Der er en lille tilbagegang på både toppen og bunden hos bureauet Help i spritnyt regnskab.
Overskuddet lander dog stadig på et tocifret millionbeløb og lyder helt præcist på 10,7 mio. kr i 2023 mod 12 mio. kr året før. Det vækker stor tilfredshed hos bureauet lyder det fra partner i bureauet, Charlotte Correll.
”Jeg er tilfreds med resultatet. Det er et resultat med mere end 10 millioner på bunden, så det er rigtigt godt. Men i 2023 har vi også set på flere vækstkurver hos Help. Hos os er økonomien en tredjedel af vores samlede succes. De to andre fokuspunkter er bureau-udvikling, og at vi er en god arbejdsplads for medarbejderne. Og de to sidste ting har vi investeret rigtigt meget i,” siger hun.
Det er særligt set i det lys, at resultatet er tilfredsstillende for ledelsen på bureauet.
”2023 har virkelig været et udviklingsår for Help. Vi har arbejdet meget fokuseret på at implementere en ny strategi og udvikle os som bureau. Det har krævet tid og ressourcer, blandt andet til at opbygge nye forretningsenheder,” siger Charlotte Correll.
Hvilke enheder er det?
”Det ene er events, kreative koncepter og influencer marketing,” siger partneren og tilføjer:
”Og den anden er digital content. Det er video, grafisk indhold og SoMe-eksekveringer samt rådgivning. Det skal virkelig manifestere sig i vores forretning fremadrettet.”
Samtidig har Help i 2023 også lanceret en ny visuel identitet, der skal understrege bureauets nye strategi.
”Vi har også investeret i at udvikle en ny identitet for bureauet netop for at gøre os kendte for andet end kommunikationsrådgivning i markedet,” siger Charlotte Correll.
Arbejdsstyrken er steget markant
Imens bunden faldt med godt 1,3 mio. kr hos Help, faldt man med godt 600.000 kroner i bruttofortjeneste. Til gengæld er antallet af medarbejdere steget markant fra godt 20 til 26.
Netop det er også et udtryk for, at der er skruet op for typen af forskellige kompetencer hos Help.
”Vi udvikler bureauet, fordi markedet og kunderne kræver det. Vi vil også gerne være en arbejdsplads, hvor vi udvikler os fagligt, og derfor har vi haft et stort fokus på at udvikle Help til bureauet, hvor vi er de gode historiefortællere. Men nu behøver det ikke længere kun udkomme i en pressemeddelelse,” siger Charlotte Correll.
Hvorfor er der brug for, at I kan mere end PR-rådgivning og -arbejde?
”Mediebilledet ændrer sig, så vi skal udkomme med historien der, hvor den møder modtagerne bedst. Det er ikke længere kun via pressen, det kan også være på digitale kanaler eller med fysiske aktiveringer. Vi udvikler os i den samme retning som markedet.”
Er det også for at fremtidssikre bureauet?
”Ja, det er klart. Men i fremtidssikre kan der også ligge, at man gør noget, fordi man er ved at gå nedenom og hjem. Men det er vi ikke. Vi kunne godt have fokuseret skarpt på PR, fordi vi er et af de bedste bureauer til det i Danmark. Men vi går en anden vej for at stå stærkere og tage en større del af markedet,” siger hun.
Trivsel på linje med økonomi
Det var Charlotte Correll, der som ny leder hos Help selv for et par år siden bragte trivsel og udvikling på banen som lige så væsentlige parametre for bureauet som vækst.
Derfor har det også været et år, hvor hun virkelig har kunnet mærke, at hun har haft noget på spil som leder.
”Det har også været et stort udviklingsår for mig som leder. Og det har været fedt at se den nye kongstanke udfolde sig i Help, hvor de bløde værdier spiller sammen med de økonomiske værdier. Og at se medarbejderne tage positivt i mod det,” siger hun.
I 2023 har Help blandt andet nedsat et trivselsteam blandt medarbejderne, der fokuserer på at styrke det sociale sammenhold med events og fester på bureauet. Derudover har bureauet også indført fødselsdagsfri, og samlet set oplever partneren, at der er blevet taget godt imod tiltagene.
”Jeg er overrasket over, hvor godt folk har taget imod de tiltag. Det er fedt at se, at folk er glade for det. Og vi gør det også, fordi vi tror på, at det smitter af på resultatet og de produkter, vi leverer til kunderne. Vi kan ikke være et high-performance-bureau, hvis ikke medarbejderne trives.”
Hvordan måler I faktisk på, om det går godt med trivslen?
”Vi måler på trivslen kvartalsvis, hvor vi sender en uformel spørgeramme ud til medarbejderne. Det er vigtigt for os at måle på de her ting, så vi hele tiden kan tilpasse os teamets trivsel,” siger hun.
Charlotte Correll erkender dog, at det også har været et år med udfordringer som ung leder.
”Det er udfordrende både at udvikle et bureau ud fra en ny strategi og også holde en økonomisk kurve. Samtidig med, at vi skal have medarbejderne med på rejsen. Det har været en kæmpe opgave og langt større, end vi her i ledelsen kunne forudse for et år siden. Så det har krævet meget arbejde og meget fokus fra vores side. Men det har også været sjovt,” siger hun.
Hvad har du selv lært af det seneste år?
”Jeg har lært, hvor vigtigt det er som leder, at man først og fremmest kommunikerer internt og får sine medarbejdere med på den udvikling, man sætter gang i. For hvis ikke medarbejderne er motiverede af den strategi og udvikling, vi har sat gang i, så kan det ikke lade sig gøre.”