2020-udgaven af the TRUE award blev som så mange andre events sidste år aflyst – men i år bliver der fest.

Og netop i dag, onsdag den 27. oktober, sidder de 21 udvalgte jurymedlemmer og voterer for at finde frem til det bedste af det bedste inden for de seneste to års danske reklamefilm-produktion.

Som noget nyt har styregruppen bag prisen i år valgt at indsætte to eksterne profiler som jury-forpersoner.

”Vi skifter alle jurymedlemmerne ud hvert år, men tidligere har formandskabet været medlemmer af the TRUE awards styregruppe. Det har vi ændret på i år og valgt to forpersoner udefra, nemlig Clara Prior-Knock, kreativ direktør hos Uncle Grey, og Markus Ahlm, Partner & Agency Producer hos Colony,” skriver Mette Sig, der er festivaldirektør for TRUE award, i en mail til Markedsføring.

Om the TRUE award

The TRUE award har eksisteret siden 2007, og det er Producentforeningens eventafdeling, der sammen med styregruppen arrangerer prisfestivalen.

Kreativitet & Kommunikation er blandt prisens samarbejdspartnere.

Det er den eneste prisuddeling i Danmark, der udelukkende fokuserer på reklamefilm.

Et særligt kendetegn ved the TRUE award er, at det ikke blot er den gode idé og den effektive reklamefilm, der hyldes, men også de fagligheder, der er hele grundlaget for gode film: instruktion, foto, klip, lyddesign, VFX, production design, animation og color grading.

Juryen som helhed er håndplukket af the TRUE awards styregruppe.

Og de 21 udvalgte har den seneste måned knoklet benhårdt med at se og vurdere de 336 tilmeldte reklamefilm, oplyser awardshowets ledelse.

Den ene af de to jury-forpersoner, Markus Ahlm, siger i en pressemeddelelse fra the TRUE award, at han er yderst imponeret over det danske niveau:

“Overgår de svenske”

”Så mange indsendelser og så høj kvalitet. Jeg må sige, at jeg er dybt imponeret over niveauet af danske reklamefilm. Det overgår de svenske.”

De 336 indsendelser, hvilket er rekord for awardshowet, dyster i år i 20 forskellige kategorier, herunder Grand Prix og Publikumsprisen.

Fire nye kategorier er kommet til – blandt andet The Truly brave og The True humor in film – enkelte andre er udgået eller justeret.

Men uanset kategori, så er jury-forperson Clara Prior-Knock ikke i tvivl om, at alle indsendelser er i kompetente hænder, siger hun i meddelelsen:

“Juryen består af virkelig dygtige og erfarne folk, så jeg glæder mig supermeget til at blive inspireret og til at sætte gang i de faglige diskussioner sammen med Markus. Det bliver fedt at få en masse forskellige og nye perspektiver på de arbejder, man selv synes, man kender så godt.” 

De nominerede til the TRUE award 2021 offentliggøres i begyndelsen af november, og selve festen med kåring af årets vindere løber af stablen den 17. november på Bremen i København.

Se juryen ved the TRUE award 2021 her

Clara Prior-Knock (forperson), kreativ direktør hos Uncle Grey
Markus Ahlm (forperson), ECD Hos McCann Sverige og partner hos Colony
Uffe Bryld, Senior Lead Producer hos LEGO Agency Film Production
Lea Flodgaard, Art Director hos &Co.
Miriam Plon Sauer, Executive Strategy Director, EMEA hos AKQA
Mikkel Elung, kreativ direktør hos PONG
Nadia Marquard Otzen, instruktør Hos New Land
Adam Wallensten, filmfotograf 
Morten Peglau, producer hos Octopuss
Chaga Signe Bruun, Creative Director hos TV 2 Creative
Kate Kagawa, Producer hos Kind Film
Naomi Albech, Director, Content Production, hos Pandora
Anders Singh Vesterdahl, Founder & Composer hos 10db
Meeto, instruktør hos Kind Film
Anders G. Holvøe, Director, Head of Marketing & Digital hos Telenor Danmark 
Susanne Bjærge, kampagneleder hos Kræftens Bekæmpelse
Sunit Parekh, Creative Director & Founder samt VFX Supervisor hos Hydralab
Louis Pilmark, Creative Director hos Brandhouse/Subsero
Sara Chloé Cantor, Strategic Director at Music & Brands, Universal Music Group & Def Jam Recordings
Sabine Hviid, Production Designer 
Jenna Mangulad, klipper