Efter en bureausondering har forsikringsselskabet Alka valgt nyt kreativt bureau, og valget er faldet på Marketsquare som ny strategisk samarbejdspartner.

Det skriver bureauet i en mail til Markedsføring.

Siden 2008 har Alka ellers samarbejdet med først Fireball – siden Eiffel, der udsprang af Fireball – så det er et mangeårigt samarbejde, Marketsquare nu skal efterfølge.

Om valget af Marketsquare udtaler Alkas marketingchef, Berit Jensen, i mailen:

“Vi søgte en partner, der kunne bidrage med friske perspektiver og digital innovation. Det, er det, der skal til i vores arbejde med at fastholde og øge interessen for vores brand, der har en så stærk tilknytning til danskerne.” 

Og på Marketsquare er der naturligt nok begejstring over det nye samarbejde. 

“Vi er stolte over at Alka har valgt os. Samtidig er det en kæmpe og spændende udfordring at tage over efter et så langt samarbejde. Men det viser samtidig at Alka både agerer og tænker langsigtet, også når det gælder partnerskaber,” skriver Ditlev Schiller, client service director på bureauet, i en mail.

En omvendt proces

Om den nye kampagne ”Før skaden sker”, som gik i luften for et par uger siden, skriver Marketsquare, at den er vendt lidt på hovedet i forhold til Alkas vanlige tilgang.

”Traditionelt set har Alka startet deres kampagner med en TVC, der så efterfølgende er blevet versioneret til digitale medier. Denne gang er processen vendt på hovedet og det digitale univers styrer kampagnen,” skriver bureauet.

Kampagnen startede således som et socialt og digitalt banneroplæg, men voksede siden til en integreret kampagne, der inkluderer TV, bio, radio og OOH. 

Fine testresultater

Kantar har testet 20 sekunders TVC’en på indboforsikring.

Og kampagnen ”Før skaden sker” viser gode takter på en række parametre – herunder branding, likeability, persuasion og brand difference – når der sammenlignes med Kantars ’norm score’.

Branding

”Før skaden sker” scorer 3.66 (norm score er 3.26)

Enjoyment/Likeability

”Før skaden sker” scorer 3.33 (norm score er 2.90)

Persuasion/Likelihood to Action

”Før skaden sker” scorer 2.41 (Norm score er 2.29)

Brand difference

”Før skaden sker” scorer 3.02 (Norm score er 2.83)

Det visuelle udtryk er stadig klassisk Alka med et hvidt og orange univers, og konceptet bygger ifølge bureauet på den sociale trend reverse satisfaction, hvor brugerne kan se en typisk forsikrings-skade, men så kan de spole tilbage og dermed være med til at “fixe” skaden. 

Og kampagnen ”har allerede vist hvor stærkt Alka-brandet er”, udtaler Thomas Flygare, der er senior marketing projektleder hos Alka:

“Vi havde en tro på, at det kreative greb både ville give en ro til Alka-brandet og samtidig et stærkt fokus på vores nøglebudskaber. Det fik vi bekræftet igennem flere målgruppetests, og vi så herefter muligheden for at udbrede kampagnen til flere medier.”

Som en krølle på halen var Jens Thrane-Møller, direktør og partner hos Marketsquare, med til at udvikle og etablere positionen ‘Gør det enkelt’ for 18 år siden. 

”Da vi startede dialogen med Alka i sommer, fandt jeg nogle af vores gamle strategislides fra 2007. Der er sket meget siden, men indsigten og positionen holder stadig 100%,” udtaler han.

Se klip fra de nye kampagnefilm herunder.