Volvo er tilbage i reklameblokken med en ny film i kølvandet på den meget populære “Meet the new Volvo EX 90” fra sidste efterår.
Denne gang handler kampagnen om en anden bilmodel. Men de kreative kræfter bag filmen er de samme som sidst.
Forsman & Bodenfors er kreativt bureau, mens New Land har produceret og Marcus Ibanez har instrueret.
Målet er ifølge en pressemeddelelse fra bureauet at ”afdramatisere outdoor-oplevelsen – og minde folk om, at små ture ud i naturen kan være store oplevelser”.
”Da Volvo er et så human centric brand, føltes det naturligt at fokusere på den menneskelige side af naturen. Barnets perspektiv blev den perfekte metafor for dette – at tilbringe tid i naturen på naturens præmisser,” lyder det i meddelelsen fra Karl Risenfors, kreativ hos Forsman & Bodenfors.
For New Land-instruktør Marcus Ibanez handlede arbejdet om at lege med perspektiv: At bruge et barns fantasi og perspektiv som en visuel metafor for den magi, som naturen kan bringe. Uanset eventyrets omfang.
Vi bad ham sætte ord på arbejdet med filmen.
Som den gamle skole, der virker mindre
Hvordan var din tilgang til det kreative oplæg?
”Det, jeg fik fra bureauet, var allerede fra starten fedt. Det handlede om at lege med perspektiv; at se verden gennem et barns øjne. Min tilgang var at bringe mere karakter ind i det. Så jeg skrev en fortælling, der tager os gennem filmen,” skriver Marcus Ibanez på mail til Markedsføring.
Hvorfor blev det, som det gjorde? Hvad var den kreative proces?
”Du kender den følelse, når du genbesøger dine barndomssteder, ikke? Din gamle skole, gaden, hvor du lærte at cykle, købmanden – og alt føles så meget mindre, som om det på magisk vis er skrumpet,” skriver New Land-instruktøren og tilføjer:
”Vi talte meget om den idé, og hvordan man fanger den uden at være afhængig af VFX. Det var en stor del af den kreative proces.”
Hvordan var det at arbejde med et barn og et børne-perspektiv?
”Vi fandt denne her fantastiske dreng i casting: Et oplagt valg. Derfra var det min opgave at sørge for, at hans karisma i rummet blev overført til skærmen. Det er det, jeg er mest stolt af i denne film: At det er lykkedes at fange hans måde at tale på, se verden, og at han bare er sig selv,” skriver Marcus Ibanez og tilføjer:
”Jeg elsker at arbejde med børn. Filmproduktion er for mig meget som at lege, så det er et godt match. Det eneste vanskelige er tidsplanen … der findes jo klare regler om børnearbejde, og de er naturligvis virkelig vigtige, men de kan godt gøre dagene lidt hektiske. Men det holder dig på tæerne.”
Følger op på en række succeser
Ud over filmen består kampagnen af en række andre elementer, som eksempelvis print og OOH.
Herunder et eksempel på OOH. Artiklen fortsætter under billedet.
Den nye film skriver sig ind i en lang række af prisvindende og meget omtalte reklamefilm for Volvo gennem de senere år.
Alle skabt af Forsman & Bodenfors og alle produceret af New Land med flere forskellige instruktører ved roret.
Sidste år var det som nævnt Marcus Ibanez’ ”Meet the new Volvo x90”, der tog verden med storm.
I 2020 var det ”The Parents”, instrueret af Niclas Larsson, i 2019 Cannes Lions Grand Prix-vinderen ”The E.V.A Initiative”, instrueret af Lærke Herthoni. Og i 2017 var det filmen ”Moments” instrueret af Gustav Johansson.
Se den nye Volvo-film her.