Flyselskabet Danish Air Transport (DAT) fik i sidste uge kritik for selskabets seneste kampagne: Iflygreen.

I annoncekampagnen, der er kørt i Børsen, Jyllands-Posten og ”Mig og Aalborg” i juni måned, slår DAT sig blandt andet op på at have skiftet 300.000 plastikkopper ud med genanvendelige papkrus.

Efterfølgende fremkom eksperter i Børsen med kritik af annoncen, som de mente fremstod som et ”klassisk eksempel på greenwashing”, blandt andet med henvisning til, at omstillingen til papkrus må forventes at udgøre en begrænset del af DAT’s samlede klimabelasting.

“Det er lidt som at forsøge at sælge nikotinsvage cigaretter som sunde. Genbrugskopper er et fint initiativ, men de (DAT, red.) blæser det for stort op,” siger Henrik Gudmundsson, der er seniorrådgiver og transportekspert hos den grønne tænketank Concito, til Børsen.

Ifølge Forbrugerombudsmanden må man ikke markedsføre et produkt, så det giver indtryk af, at produktet er grønt generelt set, såfremt markedsføringen gælder et aspekt, der ikke udgør en væsentlig del af klimabelastningen.   

Adm. direktør og ejer af DAT, Jesper Rungholm, forsvarer kampagnen i en opfølgende artikel i Børsen, hvor han kalder kritikken for ”pedantisk og akademisk”.

Han siger, at flyselskabet ikke har været opmærksom på Forbrugerombudsmandens vejledning for miljø- og klimamarkedsføring, og at DAT ikke har noget bureau, der hjælper dem med deres markedsføring.

Derudover forsvarer han annoncen med, at Iflygreen-linjen dækker over mange tiltag og ikke var møntet decideret på papkrus-initiativet, og intentionen kun har været, at fremhæve de miljøtiltag, som DAT allerede har gennemført.

Jesper Rungholm åbner op for at rette ind, hvis kampagnen bryder med, hvordan man må markedsføre sig grønt.