”Det har været et virkelig hårdt år med op og nedture. Mange forskellige følelser fra tung fortvivlelse til ægte lykke på trods af alt, der er sket. Efter et år er det, som om der slet ikke har været et år, og at nogen har stjålet det. Selvom der er sket så meget.”

For lidt over et år siden kørte Daria Aleksieievas karriere og liv på skinner. Hun var startet i et relativt nyt job som Growth Marketeer hos bureauet Popup, og hendes liv i Kiev var roligt og trygt.

Det ændrede sig fra den ene dag til den anden, da Rusland indledte en massiv invasion af Ukraine. Og fra den ene dag til den anden gik Daria fra marketeer til frihedskæmper, der lavede molotov-cocktails – og samtidig brugte sin faglighed som marketeeer til at kæmpe for sit land.

”Jeg er i kontakt med mine kolleger hele dagen. De har virkelig brug for meget hjælp. Jeg laver lister over ting, vi har brug for, og de er ansvarlige for at købe og levere det,” fortalte Daria dengang om sit nye liv til Markedsføring.

Godt et år efter forsøger hun stadigvæk at hjælpe sit land, imens hun samtidig løbende fortæller om sit liv og konflikten på LinkedIn.

Men hun gør også sit bedste for at holde fast i en normal tilværelse imellem bombardementer og strømnedbrud i Kiev, fortæller hun i et interview med Markedsføring.

”Mit vigtigste fokus lige nu er at forsøge at leve en eller anden form for normalt liv og at hjælpe andre,” skriver Daria Aleksieieva.

Krigen i Ukraine

Den 24. februar 2022 indledte Rusland en offensiv mod Ukraine.

4,8 millioner ukrainske borgere er registreret som flygtninge i EU som følge af krigen.

Samtidig er 6,9 millioner mennesker internt fordrevne i Ukraine på grund af krigen.

Kilder: EU, FN

”Jeg bor i Kiev, og takket være vores hær blev vores region befriet i foråret, og siden er mange mennesker vendt tilbage, forretninger er genåbnet, og folk kan for det meste leve her fredeligt, når vi ikke tænker på muligheden for et uforudset luftangreb,” skriver hun.

Arbejdet hjælper i ustabil virkelighed

Daria Aleksieieva gør blandt andet sit bedste for at arbejde med marketing hos Popup, imens krigen stadig verserer i landet. Det er en af de bedste måder for hende at forsøge at komme tilbage til et normalt liv, forklarer hun.

“Arbejdet hjalp mig meget i foråret (2022, red.), hvor jeg var nødt til at forlade min by og mit hjem. Jeg arbejder for et udenlandsk firma, Popup, så situationen påvirkede ikke mit generelle arbejde. Jeg har andre ukrainere som kolleger, og vi satte alle stor pris på, at vi kunne blive ved med at arbejde, få løn og samtidig hjælpe vores folk og lande med donationer og mere. Vi har endda forsøgt at tilpasse os situationen og blive mere fleksible,” skriver hun.

Er det overhovedet muligt at få lavet noget arbejde?

“Den hårdeste periode startede i oktober, og det varede hele vinteren. Rusland begyndte at angribe os massivt fra luften og ramte vores infrastruktur. Vi havde to store blackouts, og situationen med elektricitet var forfærdelig. Nogle gange havde vi kun lys i to timer om dagen. Og ingen elektricitet betød, at vi ikke havde WiFi. Ikke egnang på mobilen,” skriver hun og tilføjer, at det betød, at det var meget svært at arbejde:

”Ingen internet betyder, at jeg ikke kan arbejde. Det var meget svært at finde steder med stabile forbindelser. Der var steder, som begyndte at købe Starlinks (satellit-internetkonstellation der drives af SpaceX, red.) og generatorer. Men det tog tid for dem at levere alt. Så nogle gange sad jeg og arbejdede om natten, fordi vi kun havde strøm der. Nu er situationen bedre. Cafeer og mennesker har strøm, nødgeneratorer og Starlinks, så vi kan klare et nyt blackout.”

Foto af Daria Aleksieieva fra starten af konflikten, hvor hun hjalp med at lave molotov-cocktails. Foto: Privat

Stolt af sine kolleger

Hvor Daria Aleksieieva for et år siden lavede molotovcocktails og arbejdede meget med nødhjælp, kan hun nu lave flere af de ting, hun plejede at gøre i sit gamle liv.

Hun kan dyrke sport, spille tennis og rejse lidt igen. Blandt andet har hun været i Spanien og Belgien. Men:

”Det er bare virkelig svært at være i en ustabil tilstand hele tiden i et år. Jeg forstår, at det er vigtigt at ville gøre noget, og nyhederne om krigen er også med os hele tiden. Vi lever stadig med krigen.”

Hvordan påvirker krigen dig og dine kolleger nu?

”Mange af mine venner, som arbejder i lignende stillinger hos tech-selskaber, flyttede i starten af krigen. De ønsker at vende tilbage, men mange har forretningsrejser, og fordi det er svært at arbejde fra Ukraine, vender de ikke tilbage,” fortæller hun:

”Og det er stadig usikkert, om vi vil være OK i den nærmeste fremtid.”

Og på trods af situationen er hun stolt af, at hende og hendes kolleger stadig gør deres bedste for at gøre en forskel – også i arbejdslivet – på trods af krigen.

”Alle dele af landet, alle firmaer og strategier, er blevet påvirket af krigen. Men i vores lille boble forsøger virksomheder også at finde nye måder til ikke bare at overleve, men også vækste. De har ikke givet op, og jeg er virkelig stolt af dem, for jeg ved, hvor svært det har været.”