to mænd i forhold til 15-16 kvinder på vores bureau. Både Claus og jeg har altid haft det bedst med at arbejde med kvinder. Vi har som regel meget mere empati, og det skal du have for at kunne lave god reklame.” 

At branchen dengang i 80’erne og 90’erne lavede mange ”sexistiske” reklamer, husker Dorte Zangenberg tydeligt. 

Og sammen med en håndfuld andre kreative, herunder blandt andre Claus Lembourn og Annemette Allerup, gjorde hun noget ved det. 

”Hver gang vi så en sexistisk eller kønsdiskriminerende reklame, og dem var der mange af – også fra de store gode bureauer – så indklagede vi den ind til Forbrugerombudsmanden,” fortæller Dorte Zangenberg, der ikke ønsker at pege på konkrete annoncer, men beskriver flere af dem som ”noget svineri”. 

”Det blev vi pænt upopulære i branchen over. Det var jo kollegers kampagner.” 

I dag følger Dorte Zangenberg efter eget udsagn ikke så meget med i reklamebranchen – dog lige undtaget, når det gælder sønnen, Nicolas Zangenberg, der driver sit eget digitale bureau. 

Ham er hun stolt af, men for hende selv er det kunsten, der fylder. 

”Kunst, som jeg selv laver, og kunst, jeg suger til mig. Bernard og jeg rejser gerne for at se udstillinger. Det er vanvittigt inspirerende.”

Er der for dig nogle ligheder eller fælles berøringsflader mellem kunst og reklame? 

”Meget. Jeg synes egentlig også, at det jeg laver nu, er meget reklameagtig. Jeg bruger ofte sætninger eller symbolikker, som jeg gjorde, da jeg var i branchen. Så det har jeg taget med mig.” 

Nogle af de store plakater på væggen i stuen er print af motiver og værker, som Dorte Zangenberg maler med fingrene på iPad. Og for nylig kom en ny interesse til. 

”Jeg går til croquis-tegning på Øregårds Museum en gang om ugen. Sammen med et par gamle kolleger, Søren Parup og Poul Mikkelsen. Det er simpelthen så sjovt,” siger hun og tager iPad’en frem. 

”Den her er tegnet med venstre hånd. Det er sådan nogle benspænd, vi får. Jeg bruger også iPad der, det giver nogle farvemuligheder. Men i morgen tror jeg, jeg vil hoppe med på den klassiske med papir og blyant.” 

Forleden rejste hun og Bernard til Frankrig, og de kommer ikke tilbage til Danmark før 1. maj.

”Vi bor i Frankrig om vinteren. Det er fordelen ved at blive gammel, at man kan gøre sådan noget,” siger hun og reflekterer over årene i reklamebranchen.

”Jeg har været privilegeret. Det har været enormt sjovt, det har været anstrengende, det har været hårdt. Men det har været det hele værd.”