Per 1. januar har telekoncernen Nuuday skiftet mediebureau fra Mediacom til Hearts & Science, der ligger under Omnicom Media Group.

“Vi har valgt dem baseret på, hvad det er for nogle succeskriterier, der er vigtigst for os i vores samarbejde på tværs af brands i Nuuday med et mediebureau,” siger Steffen Lundgren Kristensen, der er SVP og CMO for YouSee, til Markedsføring.

YouSee, Telmore, TDC Erhverv, Netdesign, Hiper, Eesy, Relatel og Blockbuster er alle brands under Nuuday, og skiftet af mediebureau sker, ifølge Steffen Lundgren Kristensen, efter en to måneder lang og meget grundig review-proces af Mediacom og Heart & Science, der var de to bureauer, der var i spil til opgaven.

“Vi er en familie af brands i Nuuday, hvor der er otte brands, som på godt og ondt har forskellig fokus. Så derfor har vi jo også lagt os i selen i forhold til at sikre, at den bureaupartner, vi nu valgte, ville være den rigtige for alle brands i vores brandportefølje og kunne favne dem på deres præmisser.”

Skiftet fra Mediacom til Hearts & Science er sket per første januar 2023 og de parametre, der har været fokus på i forhold til valget, har ifølge CMO’en, været mediestrategi, medieplanlægning, medieindkøb og performancemarketing.

”Men noget af det, vi også har lagt vægt på, er det vi kalder beslutningsstøtte og avanceret beslutningsstøtte. Og det kan både være på markedsanalyse, forbrugerindsigt og beregninger på effekterne af vores indsatser,” siger Steffen Lundgren Kristensen.

Aftalen med Mediacom løb, ifølge Steffen Lundgren Kristensen, ud ved årets udgang, og han fortæller, at Nuuday har haft et ”rigtig, rigtig godt samarbejde” med Mediacom, og at opløbet mellem de to mediebureauer var tæt. Men:

”Hearts & Science har skilt sig en kende mere positivt ud på nogle områder, og derfor har vi tilvalgt dem,” siger han. 

Glæder sig til at levere

Claus Andersen, der er administrerende direktør for Hearts & Science, er begejstret over bureauets nye kunde. 

”Nuuday er en af landets absolut største annoncører, som agerer på et ultra-dynamisk marked. De har brug for meget stor agilitet, stor strategisk båndbredde og dybe specialistkompetencer. Reviewprocessen har været spændende og motiverende, og vi har haft samtaler på et højt fagligt niveau. Vi er derfor meget stolte af, at Nuuday har valgt Hearts & Science, og vi glæder os meget til at levere alle de forbedringer, vi har lovet,” siger han i en pressemeddelelse.

Jesper Jørgensen, CEO for Mediacom Group, siger om skiftet:

”Vi har arbejdet sammen med Nuuday i mere end 20 år, og været en tæt sparringspartner gennem alle årene. Vi har løbende haft vores samarbejde op til revision, og denne gang kunne vi desværre ikke finde hinanden. Vi ønsker Hearts & Science stort tillykke, og vi kommer til at savne alle de gode folk på Teglholmen.”

Nyt partnerskab hjælpes fra land

Steffen, Selvom I mener at have fundet den rigtige bureaupartner, er det så ikke en udfordring at skifte bureau efter et så langt parløb med Mediacom?

”Vi glæder os enormt meget til det her samarbejde, det er klart. Det havde vi gjort, uanset om vi havde valgt det ene eller det andet bureau, eftersom vi sad tilbage med to rigtige gode bud. Men det er klart, at det kræver noget af en organisation internt, og på tværs af alle brands, og også for en ny media-partner, når man skal lære hinanden at kende,” siger han og fortsætter:

”Derfor er vi heller ikke så naive at tro, at det hele bare kører fra den ene dag til den anden. Vi har selvfølgelig struktureret en overleveringsperiode, hvor Mediacom også hjælper til i den proces her i januar, så vi på den måde sikrer, at vi kommer så godt fra land som muligt med vores nye partner.”