Antallet af annoncører, der oplever, at markedet er en stor udfordring, er skudt i vejret det sidste år.

Det viser den nye CMO trendanalyse fra MyResearch, som er sponsoreret af Merkle og Omnicom Media Group. I alt har 134 marketingansvarlige svaret i undersøgelsen.

Imens 18 procent i 2021 pegede på markedet som den største udfordring i analysen, er det tal i 2022 skudt op til 31 procent.

Analysen peger på, at det både er den tårnhøje inflation, Ukraine-krig, efterdønninger af corona og en tiltagende forsyningskrise, der udfordrer dem.

”Der er langt større fokus på markedets udsving end før. Det er noget, der er ude af hænderne på marketingfolkene, som påvirker dem. Du kan ikke køre med fuldt tryk på din annoncering, hvis du ikke kan levere dine produkter,” siger Mogens Østergaard, der står bag MyResearch.

Hvordan håndterer man det som marketing-afdeling?

”Det er lidt et bullshit-ord, men det handler grundlæggende om at være agil – eller fleksibel. Når ting ændrer sig, skal du hurtigt skifte kurs. Og så skal du have styr på dine data. Kører du kæmpe kampagner lige nu, skal du vide det, hvis du ikke kan levere på en vare,” siger Mogens Østergaard og tilføjer:

”Og du skal også vide det, hvis en kampagne pludselig ikke performer. Det er det, der gør, at du kan agere hurtigt og træffe de rette beslutninger.”

Styr på digitaliseringen

Den største udfordring i marketingafdelingerne er dog som de forudgående tre år at nå de effektmål, som marketingafdelingen har – hvad end det er dine salgsmål eller at få styrket virksomhedens brand. 45 procent angiver i 2022, at det er deres største problem imod 48 procent i 2021.

”At skabe resultater er det primære mål. Det kan være salg, toplinje, bundlinje, branding,” siger Mogens Østergaard.

”Kort sagt handler det stadig om at få noget ud af marketing- og annoncekronerne. Det er regel nummer et.”

For fire år siden var det allerstørste problem for annoncørerne digitaliseringen – det angav 38 procent i 2018. Det tal er efter corona-årene styrtdækket til 14 procent og kan være et udtryk for den massive digitalisering, corona har fremskyndet i mange virksomheder, vurderer Mogens Østergaard.

”Det er udtryk for, at fokus skifter et andet sted hen. Der er sikkert også mange, der har været igennem en digital omstilling eller er kommet et godt stykke af vejen, hvorfor fokus derfor er mindre der,” siger han.