I de sidste 16 måneder har det bæredygtige tøjmærke Patagonia ikke annonceret på Facebook. Og det kommer de heller ikke til i fremtiden, skriver virksomheden på LinkedIn.

Grunden til det er, at Facebook “spreder hadefuld tale og misinformation om klimaforandringer og vores (USAs, red.) demokrati”, som tøjmærkets CEO, Ryan Gellert, skriver.

Boykotten startede sidste år, hvor flere virksomheder besluttede sig for at trække deres annoncering fra Facebook for hele juli under hashtagget #StopHateForProfit. Dengang deltog blandt andre The North Face, REI og Upwork, men Patagonia valgte altså at forlænge deres stop.

Ifølge Ryan Gellert har beslutningen påvirket både Patagonia, men også de miljø-nonprofits, de støtter, økonomisk. Virksomheden skriver ikke i hvor stort omfang. Markedsføring har skrevet til Patagonia og spurgt, men de er ikke vendt tilbage inden deadline.

Profit over personer og planeten

Udmeldingen kommer i kølvandet på, at whistlebloweren Frances Haugen lækkede flere opsigtsvækkende dokumenter til The Wall Street Journal. Også Berlingske har beskrevet, hvordan verdens største sociale medie hiver brugerne ned i et hul af voldsforherligelse og konspirationsteorier.

Og de nye dokumenter har fået Ryan Gellert fra Patagonia til at bede andre virksomheder slutte sig til boykotten.

“Vi mener, Facebook har et ansvar for at sikre sig, at deres produkter ikke gør nogen skade, og indtil de gør, vil Patagonia tilbageholde vores annoncering. Vi opfordrer andre virksomheder til at slutte sig til os og presse Facebook til at prioritere mennesker og planeten frem for profit,” skriver Ryan Gellert på LinkedIn.

Indtil videre har Ryan Gellert lang vej igen. Mark Zuckerbergs kolos offentliggjorde for nyligt regnskabet for tredje kvartal af 2021, og kunne afsløre, at omsætningen er steget med 35 procent sammenlignet med samme kvartal sidste år.

Opleve patagonia på årets Digital Copenhagen konference

Læs mere