Efter en pitchrunde med bureauer fra hele Norden har Nestlé valgt, hvem der skal stå i spidsen for virksomhedens nye, nordiske content studio. 

Valget er faldet på Mediacom Beyond Advertising (MBA).

Igen igen, kan man næsten fristes til at tilføje. For MBA har gennem det seneste årti hjulpet den schweiziske fødevaregigant med kommunikation på flere brands. Og det er da også tredje gang, at Nestlé-pilen peger på MBA efter en pitch.

Denne gang er imidlertid en kende anderledes, da Nestlé med den seneste pitch har ønsket at samle koordineringen af al content-produktion på nordisk niveau – på tværs af hele brandporteføljen.

Nye brands og kampagner

Ifølge Rasmus Fisker, Creative Strategy Director, MBA, handler det overordnet om, at Nestlé rydder op i bureau-samarbejderne på tværs af Norden og konsoliderer med få partnerskaber. 

Rasmus Fisker, Creative Strategy Director, MBA. Foto: PR

”Der er blevet valgt et bureau i hvert land. Og så et bureau som skal agere på tværs af hele Norden – det er denne MBA har vundet,” skriver Rasmus Fisker i en mail til Markedsføring, og tilføjer:

”Så det vil betyde, at der vil være brands og kampagner, vi kommer til at arbejde med, som tidligere har ligget hos andre bureauer.”

Rasmus Fisker forventer, at samarbejdet kommer til at påvirke bureauet i positiv retning. Han ønsker dog ikke at komme ind på konkrete tal, men siger:

”Nestlé har historisk set været en god kunde hos MBA. Og det at de bliver hos os og udvider samarbejdet, forventer vi vil have en positiv effekt for os som bureau.”

”En fantastisk mulighed”

Konkret skal MBA ifølge Rasmus Fisker levere kreativ udvikling, kampagne, adaptering af materiale og produktion. Alt sammen på tværs af hele Nestlés nordiske brandportefølje. 

Og den overordnede KPI er at ”sikre, at Nestlé får en endnu større grad af lokal relevans i deres kommunikation”.

Da samarbejdet begyndte for omkring 10 år siden, var MBA Nestlés partner på Social. 

”Men siden har det udviklet sig til, at vi på flere og flere brands har udviklet kommunikationskampagner for dem. På tværs af medier og markeder,” skriver Rasmus Fisker og tilføjer:

”Og for os er det en fantastisk mulighed at arbejde med så stor og kompleks en organisation som Nestlé med så markante og velkendte brands. Det skal man sætte pris på, og det gør vi nu heldigvis i tre år mere.”