3. januar 2022 lander de første tal i Danmarks nye tv-måling. Det er første gang i 28 år, at dansk tv-sening ikke måles af Kantar/Gallup. Amerikanske Nielsen har vundet opgaven i et udbud hos de danske broadcastere.

Nielsens tv-måling dækker både traditionel tv-sening og streaming, fortæller kommerciel chef for Nielsen Danmark, Chantale Coulombe.

”Den største forskel er streaming. Al videostreaming, som foregår i husstanden, vil blive målt. Det gælder uanset om det er TV 2 Play, DR TV, Netflix, Discovery Plus, YouTube eller en video på Facebook,” siger hun.

Den nye tv-måling har Nielsen udviklet i samarbejde med de fire store broadcastere DR, TV 2, NENT og Discovery. Aftalen gælder i fem år.

Hvordan kan I måle streaming præcist?

”Vi har rekrutteret et panel på 1.750 danske husstande. De er vores sample af Danmark. Vi måler med tv-meter, hvad de ser på tv-skærmene, men vi måler også med et nyt streaming-meter, hvad der bliver streamet på det trådløse wi-fi i husstanden,” forklarer Chantale Coulombe.

Måler på alle enheder

Streaming-meteret registrerer video, der bliver set på alle enheder i husstanden.

”Fordi vi ved præcis, hvor mange smartphones, tablets, Chromecasts og andre devices, der er i huset, og fordi vi ved, hvem der bruger dem hver især, så kan vi måle præcis, hvem der streamer hvad hvornår.”

Knap hver fjerde husstand i Danmark har ikke en traditionel tv-pakke. Derfor er der brug for at måle streaming, hvis man vil danne sig et præcist billede af video- og tv-seningen, lyder det.

Kan genkende Matador på få sekunder

Nielsen er et amerikansk firma, som har store tv- og radiomålingsopgaver i en række globale markeder. Analysevirksomheden har trukket på de internationale erfaringer i den danske tv-måling.

”Norden er nogle meget innovative markeder, hvor rigtig mange bruger devices. Derfor har vi investeret i den danske løsning, som bliver end-to-end den mest innovative løsning, vi har. Det er ikke den enkelte teknologi, men kombinationen, som er unik i Danmark,” siger Chantale Coulombe.

Den nye teknologi omfatter ud over streaming-meteret også den algoritme, som bruges til at beregne streaming-tallene. Der bruges også audio-teknologi, som kan genkende tusindvis af danske programmer baseret på få sekunders lyd.

Teknologien er ikke i sig selv ny, men kan ifølge Nielsen genkende, at du ser Matador, baseret på få sekunder af programmet.

”Det kræver et stort tv-panel og nogle avancerede algoritmer at bruge den information rigtigt,” siger Chantale Coulombe.

Fra eneste ansatte til 38 på kontoret

Det har været en hektisk proces at starte et nyt kontor op på dansk grund. Da Chantale Coulombe indledte arbejdet med udbudsprocessen, var hun helt alene på kontoret. I dag har Nielsen 38 fuldtidsansatte i Danmark og forventer at ansætte 10 nye i 2022.

Hvad er I mest spændte på eller bekymrede over?

”Det er altid spændende, hvordan de første folk i markedet reagerer på en ny måling, og hvordan de kommer til at bruge det. Jeg er mest bekymret over, hvor mange spørgsmål vi får den 3. januar: Hvordan trækker jeg en rapport? Hvordan kan jeg se det her? Antallet af telefonopkald er jeg spændt på,” siger Chantale Coulombe.

Hvordan kan I lave noget, som ifølge jer selv er meget bedre på streaming, uden at det bliver dyrere for broadcasterne?

”Det er et godt spørgsmål. Men jeg må bare sige, at alle stjerner stod på linje. Det er kombinationen af, at vi havde udviklet ny og innovativ teknologi på andre markeder, som vi kunne samle, og som passer perfekt til det danske markeds behov.”

Chantale Coulombe understreger, at man ikke skal forvente en revolution i tallene for traditionelt tv fra 3. januar 2022.

”Markedet skal ikke forvente noget trend break. Streaming-delen bliver en stor forandring, men målingen af lineært tv forbliver det samme. Lineært tv er stadig vores førsteprioritet,” understreger hun.

Rettelse 29/12: I artiklen fortalte Nielsen, at man kunne genkende et program baseret på ét sekunds lyd. Det var ikke korrekt. Teknologien kan genkende et program på “få sekunder”.