Det unge digitale bureau PL & Partners får ny ledelse.

Stifterne Mads Paaskesen og Kristian Larsen træder tilbage fra deres poster som henholdsvis adm. direktør og kommerciel direktør. I stedet for bliver Nikolai Skouv Pedersen ny adm. direktør, imens Nicklas Meyer bliver kommerciel direktør. Det skriver bureauet i en pressemeddelelse.

Den nye ledelse er rekrutteret internt i PL & Partners, der blev startet i Mads Paaskesens forældres garage i 2015.

Bureauet, der har fokus på især Facebook og Instagram-performance, er det seneste år under corona vokset med over 30 ansatte fra 20 til 53 ansatte.

I 2020 havde PL & Partners et overskud på 1,85 millioner kroner efter skat ud af en bruttofortjeneste på 14 millioner kroner. Omsætningen var 17,7 millioner kroner. I 2021 steg omsætningen til cirka 27,5 millioner kroner og overskuddet til over to millioner kroner.

Målet for den nye ledelse er over de næste tre år at fordoble omsætningen.

“Det er tydeligt, at PL & Partners med vores nuværende og fremtidige størrelse ikke længere er det samme som tidligere. Mads og Kristian har været de ideelle igangsættere af bureauet og taget bureauet fra idé til en anerkendt spiller. Den næste fase handler om at cementere vores nye strategi som full-service bureau til de store kunder og at gå fra mellemstor til en stor spiller i markedet,” udtaler Nikolai Skouv Pedersen i pressemeddelelsen.

Mads Paaskesen og Kristian Larsen træder ud af ledelsen i PL & Partners, men de forlader ikke helt bureauet. Mads Paaskesen er blevet ny bestyrelsesformand for firmaet, imens Kristian Larsen bliver bestyrelsesmedlem.

“At overlade ansvaret for bureauet har været en stor professionel og følelsesmæssig opgave, men i 2021 er det rent faktisk den nye ledelse, der langt hen af vejen har drevet bureauet, løftet det til nye højder og bevist, at de trives med at bære ansvaret. Med dem i front vil PL & Partners fremover stå stærkere,” udtaler stifter og ny bestyrelsesformand Mads Paaskesen i pressemeddelelsen.

De to stiftere vil fremover fokusere på at investere i og skabe nye digitale selskaber.