Har den fysiske butik overhovedet en fremtid, når alt kan købes på nettet?

Svaret er ja, viser specialet ”It’s Playtime In The Toy Store”, som er skrevet af Nina Persson og Lena Seybold og vejledt af professor Sascha Steinmann fra Aarhus BB.

Specialet modtog torsdag aften Commercial Excellence-prisen, som hædrer et speciale, der kan forbedre virksomheders kommercielle resultater. Prisen uddeles af Dansk Markedsføring i samarbejde med Dansk Markedsføringsforsknings Pris. Med prisen følger 25.000 kroner.

Solid teori og klare konklusioner

Nina Persson og Lena Seybold har i det prisvindende speciale undersøgt den fysiske butiks værdi med udgangspunkt i legetøjsbranchen, som netop er en af dem, der udfordres af onlinesalg.

”Specialet vinder, fordi det arbejder med et højaktuelt emne, anvender solid og anerkendt teori på en ny problemstilling, er bygget på velgennemført empiri og fører til klare konklusioner, som påviser forbindelsen med salgskanal, forbrugeradfærd og virksomhedens profitabilitet,” lød det i pristalen fra jurymedlem Klaus G. Grunert.

Specialet trækker på teorien om ”environmental psychology”, som belyser de emotionelle reaktioner, som kunderne har i en butik, og hvordan man kan skabe oplevelser for kunderne ved at indrette butikkerne, så man interagerer med produkterne.

”De butikker, der indbyder til oplevelser i interaktion med produkterne, fører til anderledes emotionelle reaktioner, der fører til anderledes købsadfærd og i sidste ende højere profitabilitet. Specialet kommer dermed hele vejen rundt fra butiksdesign via køberadfærd til virksomhedens performance,” sammenfattede Klaus G. Grunert på scenen.

Tre nominerede projekter

Der var tre nominerede til Commercial Excellence-prisen. De andre nominerede var:

  • Martin Nilssen Blytt og Sara Lisa Magdalena Gynnerstedt for specialet ”Measuring the Immeasurable”, som handler om at reducere den usikkerhed, som er knyttet til de kommercielle relationer. Specialet fokuserer på at den viden, man har hos salgspersonalet i en virksomhed, kan kvantificeres og integreres i CRM-systemet.
  • Adam Brønnum Schou og Lasse Fonnesbek Drustrup for specialet ”Toward Uncovering Hidden Customer Profitability” undersøger de markedstilbud, som kombinerer fysiske produkter og serviceydelser. Med større servicekomponenter opstår nye udfordringer, og i specialet undersøges en virksomheds praksis til at vurdere kundernes profitabilitet, ligesom der præsenteres en tilgang, som integrerer produkt og service.

De to andre nominerede modtager hver 10.000 kroner.

Juryen består af:

  • Kristian Krapper, General Director & Head of Sales Nordic & Baltic Markets, CitNOW (juryformand)
  • Carsten Wandorf, CEO, Fritz Schur Consumer Group
  • Thomas Ritter, Professor of Market Strategy and Business Development, CBS
  • Klaus G. Grunert, Professor of Marketing Specialist in Food and Consumer Behaviour, Aarhus Universitet
  • Jens Thrane-Møller, CEO og Partner i Marketsquare A/S