Håndboldspilleren Rasmus Lauge, der har spillet 141 landskampe for Danmark, er ny brand-ambassadør for lyd- og sports-brandet Miiego.
Han er samtidig frontfigur i en ny kampagne, der går i luften i dag, fredag den 11. november, og bliver desuden ansigtet på flere andre aktiviteter frem mod herrernes håndbold-VM i Sverige og Polen i januar 2023.
Det fortæller Miiegos Chief Commercial & Operating Officer, Michael Panduro Lauge, i et interview med mediet Markedsføring.
Han er, som navnet antyder, i familie med håndboldstjernen, der blandt andet var med til at hente VM-guld til Danmark i 2019.
”Rasmus er min fætter, så er der er da nogle familiære bånd, der gør, at han var nemmere at række ud til end så mange andre. Men grunden til at vi valgte ham – og han valgte os – var mere, at vi har nogle fælles værdier, og at han kunne lide vores produkter” siger Michael Panduro Lauge og tilføjer:
”Han er helt nede på jorden, men samtidig ekstremt målrettet, dedikeret og ambitiøs. Det er vi også. Så det var lidt af en no brainer.”
Ændrede planerne
Michael Panduro Lauge siger til Markedsføring, at Rasmus Lauge får betaling for at medvirke i brandets konkrete kampagner, men han ønsker ikke at afsløre konkrete beløb.
Artiklen fortsætter under billedet.

”Vi betaler Rasmus for samarbejdet. Et beløb, der for Miiego er mange penge, men i forhold til, hvad han nok realistisk set skulle have haft for et sponsorat, så har vi på jysk gjort en virkelig god handel,” siger han.
Konkret bliver Rasmus Lauge frontfigur i stribe kampagner frem mod herrernes håndbold-VM i Sverige og Polen i januar 2023.
Men den kampagne, der går ud i dag, var pudsigt nok ikke på tegnebrættet.
”Han ville gerne have, at vi brugte hans ansigt i en lancerings-kampagne for netop det produkt, vi går ud med i dag,” siger Michael Panduro Lauge og tilføjer:
”Så det lyttede vi til. Det var ikke som sådan tungen på vægtskålen, men han sagde, at han i dén grad kunne stå inde for det produkt, så han syntes, det ville være fedt, hvis vi lavede en ekstra kampagne. Det var egentlig ikke planen, men det blev det.”
”Til fals for markedsføring”
Men altså udefra betragtet ligner det her jo lidt en fætter-aftale …?
”Det kan jeg godt forstå, du synes, men faktisk går min historie i Miiego kun et par måneder tilbage. Så derfor er aftalen med Rasmus ikke noget, vi har brygget på i lang tid, da jeg ligesom Rasmus har fulgt Miiego på sidelinjen,” siger Michael Panduro Lauge og tilføjer:
”Selv har jeg fulgt vores stifter og CEO, Christian Jeppesen, gennem mange år. Oprindeligt startede vi sammen i Arla og arbejdede kortvarigt sammen med Miiego i virksomhedens spæde start for +10 år siden”
Siden lavede de forskellige ting hver for sig.
" Valget af Rasmus har også en vinkel i forhold til vores ønske om ekspansion på særligt det tyske marked.Michael Panduro Lauge, Chief Commercial & Operating Officer, Miiego
”Men Rasmus og jeg talte sideløbende om, at det kunne være sjovt, hvis vi skabte et brand sammen på et tidspunkt, når han var ved at være færdig med håndbolden og jeg var et sted, hvor vi kunne mødes om noget fælles,” siger Michael Panduro Lauge og tilføjer:
”Og så havnede jeg her. Og så var det jo oplagt for sjov at sige til Rasmus, hvad så – dine værdier passer supergodt ind i Miiego, er det et produkt, du kunne se dig selv i, og ja, det var det.”
Ifølge den kommercielle direktør havde Rasmus Lauge ”som så mange andre ikke tænkt så meget over, hvad han proppede i ørerne.”
” Der har han nok været lige så meget til fals for markedsføring som alle andre. Store brands, ikke? Man tager noget i ørerne, som man ved, hvad er. Så det startede egentlig med, at vi sendte ham nogle produkter for at høre, om det var noget, han syntes var interessant at engagere sig i.”
”Har købt x antal 1000 styk”
Ifølge Michael Panduro Lauge har man ikke ”KPI’er som sådan”.
Det lytter Rasmus Lauge selv til
I forbindelse med kampagne-samarbejdet mellem Miiego og Rasmus Lauge bad virksomheden håndboldstjernen om at afsløre sin aktuelle playliste.
Han har samme med sin hustru Sabrina børnene Noah og Freja, så playlisten indeholdt på det tidspunkt dejlige sange som ’Mariehønen Evigglad’.
Børnenes numre blev dog pillet ud, da Miiego bad om en playliste, så hans Top 5 kom til at se sådan ud:
1: Higher Power – Coldplay
2: Alle skuffer over tid – Minds of 99
3: Sun Flower – Post Malone
4: Power – Kanye West
5: Funeral – Lukas Graham
”Vi er jo ikke så store, og der er ikke så mange, der kender os. Så jeg vil hellere vende den rundt og sige, at det, der er vores lille beskedne håb, det er at der er en masse mennesker, der via Rasmus’ kendte ansigt, kan få øjnene op for Miiego som brand,” siger han og tilføjer:
”At vi ikke bare er endnu et lydbrand, som så mange andre. Vi opfatter os selv som et lydbrand med specielt fokus på sport og en aktiv livsstil.”
Men Miiego har dog en enkelt KPI, tilføjer han:
”Ja ja, vi har da en KPI på det produkt, som Rasmus er vild med, og det er at vi har købt x antal 1000 styk og det kunne da være meget sjovt at have dem solgt, inden vi rammer nytår. Hvis vi har det, så ved vi, at det har været en succes at have et ansigt som Rasmus’ på.”
Og udlandet?
”Jo, men der er flere ting i aftalen. Valget af Rasmus har også en vinkel i forhold til vores ønske om ekspansion på særligt det tyske marked. Rasmus er et meget kendt ansigt i Nordtyskland, qua hans tid i Kiel og Flensburg. Så nogle af reklamefilmene er derfor faktisk også lavet på tysk,” fortæller Michael Panduro Lauge, der selv har været med til at tekste og oversætte. ”Større er vi ikke,” som han siger.
Se film med Rasmus Lauge her, hvor han fortæller om sit liv og sin karriere, og om hvad lyd på farten og under træningen betyder for ham.
Film og øvrigt marketingmateriale er udarbejdet i samarbejde med det lille bureau SkruOp.

For at se indholdet skal du acceptere cookies.
Opdater dine indstillinger