HiFi Klubben har indgået aftale med det kreative bureau Brandhouse, som fremover bliver lyd-virksomhedens lead-bureau.
Det oplyser bureauet i en mail til Markedsføring.
Det nye partnerskab markerer ifølge mailen ”begyndelsen på en ny indsats for at løfte brandets relevans og vinde større andele på tværs af Norden og europæiske markeder”.
Og ifølge HiFi Klubbens CMO, Rasmus Alstrup, bunder beslutningen om at få sat en tydeligere retning for brandet blandt andet i, at ”lyd- og elektronikmarkedet er præget af hård konkurrence, uigennemskuelig tilbudskrig og et væld af tekniske muligheder som er svære at navigere i for forbrugerne”.
”HiFi Klubben har altid skilt sig ud i Danmark for vores attitude og kompromisløse kærlighed for lyd. Nu er tiden kommet til at styrke vores fortælling og vores brandposition tydeligt i Norden og i de europæiske fokusmarkeder Tyskland og Holland,” udtaler han i mailen og tilføjer:
”Brandhouse har vist en stor forståelse for, hvor vi kommer fra – og en stærk tilgang til det arbejde, vi skal i gang med, for at vores brand står endnu stærkere.”
Artiklen fortsætter under billedet.
Vil ruske lidt op i målgruppen
Det første fælles initiativ under samarbejdet er den nye vinterkampagne, som ifølge mailen tager fat i en central indsigt: ”At mange forbrugere over tid har vænnet sig til middelmådig lyd – uden helt at opdage, hvordan de er gået på kompromis”.
Kampagnen skal minde forbrugerne om, hvad lyd betyder for dem, for at genaktivere et behov, der for mange er gledet i baggrunden, forklarer Felix Binggeli, group client director på Brandhouse, i en opfølgende mail.
”Musik og lyd af god kvalitet betyder meget for målgruppen, men bliver af mange nedprioriteret ubevidst i takt med at livet og hverdagen tager over. Vi vil gerne ruske lidt op i dem og minde dem om, at de skal genfinde deres kærlighed til lyd og ikke lade sig nøjes,” siger han.
Parterne ønsker ikke at oplyse, hvilken budgetramme man arbejder med, men i forhold til de vigtigste KPI’er, lyder det fra Felix Binggeli:
”For kampagnen er det vigtigste at skabe og aktivere målgruppens behov for god lyd – især op mod årets sidste måneder og jul, som er særligt vigtige for salget,” siger han og uddyber:
”Men den skal også minde forbrugerne om, at HiFi Klubben er den naturlige destination for dem, der ønsker god lyd og rådgivning – uden at skulle betale mere.”
" Vi er i gang med at forme, hvordan HiFi Klubben skal stå endnu tydeligere i fremtiden.Rasmus Alstrup, CMO, HiFi Klubbens
Ser stort potentiale
Kampagnen udrulles i Danmark, Norge, Sverige, Holland, Finland og Tyskland på tværs af digitale kanaler, film, og kommunikation på og i HiFi Klubbens omkring 100 butikker.
Og ifølge Felix Binggli er potentialet stort:
“HiFi Klubben er på mange måder et ikonisk brand. En organisation formet af en passioneret kultur, og en kæde der altid har haft et unikt værditilbud – og endda tradition for modig og markant kommunikation,” siger han og tilføjer:
”Det DNA glæder vi os til at bygge videre på – ligesom vi glæder os til at hjælpe HiFi Klubben med at give endnu flere forbrugere den lyd de fortjener.”
For HiFi Klubbens CMO er der heller ingen tvivl om, at ambitionerne er høje:
“Kampagnen er et stærkt afsæt, men det er en del af en større udvikling. Vi er i gang med at forme, hvordan HiFi Klubben skal stå endnu tydeligere i fremtiden,” siger Rasmus Alstrup.
Se vinterkampagnefilmen fra HiFi Klubben her.