Kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese leverede i 2023 endnu et rekordår i Danmark.
Bureauet kom ud af året med en bruttofortjeneste på lige knapt 53 millioner kroner mod knapt 45 millioner kroner i 2022, hvilket svarer til en vækst på 18 procent.
Det viser bureauets nyligt offentliggjorte regnskab for 2023.
Resultatet af den primære drift falder imidlertid fra 10 millioner kroner i 2022 til 8,5 millioner kroner i 2023, men resultatet er tilfredsstillende, skriver ledelsen, med adm. direktør Mikkel Bendtsen i spidsen, i ledelsesberetningen.
Det gennemsnitlige antal af medarbejdere i året er vokset fra 51 til 58, hvilket har bidraget til at øge personaleomkostningerne med omkring 10 millioner kroner, hvorfor resultatet af den primære drift dykker.
Særligt energi og finans har bidraget
Ifølge ledelsesberetningen i regnskabet ”er væksten drevet af flere dele af forretningen”. Især har bureauets kompetencer på områderne for public affairs og corporate communications været stærkt efterspurgte, hedder det.
Nøgletal for Geelmuyden Kiese i Danmark 2023
Tal i millioner kroner – sidste års tal i parentes
- Nettoomsætning: 74,4 (70,3)
- Bruttofortjeneste: 53,0 (44,9)
- Resultat af primær drift: 8,5 (10,0)
- Resultat før skat: 8,1 (10,1)
- Årets resultat: 6,3 (7,9)
- Egenkapital: 7,0 (8,5)
Kilde: cvr.dk
”I 2023 har vores specialisering fortsat været inden for de stærkt regulerede og transformative sektorer – tech/tele, life science, mobilitet, finans og energi samt sport, kultur og underholdning. Alle områder har oplevet vækst målt på både økonomi og antal projekter, dog særligt drevet af en positiv udvikling inden for rådgivning i energi- og finanssektoren,” skriver ledelsen.
Også på bæredygtighedsområdet har Geelmuyden Kiese investeret yderligere i 2023, oplyser selskabet.
For eksempel lancerede man i samarbejde med Deloitte ”The UnSustainability Report”, der siden vandt flere priser – bl.a. ved International Content Marketing Awards (CMA).
Forventer vækst i moderat tempo
Ifølge ledelsesberetningen har året ”markeret et vigtigt behov for at fokusere vores ressourcer dér, hvor vi kan gøre den største forskel. Derfor har vi arbejdet strategisk med at tilpasse vores forretningsområder for at sikre, at vi retter vores fokus, hvor forretning, resultater og forandringer, der gør en forskel, går op i en højere enhed”.
Det udmøntede sig blandt andet i, at Geelmuyden Kiese i april 2024 meldte ud, at man havde besluttet at lukke sin afdeling for kultur, sport og underholdning.
Vurderingen var, lød det dengang fra adm. direktør, Mikkel Bendtsen, at markedet var for svært til at satse på som selvstændigt område.
Ifølge 2023-regnskabet forventes det, at væksten fortsætter i 2024, skriver bureauet i, omend i et mere moderat tempo.
Geelmuyden Kiese A/S er 100 procent ejet af Geelmuyden Kiese Gruppen AS.