I alt fem kandidater er i spil, når Social Media of the Year i Danmark for første gang bliver kåret den 1. december i Aarhus i forbindelse med konferencen Social Media Manageren.
Ud af 25 indstillinger er fem kandidater blevet shortlistet. Der er tale om:
- Krifa: For med modig markedsføring at sikre øget medlemsvækst til en ellers traditionelt støvet, faglig organisation.
- Dansk Sygeplejeråd: For at sikre øget opbakning til Dansk Sygeplejeråd gennem SoMe.
- Liberal Alliance: For nytænkning af den politisk kommunikation udover politikerselfies med mandater til følge.
- Sundhedsstyrelsen: For guidende, instruktivt og motiverende indhold, der var med til at sikre, at cirka 90 procent af befolkningen blev vaccineret.
- Søstrene Grene: For at skabe Danmarks måske største SoMe-community, der med aktiv involvering skaber massivt mersalg.
Fra juryformand og adm. direktør i Dansk Markedsføring, Thomas Wahl, er der stor tilfredshed med kandidatfeltet.
”Det er første gang, vi uddeler prisen, så jeg er meget tilfreds både med antallet af indstillinger og spredningen, men især kvaliteten blandt langt de fleste indstillinger. Shortlisten vidner om en stor diversitet i indstillinger med plads til både den klassiske retailer, et politisk parti, faglige organisationer samt en offentlig instans,” lyder det fra Thomas Wahl.
Om begrundelsen for at indstifte prisen, der bliver uddelt af Dansk Markedsføring og Erhvervsakademi Aarhus, har det tidligere lydt fra Thomas Wahl, at det var på tide at hylde landets SoMe-specialister.
”Lige så godt, som det kan gå, hvis du agerer fornuftigt på sociale medier, lige så galt kan det gå. Vi har set eksempler på genial community-håndtering og SoMe-kampagner, men vi har også set eksempler på det modsatte. Det er også derfor, prisen sætter fokus på koblingen mellem organisationen, strategien og den måde, SoMe-teamet agerer på. Hvis de to ting ikke hænger sammen, kan du komme rigtigt galt af sted,” har Thomas Wahl tidligere sagt til mediet Markedsføring.