OPDATERET: Epica Awards har offentliggjort årets shortlister, og for Danmark er det blevet til 12 shortlister fordelt på ni cases.

I front lægger Marketsquare, Mensch og færøske Sansir samt instruktør og kreativ producer Thomas Fink sig.

Marketsquare er shortlistet tre gange for tre forskellige cases.

Dels for to Ikea-kampagner, The Sleepmode Campaign og Mattres Deposit, som begge vandt priser ved Cresta Awards i september, og dels for Toyota-kampagnen Toyota Relax, der blev lanceret i foråret, og som blev så stor en succes, at den siden er rullet ud i Europa.

Mensch og Sansir er også shortlistet tre gange – alle tre gange for den seneste Visit Faroe Islands-kampagne Self Navigating Cars.

Og så er instruktør og kreativ producer Thomas Fink shortlistet to gange for Novo Nordisk filmen ’The Broken Heart’.

Hertil er &Co. shortlistet for Pass it on-kampagnen for Europa Parlamentet, Publicis er shortlistet for Hørt-kampagnen for Børns Vilkår, Blame Studios for Red Barnet-kampagnen One Minute of Silence, Ogilvy og Copenhagen Capacity for casen Life Quality Insurance.

Og sidst, men ikke mindst, er Kenneth Kaadtmanns Attaboy shortlistet for casen Drop the rithm for kommunikationsmuseet Enigma.

Samlet er 458 cases kommet igennem det første nåleøje 

Fine danske resultater

Med 13 shortlister ved Epica Awards 2025 er det gået en smule frem for danske cases i forhold til 2024, hvor der var ni styk. 

Om Epica Awards

  • Epica Awards har eksisteret siden 1987 og er gennem årene blevet til en global pris. I år med indsendelser fra lande som Uzbekistan, Thailand, Singapore og Australien

  • I modsætning til de fleste andre awardshows i den kreative verden er det ikke hverken kreative, producenter eller andre brancheprofiler, der bedømmer det indsendte arbejde – det gør i stedet journalister og redaktører fra den internationale fagpresse – herunder Markedsføring
  • De enkelte jurymedlemmer har dog ikke adgang til hverken at se eller stemme på indsendelser fra eget land.

Kilde: Epica Awards

Men vi er ikke oppe på tidligere tiders tal: I 2023 var der således 20 danske shortlister, mens vi i 2022 holdt decideret shortliste-fest med 32 styk.

Historisk har danske cases dog gjort det ganske godt ved Epica-festivalen, når det kommer til priser.

Sidste år blev det til fem danske priser, herunder en enkelt guld til Mensch og den tidligere massivt prisbelønnede CopenPay-case for Wonderful Copenhagen.

I 2023 blev de 20 shortlister vekslet til 10 priser – alle af sølv eller bronze, og i 2022 blev det til guld til TV 2’s ‘Københavnerbænken’ og til Virtues ‘Backup Ukraine’.

Og i 2021 markerede & Co. sig med den første danske Epica-Grand Prix siden 2013 samt to gange guld for “Hjelm har alle dage været en god idé” for Rådet for Sikker Trafik.

Oveni fik de også guld til den meget omtalte “What is truly Scandinavian” for SAS og blev kåret som Årets Bureau.

Du kan se alle shortlister her – og de 13 danske Epica-shortlister herunder. Vinderne afsløres den 16. og 17. december.

Artiklen er opdateret onsdag 26. november klokken 11.32 med en ekstra shortliste til &Co.’s Pass it on-case for Europa Parlamentet, red.

MARKETSQUARE

Toyota Relax
Toyota
Automotive

The Sleepmode Campaign
Ikea
Public Interest – Mental Health & Well-being

Mattress Deposit
Ikea
Public Interest – Environment

MENSCH og SANSIR

Self Navigating Cars
Visit Faroe Islands 
Transport & Tourism

Self Navigating Cars
Visit Faroe Islands 
Cultural Insights 

Self Navigating Cars
Visit Faroe Islands 
Public Relations

THOMAS FINK

The Broken Heart
Novo Nordisk
Public Interest – Health & Safety 

The Broken Heart
Novo Nordisk
Commercial Direction

&CO.

Pass it on
EU Parlamentet
Political Advertising & Lobbying

PUBLICIS

Ticket out of the Dark (’Hørt’)
Børns Vilkår 
Media Innovation – Alternative Media

OGILVY

Life Quality Insurance
Copenhagen Capacity
Public Services

BLAME STUDIOS

One Minute of Silence
Red Barnet
Public Interest – Humanitarian Aid

ATTABOY

Drop the rithm
Enigma Museum of Communication
Recreation & Leisure

Redaktionen: Mediet Markedsførings journalist Susanne Ingemann Terney er jurymedlem ved Epica Awards. Hun har ikke haft adgang til hverken at se eller vurdere de danske indsendelser. Hun kan heller ikke stemme på danske finalister, når priserne skal fordeles i anden afstemningsrunde.