AKQA Denmark A/S leverede i 2023 et resultat før skat på 26,6 millioner kroner – stort set på niveau med 2022, hvor tallet var 26,3 millioner kroner.
I det hele taget er de fleste indberettede tal fra AKQA for 2023 meget tæt på dem, bureauet indberettede i 2022.
På bunden lagde AKQA Denmark i 2023 knapt 20,8 millioner kroner mod knapt 20,5 millioner året før.
Ifølge ledelsesberetningen i regnskabet er resultatet ”bedre end forventet som følge af vækst på nogle af de store kundebudgetter”.
Bureauet forventer ifølge ledelsesberetningen, at omsætning og resultat før skat forbliver ”på samme niveau i det kommende regnskabsår”.
WPP flytter lidt rundt
Navnet AKQA Denmark blev født i efteråret 2018, efter at det internationale digitale bureau AKQA købte det succesfulde danske ditto, Dis/Play, i august 2017.
Nøgletal for AKQA Denmark A/S 2023
Tal i millioner kroner, 2022-tal i parentes
- Bruttofortjeneste: 125,8 (120,2)
- Resultat før skat: 26,6 (26,3)
- Årets resultat: 20,8 (20,5)
- Egenkapital: 23,8 (23,1)
Kilde: cvr.dk
Bureauet er ejet af det internationale bureau-konglomerat WPP, som i 2020 valgte at lægge sine to bureaubrands Grey og AKQA sammen på globalt plan.
I Danmark er der dog ikke sket andet, end at bureauerne Uncle Grey i Aarhus og AKQA’s kontor samme sted er flyttet under samme tag på Hack Kampmanns Plads 1. De to bureauer bor fortsat hver for sig i København.
Samtidig opererer Uncle Grey og AKQA stadig som selvstændige brands i Danmark, ligesom de aflægger regnskaber i eget navn.
Uncle Grey er til gengæld lagt sammen med et andet WPP-ejet bureau, Ogilvy, i Danmark, og her er man i øvrigt netop udkommet med et imponerende regnskab.
AKQA Denmark beskæftiger omkring 135 personer fordelt på kontorer i København og Aarhus.