Lars Samuelsen, creative chairman og CSO på Uncle Grey, er udpeget som jurymedlem i Effie Awards’ Global Grand-jury.
Global Grand-juryen samler internationale marketingprofiler for at vurdere nogle af de stærkeste Effie-vindende arbejder fra hele verden og afgøre, hvilke der skal hædres på globalt niveau.
Prisen uddeles i en række lande, herunder Danmark, på europæisk niveau (Euro Effies) og altså også globalt.
Det er angiveligt første gang, en dansk profil får æren af at sidde i den “øverste” Effie-jury. Hvordan føles det?
”Det var jeg faktisk ikke klar over, men hvis det er tilfældet, gør det selvfølgelig udnævnelsen ekstra særlig. Først og fremmest er jeg både glad og stolt over at blive inviteret ind i så stærkt et internationalt selskab af marketing- og bureauledere,” lyder det fra Lars Samuelsen i et mail-interview med Markedsføring.
Han peger på, at Global Best of the Best på mange måder er toppen af Effie-systemet.
”Vi skal vurdere de cases, der allerede har bevist deres styrke i konkurrencer verden over, og udpege Global Grand Effie-vinderne, der vel med rette kan kaldes verdens mest effektive marketingarbejde,” skriver han og tilføjer:
”Jeg ser udnævnelsen som en personlig anerkendelse, men i højere grad som en anerkendelse af det strategiske og kreative niveau, vi har oparbejdet i Danmark.”
”Håber at se cases, der overrasker”
Hvad var din umiddelbare reaktion, da du fik beskeden?
”Overraskelse. Det er ikke en invitation, man forventer at modtage. Derefter kom den faglige nysgerrighed: Hvilke cases kommer vi til at se? Hvad har de bedste gjort anderledes? Og hvordan bliver diskussionerne i rummet. Det er den slags juryarbejde, man både glæder sig til og går til med stor respekt.”
Glædeligt for branchen
Ifølge KreaKom-direktør, Malene Birkebæk, kan den danske reklame- og marketingbranche kun glæde sig over, at der er dansk repræsentation i til Effie Awards’ Global Grand-jury.
”Ud over at udnævnelsen er en stor og velfortjent anerkendelse af Lars’ kompetencer og blik for resultatskabende kreativitet, ser jeg den også som en anerkendelse af det høje niveau, vi har inden for effektive kampagner i Danmark,” skriver hun i en mail-kommentar til Markedsføring og uddyber:
”Lars har gennem flere år været en stærk bidragsyder til Effie Denmark, hvor vi ser, at niveauet er højt og begejstres over en støt stigning i antallet af indsendelser. Derfor er det også helt på sin plads, at dansk kreativitet og effekt får en tydelig stemme i en international Effie-sammenhæng.”
Hvad forventer du dig at se rent fagligt? Det må jo være det ypperste, rent effektmæssigt, der findes i verden?
”Jeg forventer cases med en meget klar sammenhæng mellem forretningsudfordring, menneskelig indsigt, strategisk valg, kreativ idé og dokumenterede resultater,” skriver Lars Samuelsen og uddyber:
”De bedste cases vil sandsynligvis gøre noget komplekst meget enkelt: Identificere den afgørende barriere for vækst, træffe et modigt valg og vise overbevisende, at netop dette valg flyttede mennesker og forretning.”
”Jeg håber at se cases, der overrasker og ikke kun gennem store budgetter eller avanceret teknologi, men gennem en præcis forståelse af mennesker, kultur og den forretningsmæssige problemstilling.”
Hvad kommer du selv personligt til at kigge efter og lægge vægt på i dit arbejde i juryen?
”Fire ting: Problemets betydning, styrken i indsigten, det innovative/kreative i løsningen og troværdigheden i dokumentationen.”
“For mig er effektivitet ikke bare et imponerende resultat. Det afgørende spørgsmål er, om casen sandsynliggør, at resultaterne faktisk blev skabt af strategien og arbejdet og ikke af elementer som markedsudviklingen, distributionen, prisnedsættelser eller andre forhold,” skriver Lars Samuelsen og tilføjer:
”Jeg vil også lægge vægt på, om kreativiteten har været en reel vækstfaktor. Altså om idéen gjorde strategien stærkere, mere relevant og mere effektiv.”
Tilbage mod noget grundlæggende
Ser du i dag særlige trends eller tendenser inden for effektiv marketing internationalt, som du allerede nu kan pege på, at du forventer at se blandt jeres vindercases?
”Jeg forventer helt sikkert, at kunstig intelligens, personalisering, commerce og nye former for datadrevet markedsføring vil fylde. Men teknologi bliver næppe belønnet, blot fordi den er ny. De stærkeste cases vil vise, hvordan den er blevet anvendt til at skabe en stærkere og mere interessant idé, en mere relevant oplevelse eller en dokumenterbar forretningseffekt,” lyder det fra Lars Samuelsen, der uddyber:
”Jeg tror også, vi vil se flere cases, hvor marketing ikke alene kommunikerer et produkt, men ændrer selve oplevelsen, servicen eller forretningsmodellen. Grænsen mellem kommunikation, innovation, oplevelse og commerce bliver stadig mere flydende.”
Og så forventer Lars Samuelsen at se en bevægelse tilbage mod noget meget grundlæggende.
”Vitale brands, stærke grundidéer og konsistens over tid. Med stadig flere kanaler, budskaber, datapunkter og optimeringsmuligheder bliver evnen til at skabe noget enkelt, genkendeligt og kulturelt relevant kun vigtigere.”