24 timer. Så lang tid skulle Power tænke sig om og rådføre sig med eksperter, før selskabet var tilbage på den omdiskuterede app TikTok.

For cirka et døgn siden meldte Power ud, at virksomheden midlertidigt suspenderede sin aktivitet på den kinesisk-ejede platform, hvor elektronikkæden har 220.000 følgere.

Men nu er den altså tilbage. Det skriver Power i en pressemeddelelse.

Beslutningen om at tage en powernap kom efter en massiv mediedækning af organisationer som Center for Cybersikkerhed og Folketinget, der frarådede statsligt ansatte at have app’en på deres telefoner.

Det sidste søm i kisten var Dansk Erhvervs udmelding om, at man bad sine 400 medarbejdere slette TikTok fra arbejdstelefoner og advarede sine 18.000 medlemmer om risikoen ved bruge app’en.

“Når en seriøs erhvervsorganisation som Dansk Erhverv melder så kraftigt ud, som de gjorde i går, så skal Power – som en professionel og samvittighedsfuld virksomhed – selvfølgelig reagere hurtigt og handlekraftigt. Derfor trykkede vi på pauseknappen, og så har vi ellers brugt de sidste 24 timer på at researche og rådføre os med samarbejdspartnere og eksperter. Og konklusionen er klar: Vi går tilbage på TikTok – men vi følger selvfølgelig udviklingen meget nøje og rådfører os løbende med ikke mindst Dansk Erhverv,” skriver Jesper Boysen, der er administrerende direktør i Power, i pressemeddelelsen.

En af faktorerne bag Powers tilbagekomst er ifølge kæden, at ganske få af dens medarbejdere har en arbejdstelefon.

Og så har eksperter ifølge Power vurderet, at selskabet ikke øger sikkerhedsrisikoen eller laver uhensigtsmæssig datadeling, når den deler content på TikTok.

“Det er vigtigt at huske på, at hos Power sælger vi vaskemaskiner, elkedler og lignende. Der er ikke noget i vores setup eller organisation, som tilnærmelsesvis kunne have interesse for eventuelle fremmede kræfter med onde hensigter. Derfor tør vi godt hoppe tilbage på TikTok og fortsætte som hidtil – men med et vågnet øje på en eventuel udvikling i sagen,” skriver Jesper Boysen i meddelelsen.