Garn og persondata lyder umiddelbart som to ord fra vidt forskellige planeter.
Men garnvirksomheden Hobbii er lykkedes med at kombinere de to ord. Med garn, strikkepinde og opskrifter på cardigans er det lykkedes den danske virksomhed at skabe en kundeklub med over to millioner internationale medlemmer. På under tre år.
Samtidig modtager mere end fire millioner potentielle kunder deres nyhedsbrev.
“Det er lykkedes, fordi vores kunder er utroligt passionerede omkring deres hobby, og vi sørger for at tappe ind i deres hobby med alt vores content,” siger Marianne Colding Oxholm, der er Head of CRM og Retail Marketing hos Hobbii.
USA og Tyskland udgør virksomhedens største markeder, de udgør henholdsvis lidt over 17 procent og 14 procent af kundeklubbens medlemmer. Danmark er fjerdestørst med lige over ni procent af medlemmerne.
Content locking er centralt
Hos Hobbii giver kundeklubben mulighed for at gemme strikke- og hækleopskrifter, produkter, regninger og holde styr på point, der kan bruges i pointshoppen.
“Vi kan se, at medlemmerne primært bruger platformen til at gemme deres yndlingsopskrifter og -produkter,” siger Marianne Colding Oxholm.
Hvad kan andre lære af jer?
“Noget af det basale, vi gør, er, hvordan vi bruger content og content locking til at få medlemmer i kundeklubben. Når du vil downloade en opskrift hos os, kommer der eksempelvis en pop-up, der beder dig melde dig ind i kundeklubben,” siger Marianne Colding Oxholm.
På samme måde har Hobbiis hjemmeside en community-del, hvor man blandt andet kan like, dele og kommentere på andres opslag.
“Så snart du vil dele noget, trigger det en pop-up om, du vil melde dig ind i kundeklubben,” siger Marianne Colding Oxholm.
Bingo og abonnement
Marianne Colding Oxholm kom til Hobbii fra YouSee i 2020. Hovedopgaven lød at få gang i garnvirksomhedens email automation. De startede med 1,7 millioner modtagere, i dag har de over fire millioner.
“Mit team står for 23 procent af omsætningen via email. Det er lykkedes med databaserede trackers på blandt andet, hvornår du sidst har foretaget et køb, om du har downloadet opskrift på hækling eller strikning og win back. Og kundeklubben har kun gjort det nemmere for mig,” siger Marianne Colding Oxholm.
Derudover har Hobbii et ugentlig online bingo-arrangement med 35.000 deltagende. Ifølge Marianne Colding Oxholm øges bingospillernes basket size med 40 procent.
Fremadrettet vil Hobbii gør mere ud af sin communityløsning samt udvikle yderligere på sin abonnementsløsning, Hobbii-plus.