”Fra flere medarbejdere, der var gået til deres leder, fordi de havde haft stresssymptomer, hørte vi, at lederen ikke altid var klædt på til at forstå og løfte problematikken. Og derfor var der var nogen, der havde haft nogle uheldige oplevelser.”
Sådan lyder det fra Lene Breitenstein, der er People Partner i GroupM, hvor hun de sidste to år også har ledet arbejdsgruppen Mental Health Track.
Mental Health Track blev stiftet i 2021 for at sætte fokus på mentalt helbred blandt bureaugruppens medarbejdere. Og siden har GroupM set et fald i antallet af medarbejdere, der er ramt af stress i længere tid. Det viser helt nye tal fra gruppen.
Ifølge Lene Breitenstein fandt man i arbejdsgruppen hurtigt ud af, at der både blandt medarbejderne og ledere i GroupM var en generel usikkerhed om, hvordan man skulle agere i tilfælde af stress.
GroupM's tiltag mod stress
Gennem de sidste to år har arbejdsgruppen Mental Health Track, anført af Lene Breitenstein, fået gennemført en række initiativer, så GroupM er bedre til at holde øje med, tage hånd om og håndtere stress.
Blandt andet:
- Obligatorisk stressforebyggende lederkurser, som nu afholdes årligt og er et fast element i bureaugruppens træning af nye ledere.
- Udarbejdet stress-guides, der skal gøre det klart for både medarbejdere, kollegaer og ledere, hvad de hver især skal gøre, hvis stress rammer.
- Tilknytning af mental health/stress-coaches på tværs af GroupM, hvor kolleger kan tage en fortrolig snak om det, der fylder.
- Tilbud om ’Workload-træning’ for alle kolleger, hvor der via hands-on træning gives en række tips og tricks til, hvordan medarbejdere bedst muligt håndterer både projekter, mails og sin kalender i en travl hverdag.
- Løbende Mental Health Surveys blandt alle medarbejdere, der tager stress-temperaturen i gruppen og giver et pejlemærke i forhold til, om de eksisterende initiativer virker efter hensigten.
- Et særligt fokus på medarbejdernes mentale sundhed i uge 41, hvor alle ansatte i GroupM i Norden om fredagen får en ekstra fridag, som de hver især kan bruge på det, der giver dem et mentalt pusterum.
”Vi kunne se, at der var et udtalt behov for, at vi fik sat ind – og fik lavet tydeligere retningslinjer for rollefordelingen og ansvarsfordelingen i gruppen, når stress rammer,” siger Lene Breitenstein.
Stressguides og hård branche
Siden oprettelsen af Mental Health Track-initiativet har man i bureaugruppen, der i dag tæller 541 medarbejdere, iværksat en lang række initiativer, der skal dæmme op for stress.
Blandt andet, fortæller Lene Breitenstein, har man sendt alle ledere på stresskursus, så de bedre kan gribe medarbejdere med stressudfordringer.
”Og vi har udarbejdet stress-guides, der skal gøre det klart for både medarbejdere, kolleger og ledere, hvad de hver især skal gøre, hvis stress rammer,” tilføjer hun.
Samtidig måler man som del af initiativet også stressniveauet i bureaugruppen. I den første måling, som gruppen lavede i 2021, svarede 54 procent af medarbejderne, at de havde oplevet stress, mens de har arbejdet i GroupM-regi.
”Vi blev overrasket over, at tallet var så højt,” siger Lene Breitenstein.
Men, tilføjer hun:
”Vi vidste jo samtidig godt, at vi arbejder i en branche, hvor det ikke er et særsyn, at folk går ned med stress. Så med målingen fik vi underbygget vores formodning om, at der også hos os var folk, der var ramt af stress, hvilket betød, at den øverste ledelse fra starten bakkede 100 procent op om, at det her var noget, der skulle gøres noget ved.”
Langvarige stress-symptomer styrtdykker
Nu hvor Mental Health Track-initiativet har kørt i to år har Lene Breitenstein netop fået tallene fra GroupsM’s tredje stressmåling.
