Lad os tale om purpose. Eller rettere post-purpose. Hele marketing- og reklamebranchens yndlingsbegreb, som ingen rigtigt forstår, men alle elsker at starte en LinkedIn-krig over.

Men hvis du ikke lige er Thomas Kolster, Kim Jong eller en anden moderne post-purpose-guru, kan det godt være svært at navigere i en verden efter purpose.

Frygt ej. Markedsføring kommer dig her til undsætning med en guide til, præcis hvor frelst dit brand må sige, at det er. Så kan du kalde det purpose, post-purpose eller noget helt tredje.

1: Du sælger leverpostej

Ryk tilbage til start.

Din leverpostej er den billigste i markedet, så sats på det i stedet for eventyrfortællinger om glade grislinger eller hjerteformede alu-bakker.

Drop det ”why”, som den nu næsten udstødte purpose-guru Simon Sinek gjorde åh så moderne tilbage i 00’erne.

Lav så billig en pris på din svinelever som muligt og tæsk konkurrenterne med det. Du kan eventuelt krydre dit farvel til purpose med en kampagne, der sætter fokus på, at grøntsager er noget, du har en aftale med kaninerne om, at de spiser.

2: Du sælger tøj lavet i fjernøsten

Sæt tøjcontainere op til genbrug. Sy gamle klæder om til nye gevandter. Reklamér med, at dine produkter er veganske eller 100 procent økologiske eller produceret næsten uden vand. Slå dig løs.

Men pas på. For bag dit frelste ydre gemmer sig masser af historier om fabrikker, hvor børnearbejdere knokler til blodet sprøjter, og arbejdere bliver voldsomt underbetalt.

Så længe du kan styre uden om Bangladesh-skræmmehistorierne, kan du dog godt lykkes med at kommunikere, at dine fire årlige modekollektioner ikke belaster kloden unødigt.

3: Du er en moderne tech-virksomhed

Man kan bruge din app til at hente boller, der ellers var blevet smidt ud hos bageren. Dit sociale medie forbinder glemte venner og åbner verden. Dine nye briller med indbygget kamera og ansigtsgenkendelse kan hjælpe os med at finde ældre mennesker, der stikker af fra plejehjemmet.

Der er masser at prale med. Men skandalen lurer lige om hjørnet, hvis det viser sig, at alle dine brugeres oplysninger er blevet lækket til en kinesisk hacker – eller du har ødelagt valget i et af verdens største demokratier.

Sørg derfor for at have helt styr på datasikkerheden og fremmede magters indflydelse, før du hyper dig selv med din næste ungdommelige brandingkampagne.

4: Du er et reklamebureau

Du har det purpose, som dine kunder vil have, at du har. Men du vil så gerne have lidt mere.

Derfor laver du masser af pro-bono-kampagner, som du praler over med slet skjult ydmyghed (”ej, vi plejer ellers aldrig at fortælle om det her”), ligesom du gladeligt fortæller, at der er flere kvinder end mænd i din ledelse, og at der skal være flere af alle typer køn, farver og størrelser i din kreative, sjove og skæve biks.

Sandheden er dog, at det meste af din hverdag er fyldt med at designe skilte med slagtilbud på flæskesvær i Netto og støvsugere i Bilka.

Du lander lige i midten, hvor du ikke selv kan bestemme hvor meget purpose, du har.

5: Du er en skandinavisk møbel-virksomhed

Folk elsker dine stilrene, minimalistiske stole, dine kulørte pyntepuder og dine futuristiske lamper. Dine produkter kan holde i mange år. Og du har 1.000 certifikater, der sikrer, at alt er produceret af bæredygtigt træ fra skove, hvor alle træer bliver genplantet og krammet, før de fældes.

Du nægter at sætte prisen ned på Black Friday, og vi er også sikre på, at dine julefrokoster er kønsneutrale og krænkelsesfrie.

Du kan med andre ord godt skrue godt op for frelstheden.

Men højt at flyve, dybt at falde. Hvis dine certifikater ikke holder, hvis dine møbler heller ikke gør, eller hvis din stifter viser sig at være skattelykonge – så gør det nas.

6: Du er en NGO

Du redder fattige børn fra sultedøden, kæmper for at udrydde kræft eller malaria og gør alt for at udbrede ytringsfrihed, pressefrihed og andre friheder, som alle kan lide.

Kort sagt er du født med det ene formål at have purpose. Du er definitionen på det troværdige post-purpose.

Men vi risikerer at blive lidt trætte af dig. Prøv derfor at skrue en smule ned for det hellige. Og skru lidt op for håbet.

Vi vil gerne vide, at I gør en forskel i stedet for kun at gøre os kede af det med vanrøgtede dansebjørne. Vi ved godt, at I er gode. Vis os, at I også er vigtige.

7: Du er Patagonia

Du kan ikke gøre noget forkert. Hil dig, oh frelser.