Dansk Reklame Film lander i 2021 en bruttofortjeneste, der ligger tre millioner over 2020 og et resultat før skat på 11,6 millioner kroner. Det er godt to millioner mere end året før.

”Årets gang taget i betragtning er resultatet faktisk ret godt,” siger Carsten Ellemo, CEO i Dansk Reklame Film til Markedsføring og uddyber:

”Vi startede jo skidt med coronalukning helt frem til maj. Hvilket vil sige nul kroner i omsætning. Men i starten af maj kommer vi i gang igen.”

I mellemtiden havde andre medier lavet aftaler med annoncørerne, så man stod med Carsten Ellemos ord med ”en kæmpeopgave”.

”Dels skulle folk jo finde ud af at komme tilbage til biografsalene igen, og dels skulle vi også have annoncørerne til at komme tilbage,” siger han.

Sætter rekord i oktober

Men det lykkedes – og i overvældende grad.

”Det ender med, at biograferne realiserer det største billetsalg i 10 år i månederne august, september og oktober. Og det påvirker jo også os. Så i oktober 2021 havde vi den bedste måned nogensinde,” siger Carsten Ellemo og tilføjer:

" Annoncørerne viser os stor tillid, og flere nye kunder er også kommet til. Så jeg synes, vi har et solidt grundlag for at forvente, at 2022 lander godt.
Carsten Ellemo, CEO, Dansk Reklamefilm

”Så du kan sige, at 2021 starter skidt, senere på året sætter vi rekord. Og så kommer der jo en lukning igen lige før jul. Det var en streg i regningen, for lige der kørte det virkelig godt. Og lige der skulle vi til at lave nye årsaftaler. Så det var ikke nemt.”

Men samlet kører kerneforretningen fint i 2021. Alligevel er bundlinjen underligt nok 800.000 kroner lavere i 2021 end i 2020.

Forklaringen på det skal findes i … en gammel bedragerisag.

Bøden, der udeblev

Sagen handlede kort om, at Dansk Reklame Film og tre tidligere ansatte i Dansk Reklame Film havde fået det til at se ud som om, annoncørerne fik mere, end de reelt betalte for, når de købte reklameplads i biografen.

Sagen verserede tilbage fra 2017, og i sommeren 2021 blev alle parter kendt skyldige – dog undgik Dansk Reklame Film bødestraf. 

Nøgletal – Dansk Reklame Film

(mio. kr.)                          2021 (2020)

Bruttofortjeneste:            29,1 (26,0)
Resultat før skat:              11,6 (9,5)
Årets resultat:                      8,8 (9,6)
Egenkapital:                       27,0 (18,1)

Kilde: Cvr.dk.

”Årsagen til at resultatet i 2020 var så højt, som det var, var at vi tilbageførte en hensættelse på 11 millioner kroner i forbindelse med sagen,” siger Carsten Ellemo.

Hensættelsen var lavet, for at Dansk Reklame Film kunne betale en eventuel bøde i sagen, men den kom aldrig. 

”Vi blev kendt skyldige, og det var vi, men fik strafbortfald. Det betød at vi i 2020 tilbageførte det pågældende beløb, og det kom til at påvirke 2020-resultatet positivt,” siger Carsten Ellemo og uddyber:

”Hvis ikke det var sket, var vi kommet ud af 2020 med et underskud, og så havde 2021-regnskabet også vist fremgang på bundlinjen i forhold til året før.”

Forventer at 2022 lander godt

I forhold til indeværende år er Carsten Ellemo optimistisk.

”Vi stræber efter et niveau som i 2019. De 15 lukkedage i starten af i år giver kun en mindre påvirkning. Altså forudsat, at der ikke kommer mere nedlukning, men det tror og håber vi selvfølgelig ikke,” siger han.

Direktøren oplyser, at man allerede på nuværende tidspunkt har sat rekord på partnerskabsaftaler, eller årsaftaler som de også kaldes.

”Annoncørerne viser os stor tillid, og flere nye kunder er også kommet til. Så jeg synes, vi har et solidt grundlag for at forvente, at 2022 lander godt.”

Dansk Reklame Film er en del Nordisk Film og dermed Egmont-koncernen.

Virksomheden sælger og distribuerer biografreklame til en række biografer i Danmark. Ifølge egne oplysninger til ”et landsdækkende netværk af 42 biografer med i alt 245 biografsale – primært de store biografer.”