På Kongens Nytorv i København er der stimlet en tyk hob af mennesker sammen, der alle har øjnene klinet på vejen. Politiet er mødt talstærkt op, og tv-kameraerne er kun drejet i én retning. Lige om lidt kører Dronning Margrethe den 2. sin sidste tur i guldkaret fra Christiansborg til Amalienborg.
Lige rundt om hjørnet fra hoben på Palægade ligger den berømmede huemager C.L. Seifert. På den næste vej, Store Kongensgade, ligger Det Kongelige Hof-Apotek. Og på Bredgade, hvor Dronningen om lidt kører forbi for sidste gang, ligger Kongelig Hofleverandør Carl Hansen & Søn. På butiksruden står der stolt: ”By Appointment of the Royal Danish Court” med en krone ovenover.
Men fra 14. januar 2025 mister alle de virksomheder retten til at kalde sig Kongelig Hofleverandør. Det meldte Kongehuset ud i en pressemeddelelse onsdag. I alt forsvinder retten til hædersmærket for 105 virksomheder, der også tæller store selskaber som Carlsberg, Harboe Bryggerne, Arla og Royal Copenhagen.
Og det har ført til en vis usikkerhed. For hvad sker der nu? Skal logoer til at ændres? Skal facader laves om? Og må det Det Kongelig Hof-Apotek stadig have sit navn? Markedsføring har forsøgt at stille netop de spørgsmål til Kongehuset, men presseafdelingen er ikke nået at vende tilbage.
Hos Rhanders Handsker er der stor stolthed over at være Kongelig Hofleverandør. Men situationen rummer også en vis usikkerhed, skriver CEO i Rhanders, Rina Hansen, på LinkedIn.
”Hvad den nye regent indfører efter tronskiftet, ved vi ikke endnu,” skriver hun og tilføjer:
”Personligt betyder prædikatet meget på grund af det kvalitetsstempel det giver virksomhedens hæderkronede håndværk, samt virksomhedens ordentlighed og samfundsansvar. Det vægtede tungt i generationsskiftet, at jeg skulle videreføre dansk kulturarv. At jeg skulle kæmpe for noget større end top- og bundlinje. At jeg skulle leve op til Kongehusets standard og servicere dem bedst muligt,” skriver hun.
Landets mest værdifulde titel for brands
Ifølge brandingrådgiver – og ekspert i Kender Du Typen – Jacob Holst Mouritzen, kan det blive en bekostelig affære, hvis mærkatet som Kongelig Hofleverandør forsvinder, og virksomhederne ikke må fortsætte med det, når Kronprins Frederik bliver konge af Danmark.
”Det bliver rigtigt bøvlet for mange virksomheder, der har været kongelige hofleverandører i mange år,” siger han til Markedsføring.
”For de skal pludselig til at skifte logo og emblem. De skal potentielt ændre fysiske skilte, facader, produktemballager, designs på hjemmesider, logo, over alt. Det kan være en ret omkostningstung affære. Har du indgraveret fysisk på tre butikker, at du er kongelig hofleverandør, så er det altså stort at ændre. Det kan godt være, at Livgarden ikke kommer og skyder dig, men du skal nok have det ned,” siger han.
For ham er der heller ingen tvivl om, som det lyder hos Rhanders Handsker, at titlen som Kongelig Hofleverandør er blevet båret med stolthed mange steder. Og at det har ekstremt stor brandingværdi.
Det kan man blandt andet se ved, at det er blevet så integreret en del af markedsføringen for mange Kongelig Hofleverandører.
”Jeg har svært ved at forestille mig noget, der kunne være meget mere værdifuldt for dit brand og din marketing,” siger han.
”Vi snakker altid om i branding og sponsorater, at hvis Caroline Wozniacki kan være ambassadør for dit produkt, så er det rigtigt fedt. Men når du har det royale emblem som officiel leverandør til det kongelige danske hof, så er det et kvalitetsstempel, at uanset om du kender virksomheden eller ej, så er det et solidt produkt, det har været der i mange år, du kan stole på os, og vi går ikke væk. Den troværdighed er virkelig mange penge værd.”
Usikkerheden breder sig
I Carl Hansen & Søn på Bredgade kigger den lokale bestyrer, Jacqueline, ud ad vinduet, imens folk stimler sammen på gaden. Hun har arbejdet i butikken i Danmark i et halvt års tid, hvor hun hver dag med stolthed har set kongekronen pryde vinduet.
Hun oplever mest, at det er turister, der virkelig går op i betegnelsen som Kongelig Hofleverandør.
”Det er meget dem, der spørger til det. Jeg ved ikke, om det vil være et problem på længere sigt, hvis man ikke må kalde sig det længere. Det må du nok spørge hovedkontoret om,” siger hun og griner.
”Jeg vidste faktisk ikke, at man ikke længere må kalde sig det, før du sagde det. Men ved I, hvad der faktisk kommer til at ske,” spørger hun.
Jeg må være hende svar skyldig og tilføjer, at vi nok skal forsøge at få et mere klart svar fra hoffet. Men at man indtil videre ikke ved mere, end at de har skrevet, at man vil finde ud af, hvad der skal ske, når den nye regent har sat sig på tronen.
”Nå. Men det er da spændende. Og det er da virkelig noget, der fylder meget herinde hos mange butikker,” siger hun.
Spørger man Jacob Holst Mouritzen kan det faktisk være et brandingslag for mange mindre virksomheder at miste titlen.
”Kan man ikke længere bruge det, kan man pludselig stå i en situation, hvor nogle virksomheder oplever, at deres brand får svært ved at bære sig selv. Det kan være årsagen til, at kunder, der ikke kender dig så godt, ikke længere vælger dig foran andre. Alene fordi du ikke har det kvalitetsstempel længere,” siger rådgiveren og tilføjer:
”Selve det kongelige segl er også blevet en del af mange logoer. Det er så meget en del af den visuelle identitet, at du som brand risikerer at miste noget brand equity, fordi du bliver mindre genkendelig for kunderne.”
Det bliver med andre ord en reel arbejdsopgave at løse det her i marketingafdelingerne?
”Ja. De skal finde ud af, hvad der sker bagefter, om de kan bruge det gamle segl, hvis de bliver hofleverandør igen, om der kommer et nyt. Jeg ville opfordre kongehuset til ret hurtigt faktisk at uddybe, hvordan man konkret skal håndtere det som virksomhed, for det kan hurtigt koste en virksomhed 250.000 kroner elle mere at skulle ændre det her,” siger han.
Hos Rhanders Handsker melder Rina Hansen klart ud. Her håber man, at man får lov til fortsat at leve op til at være Kongelig Hofleverandør.
”Personligt melder jeg mig klar til at videreføre traditionen og livsmissionen under den nye regent,” skriver hun på LinkedIn.