Der skal ikke længere være et skel mellem bureau og produktionsselskab.

Det mener det nystartede kreative bureau Schwung, der vil gøre op med den traditionelle model, hvor reklamebureau udvikler strategi og koncept og derefter produktionsselskab ind. Det er nemlig for tung, dyrt og utilfredsstillende, skriver Schwung i en pressemeddelelse, hvor de annoncerer deres opstart.

“Hastighed er afgørende i dag, hvor brands og bureauer sammen skal kunne tænke, agere og eksekvere hurtigt, når chancen for opmærksomhed byder sig. Men det kan både være svært og dyrt at løse, hvis man først skal gennem hele møllen fra reklamebureau til produktionsselskab”, skriver Schwungs ene CEO og partner, Heidi Keller.

Et moderne bureau skal i stedet være klar til at gribe og eksekvere idéer, når de opstår, fortsætter Heidi Keller, der kalder andre, nuværende setups for supertankere, hvor processer kan tage “et halvt år”.

“For viden og momentum risikerer at gå tabt. Derfor har vi valgt, at vi internt både rummer de kreative muskler fra et produktionsselskab og de strategiske og kommunikationsfaglige kompetencer fra et bureau i et lille og super fleksibelt setup,” skriver hun i pressemeddelelsen.

En genfødsel

Omend Schwung nu ser lyset første gang, er bureauet resultatet af en spaltning af virksomheden Berú, der bliver til de to selvstændige virksomheder Schwung og GoPublic.

Jesper Strebøl, der er Schwungs anden CEO og partner, definerer bureauet som et “produktionsorienteret reklamebureau”.

Hvis man skal sætte det på spidsen, kan man sige, at vi ikke er sat i verden for at lave pæne strategislides til skufferne. Vi er sat i verden for at sætte ting i verden, og derfor har vi prioriteret at have stærke produktionskræfter inhouse,” skriver Jesper Strebøl og tilføjer:

“Vi tror på, at det har mest værdi for vores kunder, når det vi laver sammen kommer ud at leve. Og det er
heldigvis også der, vi synes, vores arbejde er sjovest.”

Jesper Strebøl har tidligere været fagleder for kreativ kommunikation hos Dansk Industri, hvor han har været med til at lave strategien for organisationens nylige rebranding. Tidligere har han været strategisk rådgiver inden for branding og marketing hos reklamebureauet Advice.

Heidi Keller har de seneste syv år været en del af Berú, mens hun ligeson sin nye CEO in crime også har været på Advice.