Et nyt kreativt senior-team – begge med en fortid hos store bureauer i New York – mødes nu hos MBA i Danmark, hvor de udgør bureauets nye kreative ledelse.

Det drejer sig om Rich Perusi, der er ny Creative Director, og Lise Skovsted Larsen, der indtager positionen som ny Associate Creative Director.

”Rich og Lises track record taler for sig selv, og vi er selvsagt stolte over at få to af deres kaliber om bord i MBA,” siger Rasmus Fisker, Creative Strategy Officer hos MBA, i en pressemeddelelse om ansættelsen.

Han tilføjer:

“Begge er stærke på kulturel relevans og forstår at tænke medier, segmenter og funnels ind i den kreative proces, hvilket matcher den retning, vi stiler efter i alt, hvad vi laver

Rich Perusi er hentet hos Vice/Virtue i København, hvor han har været Creative Director siden 2015. Før han flyttede til Danmark, slog han sine folder hos BBDO og TBWA i New York.

Lise Skovsted Larsen er landet i København efter et længere arbejdsliv i udlandet – senest som senior Art Director hos McCann i New York. Hun har desuden været fast jurymedlem hos The FWA de sidste fem år.

Rich Perusi bliver en del af ledelsen af MBA sammen med Jesper Lysholdt og Rasmus Fisker.

MBA (Mediacom Beyond Advertising) er en del af Mediacom Dammark, der er ejet af GroupM.

Mediacom Danmark havde i 2020 et driftsoverskud på 5,4 millioner kroner mod 2,3 millioner kroner i 2019.