Lurpak er det fødevarebrand i Danmark, der nyder allerstørst tillid fra forbrugerne. Sådan lyder det i en ny, stor analyse lavet på baggrund af tillids-analyseværktøjet TrustTracker.
Lurpak er netop blevet kåret som det mest tillidsvækkende fødevarebrand på konferencen ”Hvordan omsætter du indsatser på bæredygtighed til værdi?”, som er blevet afholdt af Mærkevareleverandørerne.
TrustTracker har på baggrund af svar fra danske forbrugere analyseret og rangeret de 50 største fødevarebrands i Danmark. Og det er på den baggrund, at Lurpak vinder.
Skiller sig ud på kvalitet
Det er især på ”kompetencer” – det vil sige kvalitet og pris på produktet – at Lurpak skiller sig ud.
Om TrustTracker
TrustTracker er ejet af EIT Food, der er støttet af EU og lavet af marketingforskere fra Aarhus Universitet, University of Reading, KU Leuven, Warszawa Universitet og EUFIC. TrustTracker er baseret på data, der er blevet indsamlet fra mere end 20.000 forbrugere i 18 europæiske lande.
Samtidig er Lurpak også et brand, forbrugerne opfatter som havende stor åbenhed. Ligeledes oplever forbrugerne, at brandet viser relativt stor omsorg over for omverdenen.
Og det er den kombination, der sætter Lurpak absolut på top.
”Dette gør, at Lurpak formår at være et allemandsbrand. Det formår at få alle med, da de har høj tillid blandt alle fødevare-livsstils segmenter; foodies, conservatives, adventurous, moderates og uninvolved. Det samme gælder alder,” lyder det fra Benjamin Heco, der står bag TrustTracker i Danmark.
”Lurpak har dermed ikke blot den højeste tillid, men også den højeste loyalitet blandt topbrands. Og det er den mærkevare, forbrugerne har de mest positive holdninger overfor. Det har kæderne nok opdaget, og de bruger det tit som slagtilbud,” forklarer han.
TrustTracker-undersøgelsen viser blandt andet, at Lurpak har 20 procent større tillid hos forbrugerne end den nærmeste konkurrent – og 40 procent mere tillid end gennemsnittet blandt de 50 største fødevarebrands i Danmark.
Bæredygtig branding betaler sig
Markedsføring har tidligere skrevet om de resultater, der er kommet ud af TrustTracker i Danmark.
Her lød det blandt andet, at brands med bæredygtig kommunikation reelt kan rykke forbrugernes køb og på den måde få mere på bundlinjen.
Det kan du læse meget mere om i artiklen her.