Da Aalborg Håndbold i den forgangne weekend spillede 15 års jubilæums play off mod Fredericia HK var det uden de vanlige sponsorlogoer og ryg-navne på trøjerne.
I stedet bar Thomas Arnoldsen, Niklas Landin, Juri Knorr, Simon Hald og alle de andre stjerner på holdet trøjer med FN’s Fødevareprogram på brystet og på ryggen navne på mennesker fra verdens 18 mest sult-ramte lande og deres flag – fra Den demokratiske Republik Congo og Madagascar til Syrien, Myanmar og Ukraine.
Aktiviteten ”In the Name of Hunger”, der med kampen også kunne ses på direkte TV, var orkestreret for FN’s Fødevareprogram af det kreative bureau Worth Your While, som for ganske nylig kunne fortælle, at man havde indgået et samarbejde.
Efter kampen blev spillernes trøjer signeret og bortauktioneret.
Og i løbet af auktionen blev der – via QR-koder og app’en ShareTheMeal, som blev promoveret under kampen – indsamlet over 220.000 kroner svarende til flere end 40.000 måltider mad.
Alle indsamlede midler går ubeskåret til FN’s Fødevareprogram.
" Jubilæer handler som regel om at se tilbage. Vi ville se på noget vigtigere.Morten Ingemann, CEO og partner, Worth Your While
”En stemme til mennesker, der ikke selv har en”
Aktiviteten på banen under selve kampen blev desuden understøttet af en række film på sociale medier, hvor enkelte af spillerne iført deres kampagnetrøjer også på deres egne platforme deler historien bag navnet på deres ryg.
Og det er en stolt Andreas Hansen, der er direktør før den nordiske del af FN’s Fødevareprogram, der i en pressemeddelelse kommenterer kampagnen.
”Aalborg Håndbold viser, hvad sport kan opnå, når man gør tingene rigtigt. Med denne aktivitet har spillerne givet deres store dag til mennesker, der ikke har sådan en.”
Artiklen fortsætter under billedet.
Jan Larsen, Aalborg Håndbolds direktør, supplerer:
”Vi kunne have nøjedes med at fejre os selv. Det gør man ofte til et jubilæum. Vi valgte noget andet – at bruge den platform, vi har bygget op, til at give en stemme til mennesker, der ikke selv har en.”
Hos Worth Your While, der er det kreative bureau bag aktiviteten, siger CEO og partner, Morten Ingemann:
“Jubilæer handler som regel om at se tilbage. Vi ville se på noget vigtigere. ”In The Name of Hunger” starter med en simpel, men ubehagelig sandhed: De navne, vi fejrer, er født et heldigt sted,” skriver han og uddyber:
”Vi ville bruge én aften – og nogle af de mest sete trøjer i dansk sport – til at give plads til de navne, der aldrig får det øjeblik.”
Se film om aktiviteten herunder.