Danske Adform, der står bag en softwareplatform til håndtering af digitale annoncekampagner, kom ud af 2020 med virksomhedens første sorte tal på bundlinjen siden 2014.

Det fremgår af det adtech-selskabets netop offentliggjorte årsrapport for 2020, der på flere måder blev et turbulent år på det digitale annoncemarked.

– Covid-19 har accelereret virksomhedernes digitale omstilling generelt, og efterspørgslen på adtech har virkelig taget fart. Der er vi godt positioneret, lyder det fra Louise Kloster, SVP for global marketing i Adform, i en skriftlig kommentar til Markedsføring.

Hun fortsætter:

– Det er klart, at vi er oppe imod nogle store amerikanske konkurrenter, som har nogle helt andre midler og ressourcer til markedsføring og branding, end vi har. Men det betyder bare, at vi skal være meget innovative, kreative og førende på teknologien.

Nye tider efter tredjepartscookiens død

Det digitale annoncemarked var i 2020 ikke blot præget af coronapandemien og den øgede digitale transformation, den medførte i mange virksomheder.

Det blev også et år, hvor øget fokus på privacy og ikke mindst tech-giganternes udfasning af brugen af tredjepartscookies til målretning af annoncer online prægede et marked, hvor alle – medier, annoncører og adtech-leverandører – forsøgte at knække koden til, hvordan målrettet annoncering skal finde sted på nettet fremadrettet.

Adforms svar blev lanceringen af nye produkter. Heriblandt selskabets største produktlancering nogensinde, Adform FLOW, og Adform ID Fusion, som blandt andre Ekstra Bladet har kastet sig over for bedre at kunne målrette annoncer baseret på førstepartsdata.

Plus på driften

Af Adforms årsregnskab fremgår det, at virksomheden omsatte for 553 millioner kroner i 2020 mod 541 millioner kroner i 2019, mens driftsresultatet gik fra et minus på 35 millioner kroner i 2019 til et plus på 29 millioner kroner i 2020.

Årets resultat landede på 13,9 millioner kroner i 2020, mens det i 2019 blev til et minus på 57,2 millioner kroner.

I årsregnskabet oplyses det, at de forbedrede resultater bunder i ”fremgang i omsætningen, færre medarbejdere og lønudgifter” i et år, hvor Adform også brugte færre penge på rejser, marketing, repræsentation og andre omkostninger, der blev ”utilsigtet reduceret” som følge af coronapandemien.

Adform bad i slutningen af marts 2020 medarbejderne om at gå 20 procent ned i tid og dermed også i løn i tre måneder, mens ledelsen selv arbejdede fuldtid, men også gik 20 procent ned i løn. 

– Vi er tilfredse med fremgangen i vores resultater for 2020. Det illustrerer Adforms robusthed med kunder på tværs af brancher og lande, siger Troels Philip Jensen, adm. direktør i Adform, i en pressemeddelelse.

Heri oplyses det, at Adform i dag henter 70 procent af omsætningen uden for Norden, og at virksomheden har godt 650 medarbejdere fordelt på 27 kontorer i 24 lande.

Adform kan blandt andre skrive Vodafone, Tiffany’s & Co, BMW og flere af ”de største mediebureauer i verden” på kundelisten.

Hovedtal Adform A/S:

  • (mio. kr.)                                                  2020              2019
  • Omsætning:                                             553                541
  • Driftsresultat:                                           29                  -35
  • Årets resultat:                                          13,9               -57,2
  • Egenkapital:                                             169,6             148,7
  • Gns. antal medarbejdere:                       647                768