Energiselskabet Ewii er gået ud med et nyt rul af en kritisk kampagne rettet direkte imod den energi-vinterpakke, som regeringen foreslog inden folketingsvalget. Og i centrum er tre absurde videoer.

Ewii vil i kampagnen gerne gøre opmærksom på, at deres kunder betaler måned for måned for deres elregning – og dermed ikke har brug for den udsættelse med en rente på to procent, som regeringen vil give danskere, der er i bekneb med at betale varmeregningen. Sådan lyder det fra energiselskabet i en pressemeddelelse.

”Vi ønskede at påpege det paradoksale i, at de allermest trængte danskere bliver gjort til el-gidsler gennem et statsligt kviklån for at komme igennem energikrisen, når en noget mere simpel og ansvarlig løsning vil være blot at opdele betalingen for el i månedlige bidder, hvor man kun betaler for den el, man har brugt,” lyder det fra direktør for marketing og kommunikation hos Ewii, Mette Daugård.

Bag kampagnen står bureauet MBA. Og her lyder det fra Creative Strategy Director, Jesper Lysholdt:

“Folk taler jo i disse dage om el-priser og el-regninger som aldrig før. Det er hovedsamtalen ved mange sammenkomster, og derfor var debatten omkring el, i kombination med politikernes forslag om indefrysningsordningen, også et perfekt omdrejningspunkt for Ewii. Og så gør det jo heller ikke noget, at kunden er modig og meget bevidst om at afsøge virkemidler, der bryder lidt med normerne.”

Ewii lancerede første del af sin kampagne, de selskabet oprettede websitet elgidsel.nu ved startfløjtet for folketingsvalget.

Og i det nye rul, der kører ud i dag, sætter Ewii så fokus på det, selskabet selv beskriver som ‘det absurde’ ved regeringens forslag. I tre kampagnevideoer viser Ewii scenarier, hvor danskere jubler over at være sluppet af med deres el-gæld.

Målet har været at skabe en kampagne med kant, lyder det fra bureauet MBA.

”De tre spots forestiller tre forskellige situationer fem år ude i fremtiden, hvor en elforbruger endelig er nået til den dag, hvor el-gælden er tilbagebetalt. Absurde jubelscener udspiller sig for netop at understrege, at energiselskaberne i 2022 burde overveje og tilbyde en mere ansvarlig betalingsordning for den reelle strøm forbrugt af forbrugerne. Så forbrugerne dermed undgå statslig el-gæld,” lyder det i pressemeddelelsen fra kreativ direktør i MBA, Rich Perusi.

Du kan se to af kampagnevideoerne herunder: