Eva og Emil Kruses far fik hjertestop: Det blev til stærkt personlig kampagne

“Jeg er her.”

Det er slutningen af oktober 2024, og den danske musiker Emil Kruse går hvileløst rundt i Mauerpark i Berlin. Engang løb Berlinmuren igennem og delte byen i to, engang var her ingenmandsland.

Emil Kruse sidder fast. Han er ved at skrive et digt, der skal være med til at udfolde historien om dengang, hans og søsteren Evas far pludselig faldt om med hjertestop og i flere dage svævede mellem liv og død. 

Emil Kruse køber sig en kop kaffe, sætter sig under et træ i efterårssolen. Og der, under træet i Mauerpark, kommer ordene til ham.

“Jeg er her,” starter han med at skrive.

“Og lige pludselig kunne jeg mærke, at der var et eller andet ved den sætning, der gjorde, at jeg kunne følge den hele vejen,” husker Emil Kruse.

Han taster løs på telefonen, ordene flyder frit og forløser det digt, han har grublet over så længe.

“Du er her,” slutter han – og trykker send. 

Det er sommeren 2023. For godt halvandet år siden faldt Eva og Emil Kruses far ud af det blå om med hjertestop ved siden af sin bil.

Nu sidder de to søskende over for hinanden på caféen Tekno Eatery i Københavns Nordvestkvarter og kan begge mærke, at de ikke er færdige med at bearbejde traumet.

Heller ikke selv om deres far — takket være to hjerteløbere — har et godt liv i dag.

”Vi mødtes på caféen den dag, fordi vi begge følte, at vi sad lidt fast i vores kreative virke,” siger Eva Kruse, der er SoMe-ansvarlig for nogle af landets største musikere, og uddyber:

”Vi manglede at binde en fælles sløjfe på det, der var sket med vores far, og vi ville gerne skabe et fælles projekt, hvor vi kunne komme ud med et budskab til især unge om hjerteløberne. Ingen af os vidste, at de fandtes, før vores far faldt om.”

Ideer med hjertet i centrum fløj over bordet: Festival, Heartland, podcast, Heartbeats, musiknumre, film, koncert, filmserie, events, motionsløb. Alt muligt og umuligt var på bordet.

Det stak i mange retninger, i midten af det hele var musik, men det var svært at ramme den rigtige tone.

”Det føltes ikke rigtigt, hvis det blev for festligt. Og heller ikke hvis det blev for stille,” siger Emil Kruse.

Noget tid efter støder de to søskende på et billede af et gavlmaleri i Nordhavn. Et to-delt hjerte med sloganet “Du kan redde liv” og afsenderen Trygfonden.

Maleriet er for længst skiftet ud, men det blev grunden til, at Eva og Emil efter måneders research og idéudvikling kontaktede Trygfonden.

Artiklen fortsætter under billedet.

”Vi tog bare et long shot og lavede en præsentation af…,” siger Eva Kruse og tøver kort.

Hendes bror gør sætningen færdig: ”… nærmest 1.000 ideer.”

Det er marts 2024, og Signe Villumsen, senior projektleder hos Trygfonden, har nærmest det ene ben ude af døren. Hun er på vej til Costa Rica, men inden ferien starter, tjekker hun indbakken én sidste gang.

Mailen fra Eva og Emil Kruse fanger hende med det samme.

”Her stod to mennesker foran os med noget ægte på hjerte, en kreativ sjæl og en dygtig artist med et væld af idéer. Det skulle vi have til at fungere på en eller anden måde,” siger Signe Villumsen.

Tre ud af fire danskere kender hjerteløberprojektet, som dermed er et af de mest kendte projekter, Trygfonden har. Men: 

”Vi ved også, at kendskabet er lavere i den yngre målgruppe, og at netop dén målgruppe rent mediemæssigt er svær at ramme,” siger Signe Villumsen og tilføjer: 

“De er på alle mulige kanaler, og så har de paraderne lidt oppe i forhold til ’kampagnede’ budskaber. Derfor kunne det være vildt spændende at samarbejde med Eva og Emil. Det kunne åbne for at udkomme på en helt anden måde og til en målgruppe, vi rigtig gerne vil nå.”

Artiklen fortsætter under billedet.

Mange af søskendeparrets ideer kunne Trygfonden dog ikke gå ind i. De er en almennyttig fond, der ikke må være kommerciel. Men samarbejdet skulle ske. Det var Signe Villumsen ikke i tvivl om.

Inden hun stryger ud ad døren og til Costa Rica, inviterer hun Eva og Emil ind til et møde.

“Jeg sad og græd, da jeg læste det.”

Det er december 2024, og Emil Kruses sms-digt er tikket ind på filminstruktør Ian Isaks telefon.

“Der stod bare, “se lige det her”. Og så digtet. Det var fuldstændig ind til kernen af den følelse, han har været i,” fortæller Ian Isak.

Selv var instruktøren måneder forinden blevet en del af projektet, da det stod klart for Eva, Emil og Trygfonden, at historien skulle fortælles filmisk.

For søskendeparret var det vigtigt, at de kunne føle sig trygge i projektet, og valget af Ian Isak som kreativ partner og instruktør gav dem netop det – blandt andet fordi det viste sig, at Emil Kruse og Ian Isak kendte hinanden via en fælles ven i musikkens verden.

Desuden var det Ian Isak, der i 2018 instruerede Trygfondens første hjerteløberfilm, så der var lidt ”fuld cirkel” over det, som Ian Isak siger.

Artiklen fortsætter under billedet.

Og der var ingen tvivl om, at han gerne ville instruere den.

”Der var en helt utrolig energi i deres pitch. Samtidig med at deres historie med faren var både virkelig hjerteskærende og smuk.”

Efter stribevis af udviklingsmøder og overvejelser landede beslutningen om, at søskendeparrets historie skulle fortælles i form af en enkelt film båret af et digt – det digt, som Emil Kruse sender til Ian Isak fra Mauerpark.

Digtet, som musikeren læser højt i filmen, er stort set ordret det, han skrev i sms’en til Ian Isak.

”Vi har været inde og justere nogle enkelte ting for at få længden til at passe. Det er alt,” siger Ian Isak.

Det er december 2024, og kulden trænger ind på Filmstationen i Værløse. I en hospitalsseng ligger Eva og Emil Kruses “far”. Eller rettere: Der ligger en statist, der skal spille faren.

I fodenden sidder Emil Kruse med ansigtet i hænderne. Han skal “bare” spille sig selv. For ham er hospitalsoptagelserne filmens sværeste.

”Det var en lang dag, og det var pivkoldt. Alle sad med frakker på. For mig var det ubehageligt at blive taget tilbage til den tid, hvor min far lå der i respiratoren. Faktisk også lidt grænseoverskridende,” siger han og uddyber:

”Det var hårdt at skulle instrueres i noget, der jo var ægte. Og underligt at sidde og genskabe situationen, hvor der ligger en fremmed mand og spiller min far. Hele den dag var ret voldsom.”

Det husker Eva Kruse også: 

”Ian skal jo instruere Emil efter, hvad det er for en følelse, han gerne vil skabe på kameraet, men jeg kunne se på Emil, at det var hårdt. For de følelser var jo ægte. Det var ting, der virkelig var sket,” siger hun.

Ian Isak husker, at historien var meget emotionel at arbejde med.

”Jeg har været meget følelsesmæssigt påvirket i flere situationer. Eva og Emils historie er meget rørende, og der har været virkelig meget på spil. Det var ikke bare en reklamefilm,” siger han.

Hele vejen igennem har Ian Isak haft fotograf og instruktør Jonas Blond med på projektet. Og fortælleteknisk valgte de to blandt andet at arbejde meget med kontraster.

”Der er så mange kontraster i historien. Liv og død, energi og stilstand, lys og mørke. Det var et koncept, der kom ret hurtigt til os,” fortæller Ian Isak og tilføjer:

”Vi vidste også hele tiden, at vi havde det her twist, et dramaturgisk vendepunkt, hvor vi kunne arbejde med uvisheden om, hvorvidt faren overlever. Derfor er det også først til sidst, Trygfonden og hjerteløberordningen kommer ind i billedet.”

Igennem hele filmen antydes hjerteløberne kun. Og det er der en forklaring på, fortæller Ian Isak.

”I forbindelse med scenerne ved bilen, hvor hjertestoppet sker, havde vi oprindelig flere skud med hjerteløbere, der kom løbende. Men vi tog dem ud igen, fordi vi syntes, at det rent klippeteknisk var stærkere at blive på hånden på jorden ved siden af bilen og dermed på familiens historie,” siger han og tilføjer:

”Der er ufatteligt lidt hjerteløber med i den her hjerteløberfilm. Man hører trin og ser hjertestarteren blive sat i gang. Det er det.”

Et greb, der faktisk flugtede fuldstændig med Trygfondens ønsker.

For som Signe Villumsen siger, var det et bevidst valgt også fra deres side at nedtone Trygfonden som afsender.

”Netop for at undgå det ”kampagnede”, siger hun og tilføjer:

”Emil havde en meget, meget fin sætning i starten af processen, som har været gennemgående i den måde, vi har arbejdet med det på. Han sagde: ’Det er ikke for alle at være hjerteløber, men det er for alle at snakke om det’.”

Artiklen fortsætter under billedet.

’Slukket’ var et ord, der gik igen mange gange på set. Blandt andet for at hjælpe Emil Kruse igennem nogle af de sværere scener, forklarer Ian Isak.

”Emil er ikke skuespiller. Og da jeg viste ham det første manus, der var han sådan: ’Jamen, jeg er jo med i alle scener. Og der står, at jeg skal gøre ting’. Men netop det var jeg meget bevidst om,” siger instruktøren og tilføjer:

”Derfor var der flere scener med Emil, der sidder og er ’slukket’. Det var sådan, vi sagde: Emil skulle være slukket. Så jeg var tryg nok ved, at vi kunne få det til at virke, og han gjorde det jo vildt godt.”

En enkelt scene var Ian Isak dog nervøs for.

”Vi skulle have en scene, hvor Emil var på bar med vennerne. Vi havde castet hans rigtige venner, og idéen er, at han ligesom skal gå fra at være en del af selskabet til at komme i tanke om: “Shit, min far ligger på hospitalet”. Og så er der en af vennerne, der lægger en hånd på hans skulder og siger: “Hey, det skal nok gå”,” siger han.

Det resulterede også i, at de unge venner ind imellem ikke kunne holde masken, og det var en smule akavet, fortæller Emil Kruse.

”Men det var også sjovt. Jeg havde briefet mine venner om, hvad det var. Jeg tror ikke, de vidste præcis, hvad de skulle lave, men nogle af dem fik en rolle og instruktioner om for eksempel at sige noget sjovt,” siger han og fortsætter:

”Det var sådan lidt gakket og underligt at sidde i, for jeg skulle jo holde masken og se ked ud af det, mens de sad og jokede. Det var lidt vildt. Den scene blev også taget en del gange.”

Men der var brug for netop den smule sjov på det tidspunkt, siger Eva Kruse.

”Jeg tror, der var brug for, at vi kunne få lov til at grine lidt. Der var mange svære scener at komme igennem. Bar-scenen var lidt et pusterum,” siger hun.

Sne spiller en vigtig rolle i filmen.

I flere scener sner det både indenfor og udenfor. Og det er ikke kun, fordi det er sjovt at lege med sneskum og løvblæsere.

”Det sneede, den dag Eva og Emils far faldt om, det sneede meget i dagene efter, så sneen fungerer i filmen som en del af Emils hukommelse,” forklarer Ian Isak.

Lige som deres far lå i koma, arbejdede han filmisk med tanken om, at også Emil var i en form for komatøs tilstand.

Artiklen fortsætter under billedet.

”På den måde er sneen med til at illustrere, at det hele flyder sammen i de dage. Tid og sted bliver abstrakt,” siger Ian Isak og tilføjer: 

”Desuden er der noget poetisk over sne. Det er smukt og stille og spillede med i vores kontraster. Kulde og varme.”

Hvordan er det at stå med de meget store følelser hos de medvirkende på den ene side, og så samtidig skulle være at have blik for lys og kameravinkler og ja, håndværket?

”Det er helt sikkert svært. Jeg prøver at have blik for Eva og Emil i situationen, men for eksempel på dagen, hvor vi optog hospitalsscenerne, var jeg måske ikke bevidst nok om, hvor svært det var for Emil. Det gik op for mig senere på dagen, da vi talte om optagelserne,” siger Ian Isak og tilføjer:

”Jeg går nok ind i en form for arbejdsproces, hvor jeg bliver nødt til at distancere mig for at gøre det til et håndværk. For at få filmens budskab frem.”

Kunne du selv holde distancen undervejs?

”Nej, nej, jeg har været meget følelsesmæssigt påvirket. Der er jo tale om et rigtigt menneske, der har overlevet noget voldsomt og har været ved at forsvinde.”

Tilbage på Filmstationen i Værløse er hospitals-scenerne ved at blive skudt.

Søskendeparret kæmper med følelserne i at skulle genopleve dagene, hvor deres far lå i koma på Rigshospitalet.

