Alle partier nu kommet på TikTok i valgkampen. Og antallet af kandidater på platformen stiger dagligt og har nu nået 233 personer. Det svarer til 25,5% af de 914 kandidater.
Og det gør de, fordi det faktisk virker, lyder vurderingen fra digital medierådgiver, Troels Runge, der er PhD i sociale medier og valg, og som på digitalkommunikation.net har lavet et overblik over TikTok-valgkampen.
”Det har en kæmpe effekt,” siger Troels Runge, der fastslår, at de er der af to årsager:
”Den ene er, at TikTok er spektakulært, og vi lægger mærke til det. Og blandt de unge er det den umiddelbare platform, du kan fange dem på. Og så er der en spillover effekt, hvor indhold på TikTok rammer nyhedsmedierne, fordi det er action,” siger han.
Umuligt at komme udenom TikTok
Helt grundlæggende er det – på trods af et forbud mod politisk annoncering på sociale medier – umuligt at komme udenom netop SoMe i en moderne valgkamp, siger Troels Runge.
”Partierne og deres kandidater har brug for at være til stede på alle de væsentlige sociale medier. Det er TikTok blevet med 1,6 mio. danske brugere. Det kan du ikke komme udenom.”
Tror du rent faktisk, partierne kan få noget ud af det i valgkampen? Er det spild af energi?
”Det er en god idé, og det kan betyde noget. Ellers ville de ikke gøre det. Der er ingen politikere med respekt for sig selv, der bruger tid på noget, hvor de ikke oplever effekt. Det skaber interaktion, trafik og opmærksomhed.”
Men opmærksomheden, understreger han, er ikke altid ensbetydende med, at de flytter stemmer.
”Bare fordi, du ser politisk indhold, betyder det ikke, at du bliver smittet af det. Sådan fungerer verden ikke,” siger Troels Runge.
Han peger på, at de sociale medier først for alvor gør en forskel, når politikernes holdninger og indhold bliver løftet videre af brugere, som andre stoler på.
”Hvis de skal lykkes, skal deres indhold blive delt. Bliver det ikke delt, er det dødt. Når de unge deler det, ryger det ud i deres netværk. Vi har opinionsledere, der deler indhold med deres venner. Det er primært dem, vennerne holder øje med. Ikke politikerne.”
Hvad vil det sige at være opinionsleder?
”Det er dem i dit netværk, der synes, politik er spændende. Helt klassisk forskning i nyhedsmedier, politik og dannelse identificerer dem i dit netværk, der interesserer sig for politik. Det er dem, man orienterer sig imod.”
Hav respekt for de unge
At blive delt er dog en kunstart i sig selv.
Det kræver, at man forstår de forskellige sociale mediers præmisser og sprog. Ellers kan man falde igennem, forklarer Troels Runge.
”Vi har den klassiske politikertype, der sætter sig ned i skjorte og slips og fortæller en historie eller kommer med et politisk budskab. Og så er der nogle, der performer politik. De læner sig op ad det, platformen er rigtig god til og har en legende tilgang til det,” siger han og peger på Alex Vanopslaghs succesfulde brug af TikTok ved valget i 2022 som et eksempel på netop det.
”De træder ind på platformen og opfører sig på en måde, som de unge forstår. Når det er sagt, så kan alle ikke gøre det. Nogle har svært ved det, og de kan blive ramt af kommentarer som ”OK boomer”. Det bliver tydeligt, at de er fra en generation, der ikke hører til på platformen.”
Det kan blive for ”cringe”?
”Ja. Man gør ret i at opføre sig med respekt for de unge,” siger Troels Runge.