Til november afvikles den internationale effektpris Effie for blot anden gang i Danmark, og nu er Kreativitet & Kommunikation, der er dansk Effie-partner, klar med årets kategorier.
Og der er møbleret en del om siden sidste år, hvor awardshowet for første gang fandt sted på dansk grund.
Blandt andet er otte af de såkaldte ’Industry Categories’ reduceret til fire, ligesom der er kommet helt nye kategorier til i forhold til sidste år.
Herunder en særlig talent-kategori og en kategori, der har fået titlen ’David vs Goliat’.
Charlie Stjerneklar, adm. direktør i Kreativitet & Kommunikation, der er officiel dansk Effie-partner, siger til Markedsføring, at ændringerne blandt andet bygger på de erfaringer, man har gjort sig efter sidste års premiere på awardshowet.
Kategorier slået sammen
”Sidste år var der nogle af kategorierne, der landede rigtig godt, men vi må også erkende, at der var nogle, der skabte lidt forvirring, og andre, hvor der slet ikke kom indsendelser. På den baggrund har vi fastholdt Non profit-kategorien, der gik rigtig godt sidste år, og så har vi ’merget’ ’Industry’-kategorierne til tre, vi – og en række eksperter fra branchen – mener giver bedre mening i en dansk kontekst.”
For at få defineret dette års kategorier, forklarer Charlie Stjerneklar, har KreaKom gennemført en kvalitativ rundspørge blandt eksempelvis sidste års indsendere og allieret sig med ’forskellige eksperter’.
”Vi har selvfølgelig også set på, hvad der sker i markedet, og hvad vi tidligere har set af indsendelser, og jeg synes, vi har landet tre nye ’Industry’-kategorier, der står ret skarpt,” siger han.
" Det er ikke lykkedes mig at finde et år ved AEA, hvor vi havde flere indsendelser, end vi havde til vores første Effie. Så der er helt klart en efterspørgsel på en pris som EffieCharlie Stjerneklar, adm. direktør, Kreativitet & Kommunikation
Blandt de helt nye kategorier, der er kommet til, fremhæver Charlie Stjerneklar især ’Effie Talent 2023’.
”Efter hvad vi har fået oplyst, er vi det første Effie-marked, der introducerer en talentpris. Den gives til det største talent under 35, der har været med til at indsende i en de andre kategorier,” siger han, der også håber, at kategorien vil inspirere Effie-organisationen til at tage den videre til andre markeder
Talenter – og de små mod de store
Om baggrunden for, at Effie i Danmark introducerer ’Effie Talent 2023’, siger Charlie Stjerneklar, at prisen skal være med til at highlighte branchens stjerner på et tidligt tidspunkt.
”Jeg drømmer om, at der bliver sat fokus på de muligheder, der er når man starter i branchen. Og skubbe til, at man – når man kommer ud som nyuddannet – faktisk får muligheden for at få større ansvar ret tidligt i sin karriere,” siger han og uddyber:
”Så det er ikke ’bare’ prisen, som det selvfølgelig er flot at vinde, men lige så meget det at få snakken om talenterne. Vi kender jo alle navnene på dem, som har vundet i Cannes, men de starter jo et sted. Det er dem, der er på vej op, vi vil fremhæve. De næste store stjerner.”
En anden ny kategori, som KreaKom-direktøren fremhæver, er ’David vs Goliat’.
”Med kategorien vil vi sætte fokus på mindre brands, der kommer ind og udfordrer. Eksempelvis et lille nyt sko-brand, der går ind og konkurrerer mod de store, etablerede sko-brands, og som – selv om man er et lille brand – har formået at etablere sig rigtig flot og skabe både opmærksomhed og et marked gennem sin markedsføring,” siger Charlie Stjerneklar, der også mener at denne kategori er interessant af en anden årsag.
Om Effie Awards
- Effie Awards blev skabt i USA og første gang uddelt i 1968.
- Prisen hædrer dokumenterbar effekt og kvaliteten af den kreative ide og eksekvering.
- Effie Awards bliver i dag afviklet igennem mere end 50 partnerskaber, herunder Global Effies, regionale programmer i bl.a. Europa, Mellemøsten/Nordafrika og Latinamerika samt en række nationale Effie- partnerskaber.
- I Danmark løb Effie Awards for første gang af stablen i november 2022.
”Den kan sætte fokus på, hvad der skal til i ens brandopbygning. For en ting er at fastholde, men at bygge op er vildt svært. Især hvis man træder ind i en branche hvor der findes meget etablerede spillere. Så det glæder vi os til at se masser af eksempler på.”
Guidelines øger prisens værdi
Effie Awards bliver i dag afviklet igennem mere end 50 partnerskaber, og awardshowet arbejder med en række ’Effie Guidelines’, som man skal leve op til i alle lande.
KreaKom kan med andre ord ikke bare beslutte alt muligt selv.
”Så det er altid en afvejning frem og tilbage, før man kan lancere en kategori, som både Effie-organisationen og vi som marked kan sige, det kan vi se os selv i,” siger Charlie Stjerneklar.
Hvordan er det at arbejde med et awardshow, hvor der er så mange internationale regler?
”Det gør jo i hvert fald, at alting tager længere tid. Men jeg mener faktisk, det er styrke, for hvis du vinder en Effie, så ved du også, at der er nogle grundregler og krav, der gør, at den er noget værd,” siger Charlie Stjerneklar, og uddyber:
”Hvis du fjernede reglerne, ville vores arbejde blive nemmere, men prisens internationale anerkendelse ville falde. Så vi accepterer lidt modstand for at de nominerede og vinderne til gengæld står med et mere værdifuldt slutprodukt.”
Hånden på hjertet: Er der ikke for mange benspænd i Effie til, at awarden kan komme op at flyve i lille Danmark?
”Nej. Jeg har kigget tilbage på antal indsendelser til AEA’en (KreaKoms tidligere effektpris, Advertising Effectiveness Award, red.) og det er ikke lykkedes mig at finde et år ved AEA, hvor vi havde flere indsendelser, end vi havde til vores første Effie. Så der er helt klart en efterspørgsel på en pris som Effie,” siger KreaKom-direktøren og tilføjer:
”Har vi for mange priser i Danmark? Måske, men jeg synes, at Effie står ud som en af de eneste, der både hylder effektiviteten, og reelt er internationalt funderet. Derfor mener jeg helt absolut, at den har en klar og berettiget plads på hylden – både hos KreaKom og som award ude hos annoncørerne og bureauerne.”
Effie Awards Denmark er åben for alle, og der kan sendes ind fra i dag, tirsdag den 18. april, og frem til den 18. august.
Der kan indsendes arbejder, som har været indrykket i perioden fra 1. oktober 2021 til 31. marts 2023.
Alle kategorierne, og de enkelte beskrivelser, kan ses her.