”Det var så vildt den dag. Jeg kunne mærke det hele vejen,” siger Eva Kruse og husker, at der var en scene, hvor hun og Emil skulle kramme.

”Vi vidste ikke helt, hvor meget Emil skulle spille skuespil, eller om jeg skulle være med overhovedet. Men så ville de gerne lave et klip med os, hvor vi gav hinanden et kram,” siger hun og tilføjer:

”Det var helt ærligt, så jeg fik tårer i øjnene selv, og vi fik lov til at blive lidt i krammet og skulle blive stående, mens de indstillede lys. I det øjeblik, var det, som om de andre ikke var der.”

Både Emil og Eva Kruse mener, at filmprojektet har haft en terapeutisk værdi for dem.

Artiklen fortsætter under billedet.

”Det binder en sløjfe om det hele, og det er i hvert fald med til at hjælpe os alle sammen på vej videre. Samtidig med at vi bringer et godt budskab ud,” siger Emil Kruse.

Eva Kruse tilføjer:

”Man stopper nok også lige op engang og tænker: Behøver tingene virkelig gå så stærkt? Det har åbnet for nogle tanker og eftertanker for os. Og jeg tror, vi var nødt til at gøre det.”

Småting har det med at blive ufattelige ligegyldige, når vi konfronteres med svær sygdom, ulykker eller andre traumatiske oplevelser, der involverer vores nærmeste.

Det har Eva og Emil Kruse også oplevet, efter deres far faldt om af hjertestop midt på en parkeringsplads.

”Når andre mennesker, der ikke har været i samme situation eller har oplevet noget tilsvarende, brokker sig over virkelig ligegyldige ting, har jeg ofte reageret med: Nej, stop dig selv. You know nothing,” siger Emil Kruse.

Samtidig lever man i en slags parallelverden. Eller som Eva Kruse beskriver det:

”Det er jo, som om hele ens verden står stille, når sådan noget sker. Som om der er to spor. Der hvor du er, og der hvor andre er. Det er bare, som om dit spor står stille. Men går du ned i Netto, så er det hverdag – og man tænker bare: Ved de ikke, hvad der er sket?”

Men heldigvis kan de to søskende i dag også grine af pudsige detaljer undervejs. For eksempel da Eva Kruse skulle hente farens bil på parkeringspladsen nogle dage senere.

”Da jeg tager hen for at hente hans elbil, er der en seddel i forruden: ”Kør lige god lade-stil en anden gang. Du har godt nok holdt der længe nu”. Det måtte vi lige grine lidt af,” siger Eva Kruse.

De to søskende har altid haft et meget nært forhold til forældrene, fortæller de, og det er ikke blevet mindre efter den dramatiske oplevelse, siger Eva Kruse.

De oplever til gengæld, at deres far er blevet mere åben og umiddelbar.

Artiklen fortsætter under billedet.

”Han siger tingene meget, som de er. Mere end tidligere. Og det kan faktisk være vildt forfriskende,” siger hun og giver et eksempel fra en tur til London, som de to søskende forærede deres far sidste år.

”Han ville mega-gerne over at se Arsenal. Og vi ville gerne fejre livet. Så det gjorde vi. En dag var vi inde i en Supreme-butik, hvor nogle meget smarte mennesker var på arbejde. Og så gik vores far bare op til en af de der ekspedienter og sagde: ’Do you think that shirt would look as cool on me as it does on you?’ Det var simpelthen så herligt.”

”Vi er her”.

Som en flue på væggen ser man i filmens sidste scener de to søskende og deres far og mor i gang med at tilberede og spise aftensmad hjemme hos forældrene. Kameraet zoomer langsomt ud – ud af huset.

Til sidst kigger man gennem et vindue – og i baggrunden høres meget svagt latter og snak om spisebordet.

”Vores forældre har fulgt filmprojektet hele vejen, og de har bakket 110 procent op om det,” siger Emil Kruse og tilføjer:

”Og om den fortælling og det budskab, vi har kæmpet for at få ud til især unge: At Trygfondens hjerteløberordning gør en forskel hver dag i Danmark.”

Og filmen binder sløjfen.

”Den gav os mulighed for, at vi kunne kaste os 100 procent ind i projektet, komme ud med et vigtigt budskab – og binde en sløjfe på historien,” siger Eva Kruse og tilføjer:

”Ikke forlade den, for den vil på godt og ondt følge os altid. Men det var en sløjfe.”

Se filmen under billedet af Ian Isak.