Og generelt er der en positiv udvikling i forhold til stress hos medarbejderne i bureaugruppen på en række parametre. Blandt andet er andelen af medarbejdere, der ”har tillid til, at virksomheden hjælper mig, hvis jeg rammes af stress” steget fra 63 procent i september 2021 til 79 procent i september i år.
Blandt de positive tal fremhæver Lene Breitenstein især, udviklingen i besvarelser på spørgsmålet: ”Hvor længe varede/har dine stresssymptomer varet?
I 2021 svarede 42 procent af de medarbejdere, der havde oplevet stress, at deres stresssymptomer varede i mere end 1 måned. Det er i år faldet til 36 procent.
”Det er jo ikke sådan, at vi ser et drastisk fald, men det er meget positivt, at kurven er nedadgående. Det giver mig belæg for at påstå, at vi er blevet bedre til at tage tingene i opløbet.”
På et parameter går det dog værre. I 2021 var der 54 procent i gruppen, der angav, at de havde oplevet stressymptomer på arbejdet. I 2023 var det steget til 61 procent. Det gør kun fokus på stress i gruppen vigtigere, siger Lene Breitenstein.
”Dette tager vi selvfølgelig meget alvorligt, da det er den forkerte udvikling, men det understreger også, hvorfor det er så vigtigt, at vi fortsat holder fast i vores initiativer og samtidig sørger for at implementere yderligere tiltag med fokus på stress-forebyggelse,” siger Lene Breitenstein.
Udviklingen i stress hos GroupM
Jeg har tillid til, at virksomheden hjælper mig, hvis jeg rammes af stress
2021 – 63% (agree)
2023 – 79% (agree)
Jeg ved, hvad jeg skal gøre, og hvor jeg skal henvende mig, hvis jeg oplever stress på arbejdspladsen?
2021 – 48% (agree)
2023 – 75% (agree)
Jeg føler mig tryg ved at tale med min leder om stress?
2021 – 66% (agree)
2023 – 75% (agree)
Har du oplevet stress-symptomer, mens du har arbejdet i gruppen?
2021 – 54% (yes)
2023 – 61% (yes)
Hvor længe varede/har dine stresssymptomer varet?
2021 – stress symptomer i mere end 1 måned = 42% (ud af de medarbejdere der har oplevet stress symptomer)
2023 – stress symptomer i mere end 1 måned = 36% (ud af de medarbejdere der har oplevet stress symptomer)
Kilde: Stressmåling i GroupM. Målingen er foretaget på tværs af hele GroupM’s 541 medarbejdere i Danmark i en digital spørgeskemaundersøgelse.
Samtidig viser GroupM’s egne medarbejdertilfredsheds-målinger” at medarbejdertilfredsheden er steget markant i de sidste to år.
Fra første halvår 2021 og til første halvår 2023 er bureaugruppens medarbejdertilfredsheds-score således, ifølge Lene Breitenstein, samlet steget fra 9 til 40, hvilket er en stigning på godt 400 procent.
”Vores stress- og mental health initiativ er klart ikke det eneste, der har påvirket vores medarbejdertilfredshed positivt, men der er ingen tvivl om, at det har været en medvirkende faktor,” siger hun.
Presset under corona
GroupM valgte i første omgang at sætte markant øget fokus på stress i forbindelse med corona-pandemien, fortæller CEO Jonas Hemmingsen. Her kunne man konstatere et øget psykisk pres på medarbejderne, som man var nødt til at håndtere, siger han.
”Vi så, at det førte en masse stresssymptomer med sig. Folk var utrygge om, hvad der ville ske med deres liv og arbejdsliv. Måtte de komme ud af lejligheden, kunne de dyrke sport som normalt? Det påvirkede vores ansatte meget. Og der startede vores snak om mentalt helbred,” siger Jonas Hemmingsen.
Det var også derfor, at GroupM valgte at indføre stressmålinger hos medarbejderne i 2021. Men Jonas Hemmingsen fortæller, at GroupM ikke kun har fokus på stress. Helt generelt har bureaugruppen øget sit fokus på mental sundhed de senere år, siger han.
”Vi kunne se, at stress var tabuiseret,” siger han.
”Og det vigtigste, vi fandt ud af ved at tale om det, var, at vi skulle øge fokus på at skabe psykologisk tryghed. At medarbejderne ved, at nogen faktisk lytter til dem, hvis de fortæller om deres udfordringer.”
Det betyder blandt andet, at GroupM i denne uge har en Mental Health-uge med en lang række forskellige oplæg og tiltag som yoga, vinterbadning, stress, diverstitet og inklusion.
Og generelt mener CEO Jonas Hemmingsen, at det som branche er utroligt vigtigt at tage emnet seriøst. Han kan selv huske, hvordan han som 27-årig i reklameverdenen også måtte trække stikket, fordi presset blev for stort.
”Jeg synes, det er et meget vigtigt emne. Jeg måtte også erkende, at presset blev for stort tidligt i min karriere, hvor jeg måtte tjekke ud og tage en pause og rejse i stedet for,” siger han.
”Helt generelt har vi haft en branche med højt stress, mange deadlines og store krav. Derfor er det virkelig vigtigt, at vi tager ansvar. At vi også siger til os selv, at vi ikke redder liv i reklamebranchen. Og hvis vi undgår at slide folk ned, så leverer vi også bedre ideer og løsninger til kunderne,” siger han.
Langt bedre rustet
Lene Breitenstein, hvis man nu som medarbejder i GroupM oplever akut stress, hvordan vil den måde, man griber det an i gruppen være anderledes i dag end for to år siden?
”I dag er lederne klædt meget bedre på til at tage snak med den medarbejder, der bringer stress op. De kan hjælper dem med at prioritere deres tid og hjælpe med at fjerne dem fra opgaver, de ikke kan overkomme,” siger Lene Breitenstein og fortsætter:
”Samtidig har vi også givet vores medarbejdere kurser i stressforbyggende arbejdsmetoder, så de kan blive bedre til at bruge deres tid optimalt. Halvdelen af alle ansatte i huset har valgt at gennemgå sådan en træning.”
Som tovholder på det her Mental Health Track-initiativ, hvad er den største læring, du indtil videre har haft gennem projektet?
”Det er alfa og omega at have sin topledelse med. Ellers så bliver det som at løbe panden mod en mur. Arbejdsgruppen og jeg havde jo slet ikke kunnet udrette, det vi har gjort, hvis ikke at man fra topledelsen havde været inde og prioritere, at de her er noget, vi bruger vi penge på og er klar på at investere tid i.”
Gik selv ned
Lene Breitenstein fortæller, at hun har arbejdet i GroupM i tyve år, og at hun selv oplevede at gå ned med stress for 10 år siden. Derfor går hun også personligt meget op i projektet.
Kan du i din dagligdag hos GroupM mærke en forskel, efter I er startet med at sætte mere fokus på mental sundhed og stress?
”Jeg kan mærke, at vi taler mere om det end tidligere. Jeg vil ikke sige, det var tabu. Men det var ikke noget, man råbte højt om. Ikke at vi råber højt om det i dag, men det er ikke noget, jeg oplever, at folk er bange for at tale om.”
Nu har du selv oplevet at få stress. Tror du, at du selv kunne have undgået at få stress, hvis bureaugruppen var på det niveau af åbenhed og viden om stress, som I er i dag?
”Jeg vil sige, at mit eget stressforløb blev håndteret meget fint for 10 år siden. Og fordi jeg selv har prøvet det og har mærket, hvor vildt det er, så prøver jeg at bruge det positivt. Men hvis jeg selv havde været bedre til at turde at åbne op og fortælle, så havde der nok været kollegaer omkring mig, der havde spottet det.”
… Men tror du, at du havde undgået det?
”Ja, det kunne måske godt være.”