Det går i den rigtige retning for Havas.

I januar blev bureauet kåret som årets højdespringer blandt mediebureauerne i analysen MyImage Bureau 2026, for nylig vandt man mediebudgetterne for det hæderkronede juice-brand Rynkeby – og nu opruster Havas også.

Det sker med ansættelse af John Pedersen som ny senior insights director. 

Han er hentet i Danske Bank, hvor han gennem fem år var nordic head of customer insight.

Før det arbejdede John Pedersen gennem næsten syv år hos Telenor i forskellige ledende insights stillinger, herunder head of Customer Intelligence, ligesom han også tidligere har været business analyst hos DI og i øvrigt været marketing researcher hos MyImage.

“Vi er utrolig glade for at byde John Pedersen velkommen i Havas,” skriver CEO Thomas Lyngsfeldt til Markedsføring i en mail om ansættelsen og tilføjer:

”John kombinerer en sjælden dybde inden for consumer insights med stærk forretningsforståelse og mange års erfaring fra både store virksomheder som Telenor og Danske Bank, samt bureauerfaring fra MyResearch som er kendt for MyImage-analysen.”

Fra indsigt til konkrete handlinger

Hos Havas skal John Pedersen styrke og videreudvikle Havas’ insights offering, og ifølge Thomas Lyngsfeldt er hans kompetencer spot on.

”Hans styrke ligger i at omsætte komplekse data til klare, actionable indsigter, som direkte kan skabe vækst og målbar effekt for vores kunder. Med John på holdet styrker vi Havas’ evne til at levere integrerede løsninger, hvor strategi, kreativitet og media bygger på solid indsigt,” siger han.

Og selv glæder hovedpersonen sig naturligt nok til de nye udfordringer.

“Jeg er begejstret for at starte hos Havas. Min mission er at omsætte dyb indsigt til konkrete handlinger, som skaber målbar effekt for vores kunder,” skriver John Pedersen i mailen og tilføjer:

”Jeg ser frem til at arbejde tæt sammen med både talentfulde kolleger og ambitiøse kunder, hvor forståelse for data, forretning og mennesker smelter sammen med kreativitet og strategi.”

Han understreger, at det for ham handler om at sikre, ”at hver marketingindsats er præcist målrettet og koblet til reel forretningsværdi”.

”Hos Havas får jeg mulighed for at gøre indsigt til et aktivt redskab i markedet, og det er netop det, der gør samarbejdet med os interessant for alle, der vil skabe vækst og effekt,” siger